‘’skat, hvad tid var det nu, vi skulle til holbæk i morgen?’’
Dette spørgsmål var nok til at min hormonfyldte krop gik fuldstændig amok og gav Daniel, en mega uretfærdig skideballe over at han ikke kunne huske noget der var så vigtigt. I situationen synes jeg han var en kæmpe klaphat, der var ligeglad med behandlingen.
Men det er jo selvfølgelig ikke sandheden, nu har vi snart været sammen i 5 år og han aner aldrig hvornår noget som helst er, også selvom jeg har fortalt ham det flere gange. Han vidste det faktisk også, han skulle bare lige være sikker fordi min mor havde spurgt hvad tid det var. Jeg kan selvfølgelig godt se efterfølgende at jeg var en overfølsom hysterisk kælling. Men i selve situationen, var mine følelser ved at eksplodere i hele kroppen.
Jeg var for nyligt til bryllup/barnedåb hvor snakken gik på hvem graviditeten og fødslen havde været hårdest for, manden eller kvinden. Alle grinede og sagde det var manden, og at det var et helvede at have en gravid kæreste (av).
De skulle prøve at være sammen med en hormonramt kvinde, der ikke er i babylykke. Hormonerne fiser rundt, ikke fordi de bliver naturligt dannet i kroppen, men fordi hun skal stikkes med dem for at (måske) kunne få en baby i fremtiden. Den hormonramte har ingen lille gravid mave, skal ikke ud og købe babytøj, vælge navne og man skal ikke til scanninger og se et lille vidunder der tumler rundt i maven. Man skal dog til en masse scanninger for at se ubefrugtede æg, der måske kan blive til babyer, hvis de altså udvikler sig rigtigt (hvilket mine ikke har gjort) nå ja ! man skal scannes mens ens menstruation er i gang på fuld smadder og bløde på den søde læges gulv (jeps, det skete for mig) dette forfærdelige syn skal den stakkels mand også være vidne til.
Hvem er der når kvinden græder i timevis, fordi en eller anden ligegyldig har skrevet på facebook at hun gravid ?? MANDEN, han skal hele tiden være den stærke, trøste og give modet tilbage, selvom han er i præcis samme situation. Dette klarer min mand lige til et 12 tal, han er min klippe, han er stærk, og kun han ved lige præcis hvad han skal sige, når min verden ramler fuldstændig sammen. Han byrde hylles hver evig eneste dag, bare for at kunne holde ud at være ved min side i denne proces.
Vi er netop startet i vores første behandling, som på ingen måde gik som planlagt (dette laver jeg et blog-indlæg om senere) Det er så hårdt både for mig og Daniel, der er jo ingen tvivl om at det er kvinden der skal igennem mest sådan rent praktisk. (Selvom Daniel mener han også skal ofre sig en del, fordi vi ikke må have sex 3 dage op til sædprøven skal afleveres) Tænk at sidde på sidelinjen, være vidne til at den man elsker mest skal igennem nålestik, scanninger hver og hver anden dag, hormoner der flyver rundt i kroppen og giver en masse bivirkninger, en smertefuld ægudtagning og en helvedesmasse nedture, samtidig med at skulle håndterre de samme skuffelser og nedture. Min mand er den sejeste, og jeg ville ikke kunne klare denne her forbandede proces uden ham.
Så godt skrevet! Vi må huske vores mænd