Hell mother fu*king yeah! Jeg er gravid. Den videste følelse – ever. Efter at have prøvet i næsten fire år, lykkedes det endelig. Med lidt hjælp fra hormoninjektioner, scanninger og en centrifuge til sæd – så står vi her med de berømte og berygtede to streger. Det vil sige, der var ikke kun 2 men nærmere 16 streger. Man skal vel teste et par gange eller 8 for at være sikker.
Nuvel.. Back to reality og fremme ved uge 26 af denne rejse.
Vi har alle en forestilling om hvordan en graviditet er og hvordan man vil føle det. Jeg har altid tænkt, at jeg ville droppe Pepsi Max (drikker nok mere end de fleste, af det skidt), skrue op for mit indtag af vand, spise vegansk, ikke tage graviditeten som en undskyldning for at spise alt det jeg ville, starte til yoga, lære at hækle, altid bruge handsker på arbejde (som sygeplejerske), at bækkenløsning var for de dovne sofakartofler og sidst, men ikke mindst.. Jeg ville aldrig opfatte en graviditet som en sygdom og jeg ville leve mit liv lige så aktivt, som jeg hidtil havde gjort..
Well.. Tingene går bare ikke altid som man planlægger dem. Det burde jeg vel om nogen vide?
Så her er et par sandheder om min graviditet, som faktisk er lidt svære at indrømme. Men alt er jo ikke lyserødt..
1. Pepsi Max er næsten dagligt en del af min foretrukne kilde til hydrering, kun overtrumfet af Nesquick kakao (gerne med 1/2 pulver og 1/2 letmælk).
2. Vand? Joooeh, jeg går da i bad og jeg er i svømmehallen 1-3 gangen i ugen. Men drikke vand? Hmm. Måske en halv liter om dagen? Det skulle være så sundt det ved jeg godt. Men helt ærligt. Nesquick smager bedre – og man skal også have kalk, ikke? Der er kalk i mælk!
3. Vegansk mad er jo nemt nok. Man bestiller bare fra Årstiderne. De har sådan en lækker vegansk kasse, så man har mad til fire dage og kan så de resterende tre dage spise noget af det man nu måtte crave som følge af hormonudbruddet i kroppen. Det er sket. Én gang. Én gang har vi fået kassen fra Årstiderne. De resterende 25 uger, har jeg haft en masse gode undskyldninger, (læs: bortforklaringer uden nogen form for hold i), som har gjort at vi har spist lige det jeg har haft lyst til. Hvilket leder mig til næste punkt.
4. Jeg har spist nøjagtig det jeg har haft lyst til. Før mit forhold til fertilitets-cirkusset startede, skulle jeg tabe mig en masse kg og spiste derfor ret sundt og kulhydratsfattigt. Nu.. Nu spiser jeg det der falder mig ind. Jeg har tit spurgt mig selv hvorfor jeg egentlig ikke koncentrerer mig lidt mere om at spise sundt, især fordi jeg ved hvordan mit humør påvirkes af det jeg indtager. Spiser jeg sundt har jeg det bare 20% bedre med alt ting, end hvis jeg skovler chokopops ind til morgenmad hver dag. Men på den anden side.. En god veninde sagde til mig, at man skal også huske, at det er en af de få gange i livet hvor man kan spise hvad man vil, uden at folk kan sige noget til at man tager på. Og hvem ved hvor meget man får tid til at spise, når først der kommer en skrigende unge og vælter hele ens verden? I en verden som denne er det bare sommetider nemmest at slå den selektive hørelse til, og det har jeg gjort og følger nu min venindes fremragende råd.
5. Hvis der er noget, som er godt for kroppen så er det yoga. Det ville også komme mig til gode den dag, jeg skulle føde, da det i bund og grund også handler meget om at kunne styre sin vejrtrækning og have kontrol over sin krop. Det lød godt. Så da jeg blev for bange for hop, tunge løft og for høj puls i crossfit, meldte jeg mig ud dér med yoga for øje i stedet for. Gad vide hvornår jeg skal begynde at gå til det så? Hmm. Ikke endnu i hvert fald. Lige nu er der nemlig en legitim undskyldning for at undgå det – den kommer senere i indlægget.
6. Hvad ville være bedre at bruge de lange aftener på end, at spise sundt, træne yoga og drikke vand? Hækle til baby! Det er jo så moderne og ærlig talt, skal man ud og købe uro til puslebord, rangle, suttesnor osv, kan det godt løbe op nogle beløb, som kunne være givet godt ud andre steder. Der er jo nok at bruge penge på. Når man så sidder dér med YouTube tændt, klar med hæklenålen, garn, Pepsi Max og 10 mælkesnitter så kommer der det nyeste afsnit af Greys Hvide Verden og så kan man jo ikke starte med at hækle, vel? Så skal man liiiiige se det. Og så var det i øvrigt nok også bedre hvis man havde den rigtige størrelse hæklenål. Desuden kunne det være at der blev afholdt kurser i hækling og så kunne det jo være en bedre måde at lære det på. Ud blandt mennesker (så kan jeg jo også lige gå forbi netto på vej hjem fra hækling og hente en ny pose skumbananer – man kan jo aldrig vide om man går sukkerkold på sådan en gåtur på 850 m.) Ærgerligt at næste hold først starter om 4 mdr.. Back to Netflix.
