Det her indlæg har om noget været endnu sværere at skrive, end det foregående. Jeg sidder på den ene side næsten med dårlig samvittighed, men på den anden i en ekstremt lykkerus.

Ægudtagningen gik godt. Faktisk gik den rigtig godt. De fik 8 æg ud, hvor 4 blev til noget. Jeg fik sat 1 op og 3 blev lagt på frost. Derefter var den forfærdelige ventetid. 14 dage, hvor der ingen graviditets symptomer var overhovedet. Så jeg havde forberedt mig på et negativt svar. Men da svaret kom, var den god nok. Det lille æg havde sat sig fast, og spirer nu inde i mig. Jeg er lykkelig.

Men samtidig er jeg fyldt op af dårlig samvittighed og frygt. Frygt for, at der når at gå noget galt. Dårlig samvittighed overfor alle, som jeg ved kæmper en indædt kamp. Hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at snakke med om, at fertilitetsbehandling er hårdt, når jeg har været så heldig, at trods slem endometriose, har lykkes at blive gravid i første forsøg, to gange.

Men frygten bliver mindre og mindre jo længere hen jeg kommer, og når jeg ser, at den lille dreng, der melder sin ankomst i slut november har det godt 🙏🏻