Efter scanningen og de dårlige nyheder, fik jeg en ro i kroppen. Alle bekymringerne om, hvordan ægget mon ville klare, det var væk. Jeg vidste nu, at det lille æg var gået til grunde, for der var ingen udvikling sket, så jeg var klar til, at skulle give slip og komme af med det. Jeg var i graviditetsuge 8, men graviditeten var gået i stå i uge 6, så det der skulle ud, svarede til en graviditet i uge 6.

Jeg blev sendt videre til gynækologafdelingen, hvor lægen starter med, at spørge om jeg har fastet. Desværre havde jeg lige bællet end proteindrik, som svarede til et måltid. Jeg kunne derfor ikke få fortaget en kirurgisk abort. Sygeplejersken blev bedt om, at gøre klar til en medicinskabort og hun fandt derfor piller frem til mig samt nogle papirer, som kort fortalt var en slags brugsforvirring. Den første pille til, at stop graviditeten, skulle jeg tage hos dem.
Dagen efter om morgenen, skulle jeg tage den næste pille derhjemme, som skulle udstøde det der var. Efter 6-24 timer, skulle jeg gerne begynde at bløde. Kroppen burde selv kunne klare det hele, når graviditeten ikke er større. Den kommende blødning, kunne forventes at vare et par timer med klumper i samt stærke smerter, men så skulle det gerne aftage igen.
Udover piller til aborten, havde jeg også fået nogle smertestillende med hjem. Men jeg ventede på pillernes virkning, forhørte jeg mig rundt omkring hos veninder og familie, om de havde haft en medicinsk abort. Al den viden jeg kunne få, søgte jeg efter, for at være så forberedt som mulig, på det der skulle til at ske.

Udover dem som var tæt på mig, brugte jeg også fertilitetsgrupper på Facebook og fulgte med hos andre i behandling på Instagram. På Facebook var der en der kommenterede, på mit opslag, at hun også var i gang med en medicinsk abort i samme øjeblik.. Det jo rart, at man ikke føler sig alene, selvom man ikke ønsker andre skal gennemgå det samme. Smerterne begyndte at komme. Det føltes som en hård trykken i skambenet, samt kramper som minder om en led gang mens smerter. Efter 6 timer begyndte blødningen også.

Om aftenen skrev hende fra Facebook opslaget, at hendes abort var overstået. Hun havde haft voldsomme smerter, der var kommet klumper, og nu havde hun det allerede bedre. Heldige asen!! Mine smerter fortsatte. Der kom også små klumper, men smerterne blev ikke bedre. En uge efter skulle jeg til kontrol, hvor de ville scanne mig, for at se om alt var kommet ud. Jeg forberedte mig på en udskrabning, da både blødning og smerter stadig var en del af min hver dag. Jeg var dømt til at holde mig i ro og holde mig på sofaen. Jeg følte mig doven og ynkelig og savnede min normale krop. De scannede mig og kunne godt se, at der stadig var nogle rester derinde, men det så fint ud. Min livmoder var kun 2 mm fra, at de ville lave en udkrabning! 2 mm!!! Why?!?! Jeg ville så gerne have det til at være overstået, men jeg blev sendt hjem, med beskeden om, at min krop selv klarede resten.

Dagene fortsatte med små smerter, til pludselig at blive ret voldsomme smerter. Jeg var fuldstændig uarbejdsdygtig. Dog blev smerterne dag for dag, en lille smule bedre. På den 15. dag, fik jeg en led bølge af smerter, efterfulgt af en klump der kom ud, og endelig derefter, forsvandt smerterne. Blødningen blev mindre og mindre og til sidst til en pletblødning. En blødning som i alt varede i 19 dage!! Endelig begyndte jeg at kunne mærke, at min krop lige så stille, var ved at blive normal igen. Allerede ved næste cyklus, ville jeg igen være klar til et nyt forsøg ifølge lægerne. Læs med i næste blogindlæg…