Min kæreste og jeg ville gerne have et lille kærlighedsbarn, så vi valgte at jeg skulle stoppe med p-pillerne, også gik vi ellers i gang med ’’projekt baby’’, men vi havde ikke troet at det ville tage så lang tid som det tog, vi havde prøvet i 1,5 år cirka, også valgte vores læge at sende os videre. Vi fandt ud af at jeg havde en meget uregelmæssig/manglende cyklus, så der ville ikke være stor chance for at vi kunne få et barn uden hjælp, pga min cyklus var så uregelmæssig eller manglende. Så vi kom i gang med et ivf-forløb på en fertilitetsklinik, og jeg fik en masse sprøjter, jeg skulle stikke mig i maveskinnet med, også skulle jeg flere gange til scanning, for at se om æggene udviklede sig som de skulle, og det gjorde de heldigvis.

Så skulle jeg ud på klinikken og have sat ’’guldægget’ op. Det blev sat op, og vi tog hjem efter en time. Og dagen efter tog jeg på arbejde igen, også fortsatte jeg ellers min normale hverdag igen med arbejde, træning osv. så var tiden inde til at jeg skulle have taget blodprøve, og jeg valgte at jeg IKKE ville teste inden. Men blodprøven blev taget, og nu var det bare at vente og vente. 1-2 dage efter, fik jeg en besked om at jeg havde fået et brev i eboks, og jeg var på arbejde på det tidspunkt. Men jeg ville vente til at jeg havde fri, for tænk nu hvis den var negativ. Men efter jeg havde fået fri, skyndte jeg mig ud i bilen, for at komme på eboks for at tjekke, og der stod tillykke, og at den var positiv. Jeg kunne slet ikke være i mig selv, nu gik min/vores drøm i opfyldelse. Så skyndte mig hjem, for at fortælle kæresten det. Og han blev så glad! Vi var til alle scanningerne, og der var intet at komme efter, og så vi fik vores ønskebarn med vores første ivf-forsøg.

Så vi blev enige om at nu måtte skæbnen vise om vi skulle have flere børn eller ej, for nu ville jeg ikke igennem flere forløb, selvom jeg kun havde været igennem ét. Så vi valgte ikke at beskytte os, eftersom vi havde fået besked på at jeg ville have svært ved at blive gravid pga min manglede cyklus. Så vi levede bare som vi altid havde gjort, og hygget som vi altid havde gjort. Og i år 2019 bliver vi en familie på 4 <3 Jeg har ikke svar på hvad jeg har gjort, eller ikke gjort. For jeg har levet mit liv, som jeg altid har gjort og brugt tiden på min lille familie, og ladet resten være op til skæbnen. J Så jeg tror på at der sker, når man mindst venter det.