Man hører ofte om vigtige ting at huske, når man planlægger graviditet.
Kort sagt: livet bliver sat på pause mens man går fra barnløs til forældre.
Men hvad så når de to magiske streger ikke lige kommer inden for de første måneder?
Hvor længe skal man egentlig sætte livet på pause?
Hvis man ender som ufrivillig barnløs og projekt baby tager 3 år i stedet for 3 måneder?
Skal man så bare stå i ingenmandsland i al den tid?
Ovenover ser i nogen af de livsændringer som vi ellers havde sat på pause, da vi blev enige om at starte projekt baby, men som vi hen ad vejen har måtte trykke play til igen –
For hvor længe skal man sætte livet på pause?
Mit karriereskift
Da vi startede projekt baby, arbejdede jeg som butikschef i Netto.
Det var mange timer og i perioder sindssygt hårdt, men det gjorde at vi havde en okay økonomi. Jeg vidste dog fra starten, at det ikke var det jeg ville bruge hele mit liv på – jeg kunne ikke se mig selv som butikschef som 50-årig.
Jeg vidste at jeg gerne ville arbejde med mennesker der har det svært og skulle derfor have en uddannelse.
Udover at det ville være en kæmpe økonomisk nedgang for os, hvis jeg skulle gå fra butikschefsløn til SU, ville det jo heller ikke være smart at starte uddannelse, når vi nu snart skulle være forældre – for selvfølgelig skulle vi snart det.
Vi aftalte derfor, at jeg skulle sætte drømmen om karriereskift på pause indtil vi havde fået drømmebarnet – det er trods alt federe at gå på barsel med en løn på 35.000 end en SU på 6.000.
Sidste sommer blev beslutningen nærmest taget for mig. Jeg gik ned med stress, og endte med en fyreseddel. Jeg havde ikke fortalt min chef om behandlingen, og var derfor ikke beskyttet på lige fod som en gravid.
Jeg havde derfor valget mellem at starte min uddannelse eller finde et andet butiksjob.
Den ene side af mig ønskede uddannelsen for at komme i gang, mens den anden ønskede et butiksjob indtil jeg blev gravid.
I sidste ende vandt uddannelsen.
Jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke længere kunne sætte min karriere og dermed også min trivsel foran noget jeg ikke vidste hvor længe varede – jeg anede jo ikke om der ville gå 1 måned eller 10 år, før vi bliver forældre.
Vores hund
Som jeg skrev i mit tidligere indlæg ”Surrogate baby”, havde vi planlagt at få en hund når vi havde fået vores barn. Så kunne de vokse op sammen og have glæde af hinanden.
Men efter at have prøvet i 13 mdr., blev vi enige om at få hunden først – hende kunne vi i det mindste selv bestemme hvornår vi ville have. Den beslutning har uden tvivl hjulpet mig helt vildt. Selvom vores hund ikke er det samme som et barn, er det sgu lidt det samme – hende kan jeg drukne i kærlighed og forkæle og hun kan vise kærlighed til mig.
Vores bryllup
Der er ingen tvivl om at både min mand og jeg er lidt prinsesser på det punkt – vi vil have det store kirkebryllup med kæmpe kjole, lyserød limousine osv. Meeen det koster jo en del – specielt når vi også regnede med at vi snart skulle holde barnedåb.
Så vi snakkede om at slå det sammen – kirkebryllup og barnedåb. Det blev selvfølgelig stadig dyrt, men så fik vi da i det mindste 2 fester i én.
Da min mand friede sidste år overvejede jeg da også, om vi skulle vente.
Da havde vi ”kun” været ufrivillig barnløse i 15 mdr., så der var stadig lidt optimisme om at det skulle lykkedes.
Men samtidig blev han 30 år 8 måneder senere og blev truet med en kæmpe peberbøsse lavet i beton.
Så vi besluttede os for at holde brylluppet sidste år.
Vi fik en borgelig vielse i haven, så jeg stadig havde hvid kjole og vi holdte en lille intim fest for de nærmeste.
Min mands trang til det store kirkebryllup er vist styret, men jeg forventer stadig et stort kirkebryllup sammen med barnedåb, så jeg kan få min store prinsessekjole.
Nu tænker jeg også på at det kan være en fejring af, at vi holdte sammen gennem behandlingen og kan fejre vores barns dåb samtidig med vores kærlighed.
0 kommentarer