Jeg hedder Stine og har fulgt fertilitetsliv.dk de sidste 1.5 år, som er ca. det vores kamp i fertilitetsbehandlingen har taget.

Eftersom at jeg har fundet rigtig meget håb i alle andres solskinshistorier, håber jeg, at jeg nu kan gengælde det til jer andre, som lige nu kæmper den hårdeste kamp. En hospitalspræst sagde engang til mig: I håbløsheden fødes håbet, et citat der har bidt sig godt fast i mit hoved igennem den behandling vi har gennemgået.

Mind mand Fredrik og jeg mødte hinanden under sydlige himmelstrøg for ca. 8 år siden. Han var guide for det svenske Solresor og jeg for det danske Bravo tours. Det blev ret hurtigt en stormende forelskelse, som kort fortalt endte ud i, at Fredrik valgte at rykke alle teltpæle i Sverige op, for at starte et nyt liv sammen med mig (hvor heldig har man lov at være 😊)

I disse 8 år har vi blandt andet fået hus, hund, ny bil 2 gange, et drømmebryllup og en fantastisk masse rejser sammen.

Vi har altid været rimelig sikre på, at vi skulle have børn sammen, men først i 2015 smed jeg p-pillerne, nu kunne det ske og det var okay.

Der skete bare ikke en s…

Vi indledte for alvor projektet efter vores bryllup i februar 2016, med alt som I alle kender til; temperaturmåling, diverse forbedrende sex stillinger, kosttilskud, zoneterapi osv. MEN intet hjalp og i juli 2016 efter ca. 1.5 år uden prævention, gik jeg til lægen og blev henvist til fertilitetsbehandling. Det gik forholdsvis smooth, så var det bare vente. I august 2016 får jeg voldsomme blødninger helt udenfor min ellers snorlige cyklus. Jeg tog en graviditetstest, fordi min underbevidsthed sagde, at det skulle jeg, den var skisme sådan semi positiv. Hm. Jeg gik til lægen og han testede blodprøver og sagde, at det er helt normalt at bløde, IGEN sagde min underbevidsthed noget andet til mig, nemlig at noget var galt. Samme aften skulle jeg i nattevagt. Jeg startede vagten med at kaste op, være utilpas og så kom SMERTERNE, så sindssyge intense i venstre side. Jeg når lige, at få sagt til min kollega, jeg tror, jeg er gravid udenfor livmoderen – (uden at ane NOGET om hvordan det mon føltes) Herefter besvimer jeg.

Jeg vågner kort fortalt op næste morgen, uden min venstre æggeleder. Den var sprunget og var ikke til at redde. Lettede over at det nok var derfor, vi endnu ikke var blevet gravide og at det nu nok ville lykkes, tog jeg hjem (50% mindre kvindelig end aftenen før)

Selvom gynækologisk afdeling mente, at vi ville blive gravide hurtigt igen, så synes de alligevel, vi skulle holde fast i vores henvisning til fertilitetsklinikken, så det gjorde vi.

I januar 2017 startede vi behandling i Aalborg – vi skulle have ICSI behandling, da vi i mellemtiden havde fundet ud af, at Fredriks sædkvalitet var meget lav.

Vi var så forventningsfulde og spændte og det kan vi jo skrive side op og side ned omkring, men alt i alt blev det til 2 ægudtagninger – som førte til 7 ægoplægninger, med kun 1 biokemisk graviditet. Vi kørte bare på og på, for hvad er det vi venter på, andet end at blive gravide?. Lægerne sagde hele tiden; ”At det var guldæg, delingen var god og gå nu hjem og bliv gravid – det kan kun lykkes denne gang” men alfaomga intet skete og så var der gået 1 år, uden noget som helst positivt. Efter det år kunne vi ikke klare tanken om flere behandlinger i Aalborg og igen sagde min underbevidsthed mig, at noget blev overset og jeg ville derfor have en second opinion. Vi kontaktede Skive og ansøgte om at blive overflyttet til dem. Det gik der lidt ventetid med – måske 3 måneder, men det var godt med en lille pause. I mellemtiden opnår vi igen en graviditet – helt naturligt, men denne bliver ikke til noget og går til grunde igen. Suk og alligevel et nyt spirende håb, for en eventuel naturlig graviditet.

I Skive føler vi virkelig et vendepunkt, vi havde sagt til os selv at vi måtte nulstille os inden behandlingen, være åbensindet også selvom vi vidste det ville blive svært.

Vi fik dog en sød og grundig læge, som hørte vores historie og samtidig ville prøve en masse nyt. Jeg fik en henvisning til en kikkertundersøgelse, for som hun sagde; ”Der er noget vi overser” og JA efter kikkertundersøgelsen manglede jeg nu også min højre æggeleder. Vi fik at vide, at vi aldrig var blevet gravid med den defekte æggeleder og at de mente, den var skyld i, at ej heller ICSI havde gjort os gravide endnu. Jeg var SÅ ked af det, og måtte bruge et par uger på at slikke sårene. Samtidig var jeg lettet over, at de måske havde fundet løsningen og glad for, at jeg stolede på min intuition, endnu engang.

Efter første ægudtagning sidder jeg nemlig her, og er halvvejs i min graviditet. 😊  Alt er godt og vi venter en lille perfekt dreng til marts. De første 3 måneder er en stor urolig tid, hvor vi hele tiden bliver påmindet om, at ALT kan gå galt, men nu her halvvejs må jeg til tider nive mig i armen, over hvor lykkelige vi er, for at det lykkedes.

De vise ord fra mig må være; STOL på din intuition og underbevidsthed. Kæmp alt I kan, selvom processen kan virke drænende og uoverskuelig, for på den anden side er himlen virkelig blå.

Jeg ønsker jer alle sammen, alt det bedste – og husk at vi, der har gennemgået/gennemgår behandlingen for det mest eksistentielle i livet, nemlig at blive gravide og få børn, har lidt flere stjerner på skulderen end andre 😊