Nu har vi været i gang med fertilitetsbehandling i over et år og det skal ikke være nogen hemmelighed at det sætte gang i spekulationerne ved mig. Spørgsmål som: Gør jeg noget forkert? Er det min egen skyld at vi ikke er blevet gravid endnu? Stresser og anstrenger jeg mig for meget? Kan jeg gøre noget anderledes? BLIVER JEG NOGENSINDE MOR???

Det er alle spørgsmål som strømer igennem mit hoved lige pt. Vi er lige nu i gang med anden omgang af ivf behandling, hvor jeg bliver proppet med 250 enheder hormoner hver aften, hvilket naturligvis piller en hel del ved humør og kampgejst fordi det jo påvirker mit sind og min krop MEGET. Jeg går rundt og er super frustreret over at mine ben er ømme og at jeg hele tiden er virkelig udmattet og energiløs. Lige så snart jeg kommer hjem fra job smider jeg mig enten i sengen eller på sofaen, for jeg har ikke energi til andet end at slappe af i de her dage. OG NÅLENE, dont get me started ! Jeg HADER indsprøjtninger og generelt nåle, så det er bare noget der skal overstås hver aften fordi det er en nødvendighed. Lige nu er vi lidt over én uge inde i forløbet og skal til scanning igen i morgen, hvor jeg håber på gode nyheder angående antal æg og størrelsen på dem. Til den scanning har jeg nogle spørgsmål jeg er nød til at få ud af systemet for at få bare lidt ro på mine spekulationer – eksempelvis: Kan jeg gøre noget mere for at hjælpe processen og øge vores chancer? Anstrenger og stresser jeg mig selv for meget ifølge deres faglige mening? De kan selvfølgelig ikke stoppe mine bekymringer men måske lidt svar på disse spørgsmål kan ligge en dæmper på mange af mine tanker.

Jeg er stadig håbefuld og positiv, lige nu overtager hormonerne måske bare lidt mit humør og tanker. Heldigvis hjælper Benjamin mig meget, fx. ved at grine med mig over mit hylleri om nålene og ved at kramme mig lidt ekstra i de her lidt hårdere dage. Det er tidspunkter som dette, hvor jeg virkelig kan mærke at støtten fra ham gør alt forskellen for mig. Det er vigtigt at holde sammen og bakke hinanden op !

Inden længe skal æggene tages ud og befrugtes – og så kan jeg tage en lille måneds pause fra hormoner og fertilitet igen – indtil at vi så (forhåbentlig) skal have sat et æg op igen til marts. J

Er i andre ligesom mig som tænker og spekulere meget imens i er under behandling? Eller er jeg alene om det???