Det er vores sidste forsøg i det offentlige, men hvad så bagefter? Hvis det ikke lykkes, Hvis noget går galt? Hvad gør man så?

Skal man give op, eller fortsætte i det private? så skal vi pludselig have den store pengepung op af lommen, man skal jo have sparet en seriøs sum penge op, eller tage et lån i banken. Hvis vi skal fortsætte i ivf behandling koster 3 behandlinger 45.000+ medicin omkostninger og vi skal være villige til at køre til Århus hver gang jeg skal have taget æg ud for det gør de ikke på klinikken i Ålborg. Men hvad med at adoptere så? (Den sætning har vi jo hørt 1000 gange, “i kan jo bare adoptere” det kan vi jo heller ikke bare lige gøre, det har vi snakket om, det er en dyr OG virkelig lang process og vil vi overhovedet have et barn der ikke har nogle af vores gener? den samtale er jeg slet ikke parat til.

Det er ikke særlig nemt at skulle tage stilling til den slags, tankerne er mange, det er et stort virvar og følelserne sidder ude på tøjet, vi har snakket lidt om hvis det skulle ske, men vi havde aldrig regnet med at det faktisk kunne blive en realitet.

Men vi har faktisk fået lagt en hvad-nu-hvis plan i tilfælde af at dette forsøg også mislykkes enten på den ene eller anden måde, vi har besluttet at vi så vil starte op i det private, og så starter vi helt forfra med insemination igen, vi har faktisk allerede haft en dialog med Anders Faurskov (fra privatklinikken) og insemination burde stadig kunne lade sig gøre selvom jeg ikke blev gravid efter 4 forsøg sidst, men  eftersom jeg har været naturlig gravid 2 gange før er det ikke umuligt.

Der er delte meninger om Anders, men vi kunne godt lide ham, han fortalte os det vi skulle vide og var meget direkte, han pakkede det ikke ind og gav os ikke falske forhåbninger og det kunne vi godt lide ved ham, uden tvivl han er dygtig til sit job også selvom jeg ikke blev gravid, men jeg har trods alt været igennem flere ivf uden at blive gravid også, så det er nok nærmere min krop der stritter imod fremfor hans behandling.

Jeg synes stadig det er vanvittigt at vi har forsøgt i 3.5 år og har været i behandling så længe nu at vi er igang med vores sidste chance, jeg har svært ved at forstå det og min hjerne kværner løs, hvad nu og hvad nu hvis. Hvis jeg havde vist hvad vi skulle udsættes for da vi begyndte den her rejse, ville jeg nok have været tøvende om at gå igang, det har været skræmmende og vi har virkelig fået rykket nogle grænser, men vi har også fundet ud af at vi kan klare alt sammen, mange par glider fra hinanden under den slags her, vi er blevet tættere end nogensinde.

Nu har vi lagt en nødplan i værste tilfælde og så krydser vi fingre og beder en lille bøn til at vi ikke får brug for den nogensinde❤️