7. Der skal selvfølgelig også arbejdes til trods for at kroppen er i gang med at skabe et lille mirakel. I hvert fald indtil barsel starter og jeg endelig kan gå på et års lang ferie med café latte og Netflix. Yeees hvor jeg glæder mig til at nyde livet. Indtilda skal jeg bruge handsker. Det er ikke engang helt for sjov, når man arbejder på en kræftafdeling og dagligt står i kemo-tis, opkast og medikamenter der på et splitsekund kunne gøre ende på det lille frø, der gror i maven. Desuden er alle jo syge.. Det kan vel smitte? Ja selv det der ikke smitter, blev pludselig farligt. Dog er der bare ikke altid tid til at tage handsker på og der er ikke altid en kollega til at tømme et kateter for kemo-tis og derfor undgår man bare ikke alt i så høj grad, som man gerne ville. Så sidder du nok derude og tænker, at det jo bare er et spørgsmål om at prioritere sin arbejdsdag, og ja, det kan du have ret i. Men der er min svaghed nok min medmenneskelige omsorg. Jeg går ikke bare væk fra en patient der ligger gennemblødt i kemo-tis eller pludselig kaster op ud over det hele. Jeg hjælper. Skifter og tørrer op. Mine kollegaer har jo også nok at se til. Det kan sommetider ende med at man så får pådraget sig en virus, såsom CMV, som kan forsage mentalt retardering, døvhed, hjerneskade eller lignende på ens kommende guldklump og dette endda med 20% risiko. Og så må man jo gøre hvad man kan for at få det undersøgt til bunds og ellers bare håbe på, at den lille er helt okay kår den kommer ud, fordi der egentlig alligevel ikke kan gøres noget ved det nu.Det er for sent. Men så lærer man det.. At bruge handsker!
8+9 bækkenløsning er for de dovne sofakartofler og graviditet er jo ikke nogen sygdom, vel? Sådan tænker de fleste nok. Jeg er overvægtig, men har altid trænet meget. Især styrketræning og før min graviditet var crossfit virkelig mit helt store kald. Min træner mente at jeg var et naturtalent. Jeg løftede de tunge vægte og jeg kæmpede bogstaveligt talt til jeg kastede op. Jeg har tit set gravide nede i crossfit og har glædet mig til at det blev min tur til at vise min babybule dernede og få high-fives fra alle, fordi det simpelthen er så sejt at bære rundt på et andet menneske og samtidig smide rundt med jernstænger. Så I kan jo nok se, at hvis jeg følger min egen teori, så er bækkenløsning jo slet ikke en option for mig, når nu min krop har så solidt et fundament af råmuskelstyrke. Men sådan gik det ikke.. Her i uge 26 er jeg sygemeldt – Jeps – sygemeldt fra mit arbejde pga en næsten fuldbyrdet bækkenløsning. Der er rigtig, rigtig mange der døjer med bækkensmerter gennem deres graviditeter, men decideret bækkenløsning sker altså kun for cirka 5%. Og det gør herre nas, skulle jeg hilse at sige (og jeg er der som sagt ikke engang 100% endnu). Men hallo? En sygemelding pga det? Det er lidt en svær én at sluge for nu at sige det pænt. En gå tur på 1-2 km kan tage modet helt fra mig og jeg kan bøde for det længe efter i form af smerter. Alt gør ondt. Alle bevægelser, og så kan jeg jo heller ikke gå til yoga og da slet ikke have et arbejde som sygeplejerske, hvor jeg udover en masse dummeste arbejdsstillinger går 8-10 km på en vagt. Min løn kunne lige så godt blive overført direkte til fysioterapeuter og til svømmehallen, hvor jeg efterhånden er stamgæst. Og Netflix.. Det er faktisk slet ikke særlig underholdende når man hellere vil ud og bevæge sig. Man får jo også ondt af at ligge for meget ned og dagene går bare så forbandet langsomt.. Tanken om at en graviditet ikke er en sygdom, den er jeg stadig helt med på. Det er ikke en sygdom. Men for helvede hvor kan den også fucke kroppen op på måder, som jeg ikke lige havde forestillet mig..
Håber den lille blob inde i maven er det hele værd. Hvert et kg der er røget på, hver en tåre af afmagt og hver en krone til fysioterapeuter, svømmehaller og ikke mindst hvert et stykke kage jeg er gået glip af på arbejde iforbindelse med min sygemelding..
Man har et standpunkt til man tager et nyt og man kan forestille sig en masse om hvordan tingene bliver i fremtiden. Men sandheden er, at man de fleste gange nok ikke aner hvad man snakker om….”
Mvh Maria
0 kommentarer