Maj 2016. Jeg skulle endelig ind på den her fertilitetsklinik. Jeg var hamrende nervøs og viste overhovedet ikke hvad jeg skulle forvente. Jeg blev målt og vejet og scannet, den søde læge beroligede mig med at det kunne sagtens lade sig gøre! Og han ville glædeligt hjælpe mig. Men! Der er altid et men!. Jeg skulle først tabe mig 10 kg.  Det var en stor mundfuld og få af vide og jeg husker nærmest intet fra den samtale, Han fortalte vidt og bredt om PCO og hvad det er og gør ved kroppen. Jeg tror jeg lukkede helt ned og kunne kun fokusere på ikke at bryde fuldstændig sammen..

Jeg fik udskrevet Metformin, fordi det havde de gode erfaringer med, og det mente han skulle hjælpe mig med og få motivationen op omkring vægttab, da det ville hjælpe til med at regulere blodsukkeret. det tog jeg så halvandet år.  Ærlig, så fattede jeg ikke en meter af hvad det egentlig skulle hjælpe for, nok mest fordi jeg jo slet ikke lyttede efter hvad lægen sagde.

Min vægt de sidste par år er gået op og ned. Hver evig eneste gang man ser lys for enden af tunellen, ja så kommer der bare noget andet i vejen, jobs der driller, stress depression, studiestart eller noget helt 3. Og ja, som de kloge siger, det er da bare og lukke munden og lette røven… men så let er det altså ikke for alle.

Her står jeg så, snart 3 år efter den samtale og er først nu for alvor kommet i gang med og smide de kg som jeg mangler ! jeg har pt. smidt 6kg. Og det vildeste er sket.. jeg har endnu en gang fået en henvisning til klinikken! Så jeg har cirka en måneds tid til og smide resten. Det bliver en hård kamp! Men denne her gang tror jeg på det, for jeg har fået, nogen vil sige via snyd, men jeg har fået den rette hjælp..

Og hvor er så min kæreste i alt det her?

Jo, jeg har bare kun set det som mit problem, fordi det er jo mig der ”ikke virker” mig der har en sygdom trukket ned over mig og det er for guds skyld kun mig der kan få min vægt til at gå ned ad. Ja, han kan motivere mig, han kan støtte mig til sundere valg, træne med mig, men i sidste ende er det kun mig selv som har det endegyldige valg og det er ikke altid lige let. Og Jo jo, der skal to til tango så det er selvfølgelig også hans kamp. Men det har jeg slet ikke kunne se de første år.

Han har været-og er den største støtte! Det er jo trods alt også hans kamp, da det er VORES fremtidig familie vi kæmper for.. Han er der altid alle de gange jeg er kommet hjem, fuldstændig knust, fra hyggeligt tøseaftener, eller hvis jeg lige ser opslag på Facebook/Instagram om endnu en er gravid, jeg kender ikke vedkomne, eller deres historie, men jeg kan hyle dagen lang af lige vel. Uanset hvad, så er han der og krammer og kysser en. Det er den vildeste kærlighed jeg føler hver gang, og hvor er jeg evig taknemlig for han kan holde mig ud i de stunder hvor jeg er aller længst nede.