Er du sikker på der ikke er noget galt med jer?
Jeg havde egentligt aldrig tænkt særlig meget over det med at få børn. Man skulle jo først lige finde kærligheden, og det i sig selv virkede som en umulig opgave. Men ønsket om at få børn ændrede sig hurtigt efter jeg mødte M og vi fandt ud af det skulle være os. Så vi smed præventionen i 2016 og blev enige om at tage det stille og roligt. Det var ikke noget vi ville fortælle til familien, men vi begyndte at fortælle det til venner. De fleste af dem var også selv i samme situation. Efter vi havde forsøgt i blot få måneder, kan jeg huske nogle af dem sagde ”Er du sikker på der ikke er noget galt med jer, siden du endnu ikke er blevet gravid?” Det var sikkert ment i bedste mening, men den udtagelse provokerede mig. Så lang tid havde vi heller ikke forsøgt, det var dog tidligt at konkludere at ”noget var galt”. Jeg skulle nok vise dem at der absolut ikke var noget galt med os. Ingen grund til panik og tanker om at skulle i behandling.

Men årene gik og intet skete. Jeg forsøgte med ægløsningstests, men det lykkedes mig aldrig at få dem til at give et resultat. Vi ændrede vores kost til fertilitetsfremmende madvarer, spiste de rigtige vitaminer og undgik helt sukker i en længere periode. Det gjorde dog ingen forskel.

M fik undersøgt sin sædkvalitet, men der var ikke noget fertilitetsproblem der.

Jeg begyndte efterhånden at blive mere ulykkelig, hver gang jeg fik min menstruation. Det gik også meget ud over vores forhold i perioder.

Endelig ville der ske noget!
Først i januar 2019 gav vi op og kontaktede en Fertilitetsklinik. Ved de indledende blodprøver kunne de konstatere at mit stofskifte var en anelse for lavt i forhold til at få børn. Jeg skulle derfor medicineres og vi måtte ikke påbegynde en behandling før mit stofskifte var blevet højere. Jeg fik også lavet en HSG (Røngten af æggeledere) for at se om der var passage. De var heldigvis i orden sagde de.  Et par måneder efter var mit stofskifte endelig godt nok til at påbegynde behandling. Vi var vildt glade, endelig ville der ske noget! Vi gik faktisk bare og ventede på jeg fik min næste menstruation, så skulle vi i gang med IUI behandling.

Du gravid!
Men en dag fik jeg pludselig ekstreme smerter i mit underliv. Jeg lider ofte af kraftige smerter i forbindelse med ægløsning. Lægerne siger det skyldes ufarlige ”vandcyster” som man desværre ikke kan gøre noget ved. Så jeg tænkte selvfølgelig ”åh nej ikke igen”. Jeg var på arbejde, og rejste mig op for at tage nogle smertestillende piller. Men der kunne jeg godt mærke der var noget helt galt. Det sortnede for mine øjne, jeg var svimmel og min hørelse begyndte at blive rigtig svag. Jeg lagde mig ned, men fik det ikke bedre. Jeg ringede til M som overtalte mig til at ringe til hospitalet. Egentligt var jeg lidt stædig, da jeg før har været på hospitalet med disse vandcyster uden at de har gjort andet end at undersøge mig. Da jeg ringede til hospitalet mistænkte de straks at jeg kunne have en graviditet udenfor livmoderen og jeg blev hentet i ambulance. Da jeg endelig blev undersøgt kunne de ikke se så meget andet end jeg havde noget væske i kroppen. Imens jeg bliver undersøgt kommer en anden læge ind med svaret på min urinprøve.

”Du gravid!”

Jeg havde ventet SÅ længe på at høre de ord, og havde forestillet mig hvor lykkelig den situation ville være. Men jeg vidste med det samme at det var dårlige nyheder. Vi var samtidig meget udenforstående, for jeg havde fået min menstruation 2 uger inden. Herefter gik det meget stærkt, da de sendte mig til akut operation. Da jeg vågner efter narkose har de fjernet min højre æggeleder – eller resterne af den. Min graviditet havde sat sig fast lige før livmoderen og min æggeleder var sprunget af sig selv. Vi fik at vide at jeg absolut ikke måtte blive gravid det næste halve år, pga. der var kommet skade tæt på livmoderen.

Det var desværre også for godt til at være sandt
Efter et halvt år kunne vi endelig starte på IUI behandling. Vi når igennem de 3 gratis forsøg, heraf et forsøg som endte i en biokemisk graviditet (endnu en skuffelse). Herefter bliver vi henvist til reagensglasbehandling (ICSI) på hospitalet. Der var ca. 6 mdr. ventetid, men heldet er med os da vi bliver rykket frem i køen. Men det var desværre også for godt til at være sandt. Corona epidemien kommer til Danmark lige omkring samtidig med vi skulle i gang med behandlingen og alt bliver aflyst.

Vi venter/kæmper nu videre og håber der snart kommer lidt medvind på vores vej.