Jeg har altid haft den forestilling om, at det at lave en baby skulle være et romantisk øjeblik mellem en mand og en kvinde. ”En stjerneklar nat, hvor to smelter sammen” – for derefter nogle uger senere at stå med en positiv test i hånden.

Når det så ikke går sådan…

Det føles ikke videre romantisk dag efter dag at stå med den ene nål efter den anden i hånden. Fylde endnu en sprøjte, fat i maveskindet, en dyb indånding, 1,2,3, og så stille trykke indholdet ind. Håbe på, at det ikke er en af de aftener eller morgener, hvor det svier i hele maven, eller ømheden banker. Når det er ved at have stået på så længe, at ens maveskind føles som læder at skulle igennem.

Det lange marathon…

Det daglige håb på, at dråberne sammen med kroppen gør deres arbejde tilfredsstillende. Når tårerne kommer trillende, ikke fordi det gør fysisk ondt, men når lugten af Menopuren rammer næseborene, og kroppen og sindet ikke har glemt, hvor hårdt et fertilitetsforløb egentligt er. Når man flere gange om ugen smækker sine lange stænger op i bøjlerne for endnu engang at blive scannet. Når man rammer dagen, hvor kroppen skal vise, om vi er kommet godt igennem første del af det lange marathon.

Bare kærlighed…

MEN for satan, hvor er det egentlig en kæmpe kærlighedserklæring, når man træder et skridt tilbage og ser på det med klare øjne. Det at stå sammen, når tingene er svære. At heppe på hinanden, når livet giver modstand. Aktivt at vælge til på trods. At gå alt det igennem sammen, for forhåbentligt at få sit ønskebarn på målstregen, det er da kærlighed!

Det som tæller…

Når man står i et forløb, hvor tingene ikke flasker. Når man pludselig sprænger statistikkerne, og stadig ikke står med et positivt resultat, kan det være svært at holde hovedet højt hver dag. Nogle dage bebrejder man sig selv og sin krop. Man kan til tider føle sig så uduelig og træt på samme tid.
MEN jeg er samtidig så taknemmelig. Jeg tror på, at der sker noget magisk, når to mennesker kæmper så intenst sammen på den måde. Med både tro, håb, skuffelser, tab, nærhed, kærlighed, og jeg kunne blive ved. Derudover så taknemmelig for alle de fantastiske mennesker omkring mig, som fylder både de gode og dårlige dage med fornyet energi og kærlighed.

I sidste ende…

Jeg synes, man med tiden finder en ny form for respekt for sin krop. Jeg tror på, at man med et generelt positivt mindset kan klare mere, end man selv tror.

… og i sidste ende ved vi jo alle, at ting ikke blomstrer uden en omgang regn først <3

Skrevet af Positive Mind