Til jer der ikke kender os, så er der her en lille introduktion. Jeg bor sammen med min kæreste Kim i vores drømmehus. Vores familie består af vores hvalp Coco, og derudover en bonusdatter på 8 år. Siden december 16 har vi forsøgt at lave en familie forøgelse. Jeg blev gravid i juli 17- vi var ovenud lykkelige, men desværre sluttede lykken brat, da det endte med en udskrabning i uge 11. Fosteret var gået til i uge 7. Det tog mig lang tid at komme mig, og mens jeg forsøgte at komme mig over vores tab, kom den ene veninde efter den anden og fortalte at de var gravide… Det var uudholdeligt. Vi fik at vide at vi nok skulle blive hurtige gravide, for der var ikke nogen af os der fejlede noget… Men virkeligheden blev én anden.

2018

Tiden gik og jeg var endnu ikke blevet gravid… jeg husker, hvordan det var at nå over min terminsdato – det var smerteligt og jeg havde så svært ved at rumme gravide omkring mig. Det har jeg faktisk stadig.

Jeg nærmede mig de 33 år og ønskede mig så inderligt et fællesbarn med min kæreste. Derfor besluttede vi os for at gå til lægen. Heldigvis forstod han vores synspunkt, vi fik en henvisning, og startede i fertilitetsbehandling i maj 18.

To inseminations forsøg efter var der stadig ingen baby. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg ville have en HSU, men da jeg kom til tilmelding var der lukket for tilmelding pga. sommerferie. Jeg var sur og ked af det, for som i alle nok kender så følte jeg bare, at månederne fløj afsted i forvejen. Og en måned uden forsøg, betød igen ikke noget barn. Da min fornuftige hjerne fik taletid, blev jeg dog hurtig rolig, for det var jo kun en måned, og i mellemtiden kunne vi “øve” selv, så det gjorde vi.

Vi skulle på sommerferie, og for at være sikker at jeg kunne “slå mig løs” og nyde ferien med alt hvad det indebærer – så tog jeg en test. Da jeg ikke kunne se nogen streg efter et par minutter smed jeg slukøret den i skraldespanden – for som så mange gange før, så var den nok negativ… efter 40 min var der alligevel et eller andet, der sagde mig, at der var noget som var anderledes. Derfor gik jeg ud og tog testen op- og der var de der… -de 2 streger, som jeg ikke havde set i næsten et år. Jeg turde ikke tro på det… Da jeg ikke havde flere test, blev min kæreste og jeg enige om at se tiden an, det kunne jo ske, at den var falsk positiv pga. den lange ventetid.

For hver dag der gik og jeg stadig ikke fik min menstruation blev jeg mere og mere glad. Min mor blev ved med at hælde vin i mit glas, og modvilligt blev jeg ved med at sippe til glasset- for hvad nu hvis det bare var min menstruation, der var forsinket. Dagen vi kom hjem fra sommerferie, skyndte jeg mig ned og købte en test… Den var sgu god nok!!! Der var 2 streger igen! Jeg var gravid igen!!!!

Det var en underlig følelse og jeg var ikke lige så glad som første gang. Det var som om nu vidste jeg noget, som jeg ikke vidste første gang. Det kunne gå galt. Og det gjorde det også!!!

Rutsjebaneturen

Da jeg var 7 uger henne blev vi kaldt til scanning på fertilitetsklinikken. Min hjerte hamrede og med god grund. Vi havde været her før, og sidste gang sluttede drømmen brat.

Desværre var det ikke anderledes denne gang. Lægen var bange for at udviklingen var gået i stå, da den var under målene- han var dog ikke helt afvisende og snakkede om at også kunne tænkes at det var en slow starter. Derfor blev vi sendt hjem med beskeden om at få taget nogle blodprøver og komme igen en uge senere. Det var den værste uge i mit liv, med så mange følelser, tanker og frustrationer.

En uge i helvede!!!

Det næste udsnit er taget fra min dagbog som beskriver min følelser på daværende tidspunkt!

“Det bliver de længste 7 dage i mit liv… jeg skiftevis græder, er forvirret, ligeglad, kold.. men Intet virker. Mine bryster er stadig ømme jeg mærker murren i underlivet – hvorfor skulle jeg ikke være gravid? Samtidig ved jeg også at da jeg var gravid med din storebror/storesøster mærkede jeg heller ikke noget forandret. Jo mine bryster gjorde mindre ondt – men lige nu er det det samme. Jeg bliver ramt af en uforståelighed, hvorfor skal det gå ud over os.. samtidig bliver jeg ramt af uretfærdighed… jeg ligger stadig mine hænder på min mave i håb om at du stadig er der inde og vokser som du skal… jeg er virkelig bange for udkommet på onsdag…”

Første blodprøve var på 25.000 – 25.000 jeg var blæst over og tænkte – ”det kan kun være godt” – lægen snakkede om evt. tvillinger, da tallet var så højt. Jeg var helt høj og jeg begyndte at få håb. Vi aftalte derfor en ny blodprøve 3 dage efter. Desværre var tallet kun steget med 1000 og håbet blev slukket og jeg begyndte at indstille mig på beskeden og hvad der fulgte med. Lægen sagde, måske velmenende,- det har vi set før, de kan falde og så stige igen. Dvs. jeg slap ikke helt håbet, og jeg var endnu mere nervøs end første scanning. Kunne det være vores tur nu? Desværre kom dagen på klinikken, hvor vi fik vores bange anelser bekræftet. Udviklingen var gået i stå igen- og også i uge 7L

Det var mærkelig for det ramte mig ikke lige så hårdt. Jeg vidste hvad jeg skulle igennem, og blev hurtig praktisk anlagt. 2 timer senere fik en tid på Kolding og dagen efter blev det fjernet.

Det er nu 5 måneder siden, at jeg blev gravid og efterfølgende aborterede. Jeg er stadig ikke gravid men igang med første IVF forsøg – jeg kan mærke at angsten for at historien gentager sig ligger dybt i mig. Men jeg tror det er naturligt, med den historie vi har med os.

Så tæt på og alligevel så langt fra. Mon næste gang er vores tur?

Tak fordi i læser med