Alle beskrivelser og oplevelser er 100 procent baseret på mine egne erfaringer med fertilitetsbehandling, hos både det offentlige og det private. Jeg kan af gode grunde kun tale om hvordan medicinen virker på mig, og hvordan min oplevelse af dette fertilitetscirkus er, men jeg håber, og tror på at mange i samme båd kan nikke genkendende til nogle af tingene i mit skriv.

Er du pårørende til en person i fertilitetsbehandling, kan du måske få et lidt anderledes indblik i hvad vedkommende går igennem.

Medicinen.

Her bliver jeg nødt til at lægge ud med at nævne CRINONE. Faktisk fortjener crinone et helt kapitel for sig selv, ene og alene fordi det har et imponerende højt niveau af klamhedsfaktor.

Til dig der ikke har haft fornøjelsen af crinone, så kan jeg fortælle at det er en progesterongel, som skal indføres i skeden efter ægudtagning. Progesteron er det hormon der er med til at vedligeholde en graviditet.

At skulle putte en tube gel op i sin va-J-J er sådan set ikke et problem for mig, det kan jeg sagtens klare 2 gange dagligt, men det der kommer ud igen, var jeg altså ikke lige forberedt på.

Det der sker med crinone er nemlig, at den bliver til en klumpet masse der minder lidt om en hård udgave af hytteost, og det i sig selv er jo ikke synderligt lækkert. Der hvor det så bliver rigtigt nastyt er når crinone-hytteoste-klumpen ikke kommer ud af sig selv, for hvad gør du så? Ja det skal jeg såmænd sige dig, for det er ikke sikkert personalet på klinikken fortæller dig det; du skal ind med klør 5 og grave skidtet ud…

Undervejs i sådan et fertilitetsforløb skal de føromtalte hormoner injiceres i kroppen. Det foregår oftest med en nål i maveskindet 1-2 gange dagligt.

De fleste præparater glider rimeligt nemt ind i kroppen og medfører ikke mere ballade end den tidligere nævnte dinosaur, og en god portion kvalme og hovedpine i 2-7 dage. Nogle typer medicin, som f.eks Fyremadel kan desuden svie en del, og efterlader et flot rødt mærke på huden.

Altså det er træls, men lige til at holde ud.

Sådan havde jeg det med medicinen, lige indtil jeg for nyligt stiftede bekendtskab med Gonapeptyl! I guder hvor er Gonapeptyl da bare gaven der bliver ved med at give!

De første par dage havde jeg kvalme og hovedpine, præcis som med mange af de andre hormoner jeg har været på,  derudover svier Gonapeptyl ved injektion, og efterlader, ligesom Fyremadel, et smukt mærke af inflammation på maven.

Og så begyndte de rigtige bivirkninger! Efter ca en uge på Gonapeptyl fik jeg, en aften,  de værste mavekramper. Det føltes som om satan ham selv ,rev et nyt røvhul på mig, og flåede hele mit understel ud den vej. I en time lå jeg på sengen fuldstændigt lammet af smerter, for så at falde udmattet i søvn.

I dagene efter oplevede jeg at blive meget nemt svimmel, have en følelse af at være svag i hele kroppen, og min syn var af og til sløret. Hertil kom ondt i halsen, influenzalignende symptomer, træthed og søvnforstyrrelser – alt sammen helt almindelige bivirkninger.

Træls tænker du måske, men vi er ikke færdige; over de seneste dage har jeg fået mere og mere ondt i ryggen og lænden, med stråler ned i baglårene. Uanset om jeg sidder, ligger eller står, så gør det bare hammernaller.

I det mindste er jeg da (indtil videre sluppet for hedeturene) som er endnu en almindelig bivirkning på Gonapeptyl), men jeg har også 12 dage tilbage på medicinen, så hvem ved om jeg skal forkæles med endnu en bonus-bivirkning??