Sidste gang fortalte jeg om at vi var i gang med et forsøg.

Den test blev negativ, men det vidste jeg jo inderst inde også godt.

Vi skal i november måned til samtale på sygehuset omkring ægdonation. Vi har jo allerede fundet en Donor der er villig til at hjælpe os.

Tænk sig, at vi har fundet en kvinde der ikke bare vil berige vores liv med æg og forhåbentlig et barn, men samtidig skal have indgreb, hormoner osv som jeg selv har gennemgået i alle disse år.

Ord kan ikke forklare hvor fantastisk det er. Det er jo ikke bare lige en kop sukker man låner af naboen, vel.

Nu må vi se hvad de siger på sygehuset. Måske er det her den lykkelige ende på vores fertilitetsrejse? Om det er mine gener eller ej, er mig ligegyldig.

En af de vigtige ting er at jeg får lov at opleve min egen graviditet. På godt og på ondt.

For jeg er ærlig talt begyndt at blive virkelig bitter. Jeg er en bitter sur kvinde, der syntes at det hele er uretfærdigt. Uretfærdigt at alle andre end jeg selv bliver gravide.

Det er sådan det på nuværende tidspunkt er, og det må jeg acceptere.