Lynvisit til helvede

af | januar 11, 2019 | 4 Kommentarer

Hvis man vælger at fokusere på den positive side af, at være i fertilitetsbehandling – vel at mærke uden succes – så er der, om ikke andet, en masse lærdom i sådan en proces. Især når det kommer til ens eget sind. Jeg har lært, på den hårde måde, at man vitterlig aldrig har kontrol over situationen. Og nogle gange ikke engang ens eget sind eller reaktioner.

Siden mit sidste skriv, hvor jeg var enormt positiv og optimistisk, har jeg været på lynvisit i de mørkeste afkroge af mit hoved og sind.

Det har været en fucking hård tid. Pardon my french. Men det har virkelig været svært og rigtig grimt at gennemgå den sidste tid.

Som tidligere nævnt, er jeg så heldig og dybt taknemmelig over, at jeg umiddelbart ikke fejler noget og at det nok bare er et tilfælde, at det åbenbart skal tage lang tid for mig at blive gravid.

Jeg er begyndt til en slags psykolog samtaler hos min egen læge, hvilket virkelig hjælper mig. Efter sidste samtale (som også var den første) havde jeg det simpelthen så godt. Jeg var SÅ klar på den nærtforestående inseminering, og jeg tillod faktisk mig selv både at håbe og TRO på, at det ville lykkedes denne gang.

Jeg vågner efter en helvedes nat med de velkendte menstruationssmerter, og tilmelder mig straks mit 5. IUI forsøg. Og så er det bare at vente på et svar tilbage fra klinikken, med dato og tidspunkt for kontrolscanning.

Dagen efter får jeg desværre bare ikke en tid, men i stedet besked om, at der ikke er kapacitet nok på klinikken, til at imødekomme min tilmelding.
Jeg skal derfor vente en måned mere (udover den måned jeg i forvejen venter imellem hver forsøg, fordi jeg benytter kontaktbar donor.)

Og lige dér, med et brag, brød jeg bare fuldstændigt sammen.

Jeg brugte/bruger en masse energi på at banke mig selv i hovedet over at jeg reagerer så voldsomt, når nu min situation ikke tilnærmelsesvis er ligeså barsk/urimelig/alvorlig/umulig som andres. Jeg har trods alt ”kun” været i gang i halvandet år – andre bruger det dobbelte ellermere. Eller må give op.

Så jeg fanger mig selv i en dum pæreblanding af sorg, frustration, utålmodighed og så krydrer jeg lige med dårlig samvittighed og selvbebrejdelse over mine egne følelser og min umiddelbare reaktion.

Helt objektivt set, er det jo ikke verdens undergang at skulle vente en måned mere. Og jeg bliver jo ikke frarøvet mine forsøg eller deslige, de bliver bare udskudt én enkelt måned.

Men det ramte mig bare så hårdt. Og jeg har haft en lang periode hvor jeg simpelthen ikke kunne komme op igen.

Ingen mantraer, selvforkælelsesaftener, samtaler eller andre ting som tidligere har virket, kunne kaste lidt lys på situationen.  Jeg tror måske, at det er kontrasten fra min positive og optimistiske grundholdning, til chokket og frustrationen over at støde på en ”lukket dør” eller en halvtreds meter høj stenmur, som ukampdygtig gjorde mig fuldstændigt.

Tiden gik, og det blev endelig tid til mit 5. forsøg.

… Som heller ikke lykkedes.

DET var sat-er-nedme hårdt! Jeg havde så ondt af mig selv.Jeg var så sur på ALLE med børn og gravide maver. Jeg var simpelthen så skidetræt af hele processen, at jeg faktisk, i flere dage, overvejede om jeg i virkeligheden bare skulle spare en kvart million op, og skride på Ayahuascaretreat midt i Perus jungle, og derfra bare rejse kloden rundt og være den seje Moster Kris som kommer hjem til Danmark en gang om året med seje souvenirs og fortællinger.

Jeg er så træt af at kæmpe, håbe og tro på noget SÅ meget, uden at det lykkedes. Ventetiden gør mig vanvittig. Sådan virkelig sindssyg. Vi skal ikke mange år tilbage i tiden, før jeg med begrundelsen ”hysteri” ville være blevet spærret inde på en anstalt. 

Jeg har brugt 5 forsøg indtil videre. Det lyder ikke som mange, men det er over halvandet år. Så det er primært ventetiden som på virker mig. Især fordi jeg brugte 2 år forinden til overhovedet at beslutte at det var den vej jeg skulle.

Men nu hvor jeg nærmer mig mit sidste iui forsøg, bliver jeg alligevel mere ængstelig og bekymret over antallet af forsøg. Jeg er på SU, så at spare op til IVF i det private vil resultere i meget lang ventetid. Endnu længere ventetid.

Så, jeg har lært, at jeg ingen kontrol har over denne proces. (Tak for dén læring, univers..) og jeg vælger at skulle lære, at blive mere tålmodig. Nu har jeg fået tilpas med afstand og ironisk nok, (vente)tid til at jeg kan lægge den svære periode bag mig og se fremad.

Hvis alt går vel, bliver min 6. og sidste inseminering i januar, og ellers senest i februar. Det ville være en awesome måde at starte det nye år på. Babystøv og firkløver-emojis til jer andre som kæmper!

4 Kommentarer

  1. Annika

    Kære dig❤

    Du skal ALDRIG undskylde for den sorg og smerte du smerter uanset om du har været i gang i 6mdr eller 7 år. Fordi vi føler den alle meget forskelligt. Følelsen af at blive afvist til behandling er ulideligt har selv prøvet det og det er pisse hårdt!!
    Vi var selv behandling i 1.8 år inkl. Ventetid også havde vi prøvet selv 6 mdr for inden. Det lyder muligvis heller ikke af længe men det var den hårdeste periode i mit liv. Aldrig før har jeg haft så mange kriser, sorte huller jeg havde svært ved at komme op af og bare tune ud af mit liv. Vi valgte at gå i det private hvilket var den helt rigtige beslutning for os efter dårlig behandling i det offentlige. Men det er pissedyrt og på SU er der bare ikke meget at rutte med. Giv dig tid og plads til at føle alle tingene og ingen skal fortælle dig om det er passende eller ej ❤ på sigt bliver nogle ting nemmere at håndtere og andre gange ikke.. Det er total random.. husk du har 3 ivf forsøg i det offentlige ❤❤

    Kh Annika

    Svar
  2. Lene

    Åh hvor jeg kender den følelse- og tak fordi du bryder en af de mange tabuer og bare hudløst ærligt fortæller hvor fucking hårdt det er. Vi kan aldrig sammenligne os med andre så om man har været i behandling i 1 år eller flere er uvedkommende- følelsen kan man aldrig selv bestemme over. Hvor er det dejligt ikke at være den eneste med det dystre og mørke sind. Jeg har selv lige lavet et indlæg om at blive afvist, den sved! Som om man ikke har ventet nok!!! Vi har været igang i over 2 år nu og i fertilitetsbehandling de sidste 6 måneder, men shit hvor er det hårdt, og hvor kender jeg den følelse at have lyst til at ønske gravide hen hvor pepperet gror. Jeg ønsker dig al held og lykke- du er ikke alene.

    Svar
  3. Sara

    Jeg vil bare sige tak, tak for dette fantastiske indlæg, som lige netop sætter ord på de tanker og følelser, der har fyldt allermest for mig i 2018, det hårdeste år nogensinde i min snart 5 årig kamp for at blive mor. Ventetid, cyster, og afvisninger, har gjort at jeg til sidst stod ikke og kunne kende mig selv, men måtte desværre blive opmærksom på det via min kæreste og omgangskreds. Men jeg har valgt ikke at snakke med nogen, andet end min omgangskreds, derfor har indlæg som dette, stor betydning for mig❤️ tak

    Svar
  4. Gitte

    Meget rammende og fint indlæg – tak ❤️

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest