Det skulle blive en dejlig december og et godt årsskifte – med julehygge, familie-tamtam og alt hvad der hører til… Men det skulle vise sig, at der ventede os et helvede på den anden side – et helvede som jeg stadig 5 måneder efter er mærket af – og et helvede der gør, at lige så meget, som jeg håber et æg sætter sig fast igen, lige så bange er jeg næsten for, at det sætter sig forkert igen!

I starten af december når jeg at melde mig til behandling (oplægning af fryseæg i stimuleret cyklus) den sidst mulige dag, for at nå det inden klinikkens juleferie. Jeg når også, den sidst mulige dag inden de går på juleferie, at få en ÆO! Jeg tør slet ikke tro på, at det faktisk viser sig at “klappe” fuldstændig ift tidspunkterne.. Jeg går hen over julen og “ruger på mit æg” – det er 3. ÆO. Dagen før nytårsaften tager jeg en graviditetstest – vi vil gerne vide det inden årsskiftet, og da jeg har testdag d. 2. januar, så tager vi chancen! Testen er desværre fuldstændig negativ, og det hopper vi desværre ind i det nye år med…

Den 2. januar starter jeg på arbejde og derfor skal min kæreste tage opkaldet fra sygehuset, som viser svaret på den blodprøve, som jeg får taget om morgenen. Jeg går igennnem dagen med møder, osv uden at skænke noget som helst en tanke – indtil jeg får en SMS fra min kæreste om, at blodprøven er positiv! Jeg fatter ingenting, da jeg hører det.. HCG-niveauet (som måler graviditeten) viser sig at være lige under 100 og derfor skal jeg tjekkes igen to dage efter. Tallet skulle nemlig gerne fordobles på to dage for at graviditeten er sund. Vi venter i spænding på resultatet to dage efter – og vi får at vide, at tallet er steget som det skal og at jeg er gravid – de skal først se mig til scanning i uge 7… Jeg er på dette tidspunkt ca. 4+5 og fuldstændig lykkelig og flyvende….!!!!

Denne lykke tager sig dog dagen efter en drejning. Henover weekenden føler jeg en del murren – og får læst mig til alle mulige rædsels-scenarier på nettet. Jeg ringer derfor panisk til klinikken efter weekenden og får lov til at få taget en kontrolblodprøve..

Den tirsdag eftermiddag, hvor svaret kom – stod det hele stille… Det eneste jeg husker var, at jeg skulle stoppe med al medicin og at min graviditet ville gå til – det de kalder en biokemisk graviditet. Alt andet som sygeplejersken fortalte mig husker jeg ikke… Den efterfølgende halvanden uge får jeg tjekket blodprøver flere gange. De viser, at mit HCG stort set ikke falder, men stiger lidt. Jeg kommer til scanning på klinikken, hvor de konstaterer, at jeg har en GUL – graviditet udenfor livmoderen. De fortæller mig, at det sker for 2% af alle graviditeter, og at jeg bare er uheldig. De kan desværre ikke se, hvor ægget sidder og de er derfor i tvivl om, hvordan de skal behandle mig. Både min kæreste og jeg ender i gråd under samtalen med læge og sygeplejerske…

Mulighederne er:

1. At operere mig for at enten fjerne ægget fra æggeleder eller hele æggelederen – problemet er, at de er i tvivl om, hvilken æggeleder det er.
2. At give mig cellegift – problemet er, at det vil sætte mig i karantæne i mindst 3 måneder (før det er ude af kroppen)
3. Sende mig hjem med en smerte-/blødningsvarsel og lade kroppen forsøge at klare det selv – problemet er, at hvis ægget sidder i en æggeleder vil jeg kunne ende i store smerter og en akut operation (der skal gå hurtigt)

Ingen af mulighederne er optimale overhovedet, og lægen vælger at sende mig hjem – og dermed mulighed nr. 3….

Jeg kan godt fortælle jer, at jeg var bange de første dage. Jeg turde ingenting udover at tage på arbejde og hjem – jeg var bange for at være alene og bange for ikke at have bilen, hvis jeg nu akut måtte på sygehuset..

I 3 måneder går jeg i dette virvar af rædsels-scenarier.. Jeg når i alt 17 blodprøver og diverse scanninger på klinikken.. Jeg bløder hele tiden (menstruationsagtigt). Først da mit HCG efter 3 måneder rammer 0 og dermed det, de kalder negativ, da stopper min blødning. Denne dag bestilte min kæreste og jeg en uges ferie væk – laaaaangt væk fra det hele…

Jeg husker de 3 måneder, som et rent helvede.. Jeg fik grædt mange tårer og havde paniske samtaler med både min kæreste og mor.. Jeg husker tydeligt mig selv sige til min mor, at jeg troede jeg var ved at blive lidt sindsyg – om man mon kunne blive dette..???

Det var et rent helvede at gå i, og i dag når jeg ser tilbage, så fatter jeg ikke, at jeg har kunnet passe mit fuldtidsarbejde, mit sociale liv og få taget alle de blodprøver, scanninger, mm… Når jeg ser tilbage, så har det dog bestemt heller ikke været et menneske i kontakt med sig selv – jeg har været presset, stresset og egentlig også lidt deprimeret (tror jeg).. Kroppen fungerede kun pr automatik – fordi den skulle…!

Jeg har lige haft min 4. ÆO her næsten 5 måneder efter – desværre negativ igen.. 🙁 Jeg kunne tydeligt mærke frygten for GUL – og at skulle igennem det helvede igen..

Kære alle i piger som har været igennem en GUL (aborter eller lign.)… I er så stærke – I havde set lyset for enden af tunnelen og nærmest mærket dens varme, da det hurtigere end i næsten kunne nå at blinke blev taget fra jer igen…

Kæmp videre… – og ikke fordi nogen af os har overskud, energi eller gåpåmod, men fordi vi ikke kan gøre andet…….!