Om længden af fertilitetsforløb og at negligere andres smerte.

Blog opslag

Skrevet af Freyjasfertilitet

14 aug, 2017

Om længden af fertilitetsforløb og at negligere andres smerte.

Jeg har set flere fortælle om, hvor svært det var for dem, at tage skridtet og åbne op omkring dét at være ufrivilligt barnløs. At de var usikre på, hvordan verden ville tage imod det, og at de følte, at det var et tabu.

Sådan har jeg det ikke. Tværtimod. Jeg har talt ret åbent om det, sådan cirka siden begyndelsen, til både venner, bekendte og studiekammerater. Og fyren bag disken på Krone Apoteket.

Dét, der fik mig til at tvivle på, om jeg egentlig havde lyst til at åbne op omkring det hele – på internettet – var sådan set mere på grund af min frygt for reaktioner og kommentarer og what not, fra de ufrivillige med-barnløse. Ironisk nok, ikke? I en verden, hvor alle ellers er så gode til at støtte hinanden(!!), findes der også virkelig mange små bidder af opslag og kommentarer, der er som slag over snuden, for de, der ikke har været en del af dén her verden lige så længe som andre.

Og jeg forstår godt følelserne i de små bidder af opslag og kommentarer. Eller, måske forstår jeg dem ikke helt, men jeg kan godt følge dem. For jeg har også taget mig selv i at tænke, ”Åh, de har kun prøvet i så og så lang tid”, eller ”De skulle bare vide hvad jég går igennem”. Splitsekundet efter har jeg også hørt min indre stemme, dén med den løftede pegefinger, udbryde: ”Ej, hold dog op! Dét der, det tænkte du fandme bare ikke lige”, og mærket skammen og den dårlige samvittighed, der følger med, efter den slags tanker. Selvfølgelig sker det, at man tænker nogle af den slags ting, når man har det svært, og har haft det længe. Men der er langt fra tanke til tale og skrift. Og husk nu på, at der nok sidder nogle derude og følger med, som synes, at det er knap så sjovt at læse, at de ikke ”må” brokke sig over, hvor svært de har det, og hvad de føler, fordi de ikke har kæmpet ”længe nok” i forhold til andre, der har kæmpet i virkelig lang tid.

Alle de her følelser er svære og tunge for os alle sammen. Føl det. Lad være med at sige det højt eller skrive det. Fjern ordet ”kun” fra dit ordforråd, når det kommer til at omtale andres forløb, hvis du gør det. Det er et simpelt ord, en lille detalje, men det kan slå hårdt.

Jeg har tidligt i mit liv oplevet og været vidne til ting, der har rystet mig i min grundvold, så godt og grundigt ind i kernen, at alle mine følelser nu er kæmpe store. Alle sammen. Jeg har lært at arbejde med dem, og ved som regel, hvordan jeg skal slå dem ned igen. Men i det øjeblik følelsen tager fat i mig, er det med 200 km/t og blinkende lygter. Metaforisk får jeg altså store, blå mærker, af at blive pustet på. Og jeg har næsten kronisk tårer i øjnene, når jeg er i under-middel humør.

Jeg havde det også virkelig svært, med ikke at være blevet gravid eller at få menstruationer, efter ”kun” seks måneder. Jeg har også haft søvnløse nætter, og sene aftener, hvor jeg er knækket sammen, og har grædt og hulket mig selv så tom for energi, at jeg til sidst mere besvimede af udmattelse, end jeg faldt i søvn, selvom vi endnu ikke har været igennem vores første reelle behandlingsforsøg. Vi er ”kun” halvandet år inde, og jeg er træt af at være så inderligt ked af det, og at skulle fungere normalt på samme tid.

Der er ikke noget, der skal hedde ”kun”, i den her verden.

Undtagen, når vi siger, at vi kun ønsker hinanden det bedste.

Det er i hvert fald sådan jeg har det.

– Freyja.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Total afmagt

Total afmagt

Jeg skriver dette indlæg, i min hidtil værste periode, siden vores første dag, som ufrivilligt...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!