Jeg havde kendt min mand siden start 2009 vi begynde at være i par i maj 2009 og nød hinanden og tiden vi havde alene.
Jeg har altid vist jeg skulle have børn og være mor og gerne inden jeg blev 25 det nåede jeg så ikke.
Vi begyndte på projekt baby i Nov. 2011 og der skete ikke så meget, mine p-piller skulle lige ud af kroppen åbenbart, min cyklus var på 35 dage og der gik 4 mdr. så blev jeg gravid, jeg var så glad for det, men lykken varede kort tid, jeg begyndte at bløde og viste godt at nu havde jeg mistet spiren, men jeg blev ved med at teste postiv, og bløde lidt.

Min daværende læge ville ikke høre på mig, for jeg kunne jo ikke være gravid hvis jeg ikke havde brystspændinger og kvalme, mine teste sagde dog noget andet.

Hun tog en blodprøve for at påvise HCG og ja der var HCG i kroppen, skulle komme en uge efter og få taget en ny prøve, mødte op igen fik taget en ny prøve og nævnte for hende om jeg kunne være gravid uden for livmoderen, da jeg var begyndt at få meget ondt i den ene side og mine teste ikke udviklede sig, ( yes havde Googlet mine symptomer) nej det ville hun ikke høre tale om, for jeg havde jo ikke haft klamydia (som der er en af årsagerne til gravidtit uden for livmoderen).

Mine smerter blev dog kun værre som dagen skred frem, min mand (dengang kæreste) var ikke hjemme da han arbejdede ude.
Det endte med at jeg ringede efter lægevagten der kom ud til mig, han tjekkede mig ved at trykke på maven og i siderne, han ringede efter en ambulance da han havde kraftig mistanke om en gravidtit udenfor livmoderen.

De næste par timer er lidt af en tåge, dem der undersøgte mig først på sygehuset kunne ikke finde noget, og var ved at sende mig hjem igen, indtil min redning kom i form af den bedste overlæge han fandt noget og fik taget en prøve af det ( det kan ikke anbefales) fik svar næste dag at det var en gravidtit udenfor livmoderen og fik min mand ringet hjem, så han kunne være der for mig. ( havde haft svigermor og min egen mor med som støtte)

Fik 2 skud medicin i skulderen tirsdag eftermiddag en mild kemo som der skulle slå det ihjel, og derved redde mig fra operation.
Fik at vide jeg skulle vente 3 mdr med at prøve at blive gravid igen og når jeg stod med en test der viste postiv skulle jeg til egen læge og havde taget HCG prøver og til tidlig scanning for at se om det næste sad hvor det skulle.
Det var møg hårdt, men vi kom vidre 4 mdr senere stod jeg sgu med en ny test der vises positiv blev så glad igen, men denne gang varede lykken også kort tid, jeg begyndte at bløde meget denne gang og viste så igen at jeg endnu engang havde mistet en spire.
Der bad jeg om hjælp og fik en henvisning til en Gynækolog. Den første jeg ringede til ville ikke hjælpe, jeg skulle have 3 alm. aborter inden de ville sende mig vidre, det vil sige at den første jeg havde ikke talte, det kunne jeg slet ikke overskue og brød sammen.
Henvendte mig til min læge og bad denne gang om en henvisning til en psykolog, det var befriende at snakke med hende i 3 mdr. hun reddede min forstand.

Hun opfordrede mig til at få fat i en anden Gynækolog.

Da jeg kun havde snakket med dem anden Gynækologen i telefonen var min henvisning ikke blevet brugt så begyndte at søge rådgivning på nettet og fik navn på en skøn Gynækolog i Vejle, han var så nede på jorden og forstående, han sagde til mig at hvis der ikke var sket noget i maj måned året efter så kiggede vi på det, jeg kunne mærke en kæmpe sten forlade mine skuldre bare at der var en der sagde så finder vi ud af det.

Der gik kun 1 mdr igen efter besøg ved ham i Vejle og jeg stod nu med en ny positiv test men var overhovedet ikke glad for det, jeg tænkte at det mistede jeg nok også.

Ringede til ham i Vejle og han ville gerne følge mig med scanning indtil NF, jeg var overbevist om flere gange at nu mistede jeg igen, fordi jeg blødte bare meget, men hver scanning i Vejle viste en sund og rask baby.

Han afsluttede mig derefter og er stadigvæk i dag taknemmelig over at han lyttede til mig

Vi kom til NF sund og rask baby, dagen efter NF styrt blødning min læge sagde at alt var fint, for hvis jeg havde aborteret ville jeg have vist det, pga størrelsen på baby.

Blødte on/off til uge 20 og nød overhovedet ikke min graviditet, da blod i min verden jo var tegn på abort.

Slappede lidt af da jeg begyndte at mærke liv men var aldrig fuldstændig over lykkelig over det.

Gik 1 dag over termin og fødte en sund og rask pige på 7 timer fra første ve. Først der nød jeg hende for nu havde jeg hende i mine arme og kunne mærke hende, kysse og sniffe baby.

Hun er i dag 6 År og en lille krudtugle der siden hen har fået en lillesøster og en lillebror.