I kommer lidt omvendt ind i vores historie, nemlig i den svære periode, som jeg går igennem lige nu. Jeg lover Jer dog, at jeg nok med tiden skal tage jer igennem de sidste 2 år med alle de opture og nedture som vi har stået overfor.
Grunden til jeg valgte at blive blogger på fertilitetsliv.dk var fordi jeg i de sidste år har følt mig meget alene. Ja jeg kan snakke med min kæreste om det, men han kan ikke båret et barn, han har ikke mærket brystspændingerne, haft kvalmen, fået udskrabning etc. Med andre ord kan han være der for mig, men han kan ikke, uanset hvor meget han gerne ville, sætte sig ind i hvordan jeg har det. Der er nogle af mine veninder som også har aborteret, men samtidig er de blevet gravide ret hurtigt, så jeg føler heller ikke at de kan sætte sig ind i min situation. Derfor søgte jeg et fællesskab hvor jeg kunne snakke med kvinder i samme båd. For kort tid siden opdagede jeg denne side, og jeg fandt det fællesskab som jeg havde savnet- nogen der havde det ligesom jeg. Nu sidder jeg så her og er i gang med at skrive mit første blog indlæg. Er jeg nervøs? JA!, men det skal ikke hindre mig i at fortælle jer, hvad jeg pt. går igennem.

For at i forstår frustrationen vil jeg beskrive situationen kort. Jeg blev spontant gravid for anden gang i sommerferien efter 2 negative inseminationsforsøg, men ved scanning i uge 8 var der igen ingen hjertelyd, og jeg skulle have endnu en udskrabning. Hurtigt fik jeg min menstruation og jeg tænkte super så kører vi…. Jeg fik den ikke bare én, men 2 gange på en måned, men så skete det, som aldrig har været sket… min menstruation blev uregelmæssig…

Da jeg havde brystspændinger, kvalme, træthed og havde mærket en masse muren i mit underliv var jeg sikker på at jeg var gravid, så jeg tog fortrøstningsfuldt en test…. men testen var som billedet viser, negativ.

Dagene gik, og min menstruation blev ved med at udeblive, derfor aftalte jeg med fertilitetsklinikken at jeg skulle komme til en scanning. Sandheden er den at jeg er begyndt at hade scanninger da de indtil videre ikke har vist noget godt…

Tårnene løber igen ned af mine kinder, det spinkle håb blev endnu engang slukket. 42 dage var der gået efter sidste menstruation, og på trods af gentagne negative gravitetstest forsøgte jeg at bevare bare en lille smule håb og optimisme, men Nej. Scanningen viste ingen baby. Men jeg blev egentlig heller ikke klogere… for det viste sig at min slimhinde ikke så normal ud.

Lægen kom med alle mulige plausible forklaringer på hvad der kunne være årsagen på min udeblevne menstruation, men den eneste løsning var p-piller. Efter en kort tænkepause sagde lægen den anden løsning er, at “Du må vente til den bliver normal”. VENTE TIL DEN BLIVER NORMAL???!!! Selvom jeg godt med min sunde fornuft ved, at han ikke kan sige andet, har jeg bare lyst til at råbe ham ind i hovedet:“ligner jeg ikke en der har ventet nok! I 2 år har vi kæmpet og prøvet, 2 udskrabninger og 2 forsøg senere og stadig ikke nogen baby!” Men jeg ved godt at det ikke hjælper noget og jeg forlader slukøret klinikken.

Først da jeg kommer hjem og gennemgår dagen og scanningen rammer virkeligheden mig og jeg bryder sammen…

Får vi mon nogensinde den baby ….