Mit livs første (!) store chok

Blog opslag

Skrevet af Justonegoldenegg

25 jun, 2017

 I foråret 2015 var jeg klar til at prøve at få barn nummer 2. Den første var jo kommet så let og ikke nok med det. Han har også hele tiden været utrolig nem og selv om folk tit spørger mig, om det er ikke er hårdt at være alene med ham, så kan jeg hver gang ærligt svare, at det er det ikke. Slet ikke. Så jeg var klar.

I min mødregruppe var der flere der også var i gang med barn nummer to og jeg tænkte at det ville være skønt at kunne følges med dem endnu engang, men sådan blev det som sagt ikke.

I maj 2015 smed jeg de p-piller jeg havde været på siden min søn var ca. 8 måneder. Jeg havde været på dem for at bremse min udvikling af endometriose og jeg havde ikke haft nogen bivirkninger af nogen særlig art.

Da jeg smed dem skete der dog et eller andet. Min krop blev fyldt med væske og jeg var TRÆT!!! Så helt igennem sindssygt træt!! Jeg tænkte, at sådan nogen p-piller virkelig må være det rene gift og ventede så ellers på at min menstruation skulle finde sig selv igen. Efter sommeren var jeg ærligt talt lidt bekymret. Den var kun dukket op en enkelt gang og det var for mig ret så nyt!

Efter sommeren begyndte den dog at finde sit leje og efter et par cyklus var den ved at være sig selv igen.

Jeg ringede derfor til min gamle klinik og aftalte, at ved næste menstruation skulle jeg gøre som sidst. Tage ægløsningstests og så ringe ind når jeg havde en positiv en af slagsen. Inden da skulle jeg dog lige have taget nye HIV og Hepatitis prøver for at sikre at alt stadig var i den skønneste orden.

Og her kom så det første chok! En fredag lå der en besked fra lægesekretæren hos min læge på min telefonsvarer. Glad og frejdigt fortalte hun, at min hepatitis B var positiv, men at det jo kan kureres. Jeg forsøgte at ringe tilbage, men lægehuset var lukket.

Næste skridt var Dr. Google som kunne informere mig om at hepatitis B IKKE kan kureres og at jeg derfor højst sandsynligt ikke ville kunne modtage fertilitetsbehandling.

Jeg gik i panik! What? Hvor skulle jeg have fået det fra? Jeg var da sund og rask?

Min veninde, der er læge var derfor mit næste opkald. Hun