Efter mit besøg hos lægen, tog jeg af sted til sygehuset. Jeg havde ringet til min søster, som heldigvis havde taget bilen, så vi kunne mødes ved sygehuset, så hun kunne tage med mig til scanning. Vi sad og ventede i en evighed, tankerne fløj rundt, vi fik snakket om graviditeten, og om hvor vildt det egentlig var. Min første graviditet, så lykkedes det sku og selvfølgelig skulle den ikke fjernes, på trods af omstændighederne, så skulle jeg og vi sammen, nok få styr på det hele.

Jeg var helt grøn og anede slet ikke hvad jeg skulle forvente. Jeg fik taget en blodprøve og kom endelig ind til scanningen, hvor de ingenting kunne se på skærmen. Jeg fik beskeden om, at jeg nok havde aborteret og, at det var grunden til min pletblødning. Jeg skulle tage hjem og kontakte dem, hvis smerterne blev værre. Øv for en mavepuster. Jeg blev så ked af det. Følte mig snydt og tænkte på, hvor heldig min søster egentlig var over, at have både mand og børn, og at det måske var for det bedste, at jeg havde tabt det, nu hvor jeg jo var single. Jeg gik hjem og ringede til arbejdet som sagde, at så længe jeg blødte, så skulle jeg ikke komme tilbage. Jeg skulle passe på mig selv og måtte have god bedring. Derhjemme lå jeg med alle tankerne og de stærke smerter. Når jeg hostede, grinede eller spændte i maven, så nev det helt vildt i min højre side af underlivet. Jeg havde haft mange smerter inden scanningen, så vidste ikke hvor ondt jeg skulle have, før at smerterne var stærke nok til, at jeg kunne kontakte sygehuset igen. Heldigvis sagde min søster, at det altså ikke var normalt, og hun syntes jeg skulle kontakte sygehuset igen, selvom der kun var gået 4 dage. Jeg ringede til dem, hvor de sagde, de gerne ville have mig ind til en ny blodprøve og scanning. Scanningen viste en mulig graviditet i højre æggeleder, blodprøven viste at mit HCG var steget, så jeg havde altså ikke haft en abort. Forvirringen blev total, og straks kom der et lille håb igen. Kunne jeg så beholde det? Kunne man tage det ud af æggelederen og ind i livmoderen, så det lå rigtig. Det kunne man selvfølgelig ikke.

Fosteret blev ikke udviklet som det skulle, så der var ingen overlevelses muligheder. Jeg blev indlagt med det samme, jeg måtte intet spise, jeg skulle være fastende, så jeg kunne blive opereret som den sidste på dagen. Jeg vågnede efter operationen ved 01 tiden, lægen var gået hjem, så jeg vidste ikke hvad der var sket. Jeg vågnede op med stærke smerter omkring kravebenet, og var bange for, om jeg var død under operationen, så de havde givet mig hjertemassage og på den måde, havde fået trykket mine ribben, men sygeplejersken beroligede mig med, at det var helt normalt. Der blev under operationen fyldt luft i min mave, og den luft som ikke var kommet ud, vandrede rundt i kroppen og ville forsvinde af sig selv, i løbet af et par dage. Jeg blev rolig, og kunne derfor få sovet lidt.

Om formiddagen næste dag, kom lægen og fortalte mig, hvad der er sket under operationen. Operationen var gået godt og de havde fjernet graviditeten samt min ene æggeleder. Jeg blev chokkeret og begyndte at græde. Alting var gået så hurtigt dagen før, så jeg var ikke blevet informeret om, hvad der ville ske under operationen. Jeg følte mig bestjålet. Både min graviditet OG min æggeleder blev bare sådan uden videre fjernet. Det tog virkelig hårdt på mig og kunne godt mærke, at jeg lige skulle sunde mig oven på den vilde rutsjebane tur af følelser. Livet fortsatte og 5 år efter operationen, viser det sig, at jeg endnu engang blev gravid.. Læs med i det kommende blogindlæg..