Den 5. marts fylder jeg 25 år. Et kvartårhundrede. Jeg er i den heldige situation, at jeg har giftet mig ungt og derfor ikke har gjort mig fortjent til en ordentlig røvfuld kanel. Normalt er jeg all in på runde og halvrunde fødselsdage, samt andre festlige begivenheder. Selvom jeg er introvert, så nyder jeg i høj grad, at samle alle de mennesker jeg holder mest af til fest. Sådan er det desværre ikke med min 25 års – Ikke kun fordi at Covid-19 sætter en pæn stopper for det, men fordi at jeg er lidt i en krise. 

Jeg har siden jeg var 18 år haft et brændende ønske om at få børn. Jo før, jo bedre faktisk. Allerede som 18 årig talte jeg om børn med min daværende kæreste – ikke at hun var enig, men vi drøftede det da. Jeg gjorde det også meget tydeligt for alle mine romantiske og seksuelle relationer derefter, at hvis vi skulle noget seriøst, så skulle de ønske børn og gerne inden for en overskuelig fremtid. Og hvis de ikke ønskede det, så blev de pænt sorteret fra uden tøven. Det var af samme årsag, at jeg allerede som 20 årig sad hos min privat praktiserende læge og bad om, at blive henvist til fertilitetsbehandling. 

Nu sidder jeg her, næsten 25 år gammel og stadig med det samme brændende ønske om, at være gravid og få børn. Jeg har altid tænkt, troet og håbet, at jeg ville være mor til minimum et barn som 25 årig. Det er derfor en kæmpe fallit erklæring og skuffelse for mig selv, at jeg om lidt rammer det kvarteårhundrede uden at have opnået at blive gravid eller kalde mig for nogens mor. Jeg er ked af det og skuffet over, at jeg endnu ikke har kunne få mit største ønske opfyldt, selvom jeg har været i fertilitetsbehandling det sidste halvandet år. Og jeg er enormt berørt over, at jeg endnu ikke kender en tidshorisont for, hvornår jeg kan blive nogens mor. Følelserne er mange og jeg føler ikke, at jeg kan fejre min fødselsdag med den samme glæde, fordi min drøm på en eller anden måde er brast. 

Vi kæmper videre og venter spændt på, at min cyklus starter, selvom den burde være startet i sidste uge. Vi glæder os til at kunne ringe til Rigshospitalet og tilmelde os behandling – og krydse fingre for, at denne gang ikke ender i en afvisning igen. Indtil da må vi være tålmodige og så, vil jeg prøve på bedst mulig vis, at nyde min fødselsdag med min lille familie. Nu må det snart være vores tur🤞🏻