Lige nu ligger min baby på 9 måneder og sover ved siden af mig. Og jeg tænker ofte på, hvor fantastisk det er, at jeg har fået hende og at jeg slet ikke kan forestille mig livet uden.

Min historie er ikke så lang, men der har været mange bump undervejs.
Da jeg var 32, mødte jeg min mand, han var 41, fraskilt og far. Desuden havde han fået foretaget en vasektomi flere år tidligere. Men han havde fuld forståelse for, at jeg gerne ville stifte familie selv og han var derfor ikke sen til at få lavet en refertilisering, som faktisk lykkedes. En sædprøve viste, at der var svømmere, men ikke nok. Derfor gik vi direkte til icsi behandling.

Vi kom til samtale og som så mange andre før mig har fået at vide, så skulle jeg tabe mig 6 kg. Så i gang med slankekur, som gik fint og jeg kunne efter nogle måneder melde mig til kort behandling. Jeg fik et pænt antal æg ud, et blev lagt tilbage og et kom på frys. Og vi tog på sommerferie til USA.
Men desværre fik jeg menstruation der på det hotelværelse i New York… vi havde forberedt os, men vi blev begge ret triste.
Tilbage i Danmark efter sommerferien gik jeg i gang med forberedelserne til et fryseforsøg i naturlig cyklus og jeg fik i september lagt det fine fryseæg op.
Sagen var også den, at min mand havde friet og vores bryllup skulle stå i oktober, så der var fuld knald på alle forberedelserne.
Jeg blev denne gang gravid! Det var virkelig fantastisk! Så den stod på alkoholfri polterabend og bryllup for mit vedkommende. Men så ramlede det, da jeg pludselig begyndte at bløde to dage før brylluppet…. om torsdagen aborterede jeg og om lørdagen gik jeg hvid brud!

Det var en surrealistisk kontrastfyldt oplevelse. Men jeg VILLE bare, at vores bryllupsdag skulle være god og det blev den. Men i tiden efter blev jeg rigtig trist og ulykkelig og havde svært ved at se, at det nogensinde skulle blive godt igen.

Da vi nåede februar, meldte jeg mig igen til kort behandling. Denne gang fik jeg 13 æg ud og 6 af dem blev til flotte blastocyster, hvoraf den ene er min lille pige i dag. Den første tid efter ægoplægning kaldte vi den for Blasto.
Dog fik jeg en meget smertefuld overstimulering efter ægoplægning og og var syg i noget tid. I 10 uge begyndte jeg at pletbløde og jeg var knust, men jeg blev scannet og alt så fint ud. Jeg blødte igen lidt senere og igen så alt fint ud.
12 uge og vi skulle til scanning. Jeg glædede mig, vi havde jo allerede set Blasto 3 gange tidligere. Scanningen går derud af og da den er slut, siger sygeplejerskerne, at det ser fint ud, men ifht mine blodprøver er der lidt – der er ikke risiko for Downs, skynder de sig at sige, men derimod er der 1:132 risiko for Edvards syndrom!!

Og da de forklarer, at det er en misdannelse, som gør, at barnet enten dør i maven eller kort tid efter fødslen, tænker jeg bare ‘Så hellere risiko for Downs….’ Både min mand og jeg er som forstenede, da vi går ud… Jeg får en tid til moderkage biopsi, men jeg kan på det tidspunkt mærke, at jeg ikke vil have stukket en nål ind i maven, så jeg går hjem og søger på livet løs efter alternativer.
Da jeg så kom på sygehuset igen og kom ind og talte med en læge om det hele, var han enig med mig i, at jeg ikke skulle have taget biopsi pga risiko for abort, men derimod en blodprøve, som med næsten 100% sikkerhed kan give svar på, om mit foster har Edvards. Jeg får taget prøven og venter i 5 dage og får heldigvis et godt svar, at min baby ikke fejler noget. Pyha!
Vi betaler selv en scanning i 16 uge og her får vi tjekket for alt, hvad de kan tjekke for på det tidspunkt.

Misdannelsesscanning i uge 20 glædede jeg mig ikke rigtig til, for med alt der allerede havde foregået, var jeg begyndt at blive meget bekymret. Jeg ville bare igennem graviditeten og stå med mit barn i armene. Men scanningen gik nogenlunde, bortset fra, at der manglede et kar i navlestrengen, således at der var et kar ind og et kar ud, noget man kalder SUA. Det kan gøre, at baby får svært ved at få nok næring senere hen i graviditeten, så derfor holder sundhedspersonalet mere øje.

I uge 28 får jeg så konstateret graviditetsbetinget sukkersyge, (jeg er stadig lidt for tung og så har jeg meget lavt stofskifte, noget, som er medicineret), så derfra er der ingen sukker og blodsukkermålinger flere gange om dagen.

Tiden går og jeg får det faktisk rigtig godt, jeg får spist en masse sund mad og jeg styrer sukkersygen med diæt, så jeg undgår at skulle have insulin.

Aftenen før min terminsdato går vandet, mens jeg sidder i sofaen og læser en krimi. Jeg flyver ud på badeværelset og ser, at vandet er meget grønt og grumset. Så da jeg taler med fødegangen, skal jeg komme med det samme. Vi kommer derud og bliver indlagt og natten går, men jeg udvider mig ikke nok og hver gang jeg har veer, påvirker det barnets hjerterytme negativt, (vi vidste ikke, om vi ventede en dreng eller pige). Efter 13 timers veer bliver det til et kejsersnit og mellem alle mine tårer, kommer jordemoderen med den smukkeste pige, jeg nogensinde har set.

Vi var i behandling lidt over et år, før jeg blev gravid med vores solstråle og jeg havde en meget udfordrende graviditet, men jeg ville gøre det igen til enhver tid. Alle udfordringerne bliver små, når man står med sin baby i armene.
Jeg håber, at jeg med min historie kan fortælle, at trods utallige udfordringer, så kommer man oftest igennem og får den bedste belønning.