Mit navn er Sarah, og jeg vil gerne dele vores erfaringer omkring barnløshed og fertilitetsbehandling i håbet om at bryde tabuet. Her er vores historie frem til nu:

Tilbage i december 2019 besluttede min kæreste og jeg, at vi ville starte på projekt baby. Vi havde en forestilling om, at vi ville stå med en positiv graviditetstest i løbet af et par måneder – allerhøjst et halvt års tid. Men sådan blev det ikke. 

Hver måned nærstuderede jeg graviditetstesten for den sidste streg, der bare ikke ville vise sig – og skuffelsen blev større for hver måned der gik. Jeg havde på fornemmelsen, at der var noget, der ikke var som det skulle være. Mine cyklusser havde fra start været uregelmæssige – men de begyndte at blive længere og længere (den længste varede 52 dage) og samtidig kunne jeg ikke måle min ægløsning. Derfor besluttede vi i september 2020 at kontakte vores læge. Jeg havde på forhånd læst, at man skal prøve aktivt i et år før man kan få hjælp, men vi tog chancen og kontaktede lægen alligevel. Heldigvis ville hun gerne se os, da hun vurderede at vi havde prøvet længe nok, og hun var også nervøs for det jeg oplevede med mine cyklusser samt manglende udslag på ægløsningstests. 

Vores læge vurderede at jeg skulle til undersøgelse ved en gynækolog. Jeg fik foretaget en gynækologisk undersøgelse og jeg blev lettet over, at han med det samme kunne udelukke PCOS. Han kunne ikke finde nogen tegn på, hvorfor mine cyklusser var uregelmæssige eller hvorfor jeg ikke kunne måle mine ægløsninger – derfor ville han lave en blodprøvepakke, hvor de kunne måle stofskifte, hormoner m.m.

Bare der er noget galt, så vi kan få hjælp

Testen skulle tages på en helt bestemt dag i forhold til min menstruation og den lod vente på sig. Da dagen kom var jeg både spændt og nervøs –  jeg håbede på, at blodprøverne ville vise noget, så vi kunne få hjælp og samtidig var jeg nervøs for, hvad der kunne være galt og hvor galt det i så fald ville være. 

Jeg har haft en del med sygehusvæsenet at gøre gennem mit liv, så jeg vidste jeg kunne finde mine blodprøvesvar online, så jeg ikke skulle vente på et opkald fra gynækologen. Jeg ville ønske jeg ikke havde vidst, hvor man fandt svarene! De tal, der er skrevet med rød ligger ikke indenfor normalområdet – jeg kunne se, at der specielt var et tal som lå en del over normalområdet. Jeg vidste dog ikke hvad det var, så jeg gjorde det man absolut ikke må gøre – jeg googlede det! 

Jeg brugte timer på at undersøge min sygdom og jo længere jeg dykkede ned i de sundhedsfaglige tekster jo mere nervøs blev jeg – for ingen af teksterne handlede om, hvad det ville betyde for min mulighed for at blive mor, og det var det der betød mest for mig. 

Min gynækolog ringede dagen efter og fortalte at de var nervøse for det tal, som var for højt og der skulle tages en ekstra blodprøve – jeg skulle helst se om jeg kunne nå derind allerede denne dag, så han hurtigt kunne få svar. Jeg bestilte en tid til om eftermiddagen og jeg var rædselsslagen. Gynækologen nævnte ingenting om det, som jeg selv havde læst på nettet og jeg ville ikke selv bringe det på banen – for inderst inde håbede jeg at google tog fejl!

Dagen efter ringede gynækologen igen og jeg vidste allerede det ville være dårligt nyt, for jeg havde allerede om aftenen tjekket de nye blodprøvesvar og kunne se at tallet var steget yderligere. Det eneste jeg husker er ordene “det tyder på, at du har en svulst i hjernen”. Det kan virke voldsomt at jeg fik beskeden over telefonen, men det var den eneste mulighed grundet corona – det ved jeg nu. 

Derefter fik jeg en indkaldelse til en hjernescanning og nogle uger senere var jeg på hospitalet til samtale og scanning. Scanningen viste rigtigt nok, at der var en lille svulst på 3 mm i hypofysen i hjernen – det de kalder et mikroadenom. Det har den betydning, at svulsten påvirker hypofysen så der bliver dannet for meget af hormonet prolaktin. Prolaktin er det hormon kroppen danner, når man er blevet gravid – hvilket jo ikke er så fedt, når man ikke er gravid men har et brændende ønske om det! Derfor var mine cyklusser lange og uregelmæssige og mine ægløsninger var umulige at måle, for det var ikke altid jeg overhovedet havde ægløsning. 

One down .. a lot more to go!

Nu er jeg kommet på medicin, som jeg nok skal fortsætte med at tage resten af mit liv – undtagen de perioder, hvor jeg forhåbentligvis er gravid. Efter jeg er startet på medicinen er mine cyklusser blevet regelmæssige og jeg kan måle mine ægløsninger til perfektionen. Vi er endnu ikke gravide og vi venter på at komme videre i vores fertilitetsbehandling.