Lad mig starte helt fra begyndelsen

Blog opslag

Skrevet af Justonegoldenegg

9 jun, 2017

Lad mig starte helt fra begyndelsen.

Da jeg havde truffet beslutningen om, at jeg gerne ville have et barn alene vendte jeg det i første omgang med mine allernærmeste. Mine venner og min familie. Ærligt var jeg lidt nervøs for, hvordan de ville tage imod min beslutning, men alt usikkerhed blev gjort til skamme. Ikke en eneste gang mødte jeg nogen former for modstand mod mit valg.

Jeg gik derfor i gang med de indledende undersøgelser. Alt så fint ud. Dog havde jeg lige en cyste, der skulle tjekkes med en blodprøve for at være sikker på, at det var en helt almindelig cyste. Blodprøven kom tilbage og viste, at det måske ikke var en godartet cyste, så jeg blev sendt videre på sygehuset for at få den tjekket.

Her blev jeg smidt op i endnu en gynækologstol og lægen gik i gang med at scanne mig. De der indvendige scanninger er absolut ikke min favorit og jeg synes faktisk tit det både er ydmygende og gør ondt. I denne periode var det dog endnu værre end nu. Når man går igennem IVF bliver man scannet så tit, at jeg tror de færreste mennesker vil kunne fremkomme med bare halvt så mange, der har haft kig til deres underliv.

Mens lægen scannede mig, fortalte hun mig med nogen overraskelse, at det sørme var en stor cyste og at hun altså lige måtte få overlægen ind og kigge på det. Overlægen kom kort efter og efter lidt roderi sagde hun til den anden læge: ”Hvor er cysten?” Lægen responderede ”der” og pegede på skærmen, hvorefter overlægen med nogen skepsis proklamerede, at det faktisk var min blære.

Hertil måtte jeg lige løfte hovedet og bede om at den i hvert fald blev sidende!!

Da de ikke kunne finde nogen cyste fik jeg taget endnu en blodprøve som desværre også kom tilbage med et dårligt svar.

Beslutningen blev at jeg måtte en tur på operationsbordet for at se, hvad det så var der drillede derinde.

På dagen for operationen kom den før nævnte læge, der ikke kunne kende forskel på min blære og en cyste, ind og fortalte mig, at hun skulle operere mig. Noget bleg i ansigtet svarede jeg, at i så fald blev der ingen operation! Der blev så tilkaldt en anden læge og under operationen fandt de ud af, at endnu en cyste var kommet til som de fjernede og at jeg har endometriose og derfor slog negativt ud på blodprøven.

Operationen gav mig et stort hæmatom i maven, fordi den nye læge glemte at lukke såret efter hun fjernede cysten, men alt i alt overlevede jeg da hele affæren med både min livmoder, mine æggestokke og min blære i behold.

3 måneder efter gik jeg i gang med mit første IUI, der desværre endte i en negativ graviditetstest. Jeg var rigtig skuffet for naiv nok havde jeg jo håbet på, at den ville være hjemme i første forsøg.

Måneden efter prøvede jeg så igen dagen efter min 30 års fødselsdag og 14 dage senere stod jeg med en positiv graviditetstest på min farfars bisættelsesdag.

Det var et rigtig smukt symbol på, at livet fortsætter og da jeg fortalte min far det dagen efter, sagde han: ”Vi har byttet et gammelt liv for et nyt”.

Min graviditet forløb helt som den skulle uden nogen komplikationer, så da jeg i foråret 2015 ville i gang med barn nummer to havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg ville ende på den rejse jeg er midt i nu!.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Årsdag

Årsdag

Den 01.06.2021, har vi været kærester i 3 år. Jeg forbinder dagen med glæde for det meste, men det...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!