Der har været meget stille fra mig det sidste stykke tid. Nogle har måske gættet hvorfor, men jeg er så heldig, at være blevet gravid.

Endelig lykkes det
Det lykkes os i det 3. og sidste IUI-forsøg. Jeg var ellers helt sikker på, at det ikke ville lykkes, og at vi skulle videre i anden behandling. Jeg havde ingen symptomer eller noget. Men da testdagen kom, var jeg jo ”nødt” til at tage den test, så vi kunne komme videre. Den viste så en lidt utydelig streg, og jeg blev helt forvirret. For at være helt sikker, ventede jeg en dag, og tog en test mere, som var mere tydelig end den første. Jeg ringede derfor til fertilitetsenheden, som startede med at sige tillykke.

Jeg var forsat ikke helt overbevist om, at jeg virkelig var gravid, og der kunne jo gå meget glat endnu. Men vi startede hele ”møllen” med blodprøver hver anden dag, og der blev planlagt tidlig scanning, når jeg ville være i uge 7 (som var i starten af det nye år). Blodprøverne steg som de skulle, og vi blev enige om, at overraske familien med nyheden juleaften. De blev alle sammen så glade på vores vegne, og var sikre på, at det nok skulle lykkes den her gang.
Vi kom til tidlig scanning, og der var fint hjerteblik, og så blev vi afsluttet ved fertilitetsenheden. Det var en meget mærkelig følelse. Det sted som har været ens tryghedssted, var lige pludseligt væk, og vi skulle nu kontakte egen læge og jordemoder.

I starten af februar kom vi til nakkefoldsscanning, og alt var forsat, som det skulle være. Hvor er det en fantastisk følelse at se alt går godt, når man altid har en lille tvivl og tidligere oplevelser i sig.
Jeg er nu halvvejs, og alt er forsat, som det skal være. Vi venter en lille dreng til august, og min mands søn glæder sig helt vildt til at blive storebror. Han vil i gang med at bygge en tidsmaskine, så han kan komme hen til august.

Hvorfor stilhed?
Men hvorfor har jeg ikke skrevet noget før? Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid, var jeg sikker på, at jeg ville forsætte med at skrive både om vores forløb, mine tanker og graviditeten. Men det har bare været en helt anden følelse, der var været i mig. Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle skrive, tænkt meget over hvordan andre ville have det med min graviditet, når de forsat selv var i forløbet og samtidigt haft det meget privat med min graviditet. Jeg har ikke postet alverdens graviditets opdateringer på hverken Facebook eller Instagram. Jeg har nok også allerinderst inden haft frygten for, at det ville gå galt igen og ville ikke ”jinx” noget. Så heller være på den sikre side, og ikke fortælle det til hele verden.

Men nu havde jeg brug for at afslutte vores fertilitetsforløb. Jeg er halvvejs nu, og der er meget mere tro på tingene i mig. Jeg glæder mig helt vildt til, at jeg kan mærke lillebror, og til at han kommer ud til os i august.

Tak til alle jer der har læst med, og jeg håber inderligt, at det snart vil lykkes for jer også. Bliv ved med at tro på det, det skal nok lykkes, når I mindst venter det.