I april 2015 var vi så småt ved at være klar til at starte i fertilitetsbehandling, vi valgte at starte hos Anders Faurskov i Aalborg pga. der ingen ventetid var. Hos det offentlige som på daværende tidspunkt havde klinik i Dronninglund, var der en ventetid på 20 uger, det kunne vi altså ikke vente på, vi ville bare i gang hurtigst muligt!

Så snart jeg fik min menstruation kunne vi tilmelde os vores første iui forsøg. For lige kort at forklare så står ”Iui” for insemination, her bliver mandens sæd oprenset så kun de bedste sædceller bliver brugt, de bliver derefter ført op i livmoderen via et kateter og herefter klarer kvindekroppen resten selv, ligesom hvis man havde normalt samleje derhjemme.

Nå men for at vende tilbage til historien, vi ventede og ventede og jeg begyndte at få symptomer, men tænkte ikke mere over det da jeg tit havde haft symptomer uden at være gravid.

Et par dage senere havde jeg dem stadig og af ren rutine tog jeg en test. Til min store overraskelse var testen (undskyld mit franske) fandeme positiv! Hvad stiller man lige op efter så lang tid? Jeg anede ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv, jeg tog en test mere og den var god nok. Da min kæreste kom hjem fik jeg med rystende stemme fortalt ham nyheden, han blev selvfølgelig helt vildt glad! Nu slap vi for at skulle igennem et fertilitetshelvede, vi kunne ånde lettet op.

Dagen efter fik jeg en tid hos lægen hvor jeg endnu engang fik det bekræftet, jeg havde min veninde med som var blevet gravid et par måneder før mig. Testen var stadig positiv og jeg gik stolt ned på min kærestes arbejdsplads og viste ham den fine test, nu turde vi tro lidt mere på det.

Jeg var lykkelig, vi var lykkelige.

Men lykken varede kort, et par timer efter jeg kom hjem fra lægen begyndte jeg at få ondt i maven, som i virkelig ondt, kort tid efter styrtblødte jeg. Jeg ringede straks til lægen og vi fik en tid til scanning morgenen efter, men jeg vidste jo godt hvad klokken havde slået. Jeg var nu i gang med min første spontane abort.

Vi kom til scanning dagen efter og livmoderen var tom, min krop havde allerede skaffet sig af med vores lille baby. Sådan noget møg, fik jeg nævnt at vi skulle til konfirmation få timer senere? At sidde til en konfirmation mens man er i gang med at abortere kan faktisk ikke anbefales. Der var heller ikke nogen der vidste at vi forsøgte at få børn, så vi kunne ikke snakke med nogen om det, faktisk havde jeg heller ikke lyst til at snakke om det, jeg følte at min krop havde svigtet mig og at jeg ikke kunne finde ud af det jeg var skabt til at skulle kunne, vi måtte bare bide det i os og klare os igennem dagen.

Så er vi i gang

Jeg nåede at få meldt mig til vores første iui forsøg hos faurskov midt i alt kaos med aborten, vi startede hurtigt op med hormoner da jeg jo har PCO og ikke modner æg. Jeg startede de første 5 dage med 1 tablet Pergotime hver dag, (Pergotime er et klomifen præparat som hjælper kroppen med at modne flere æg af gangen for at øge chancen for graviditet), jeg modnede dog stadig kun 1 æg. Efter de 5 dage skulle jeg starte på Gonal F. (Gonal F er et follikel stimulerende hormon, der gør at æggene modnes til den helt rigtige størrelse, så de kan blive befrugtet). Efter 9 dage med Gonal F havde jeg et fint æg klar, da ægget var stort nok fik jeg en ægløsnende sprøjte (den hedder Ovitrelle) og ca 36 timer efter lå jeg på briksen med røven i vejret, klar til at blive insemineret for første gang. Vi var spændte og sikre på at det hurtigt ville lykkes nu vi fik hjælp.

Vores første forsøg bar dog ikke frugt, det gjorde vores andet, tredje eller fjerde forsøg heller ikke. Hver gang havde jeg et fint æg klar, det blev bare ikke befrugtet og jeg var mere opgivende end nogensinde. Efter at fjerde forsøg var mislykket havde vi en opfølgningssamtale med Faurskov, hvor vi blev enige om at det var tid til at tage vores næste skridt, reagensglasbehandling også kaldet ivf. Dette skulle foregå på Dronninglund sygehus og dermed begyndte 3 lange måneders ventetid.

Fortsættelse følger..

Tak fordi i læste med endnu engang<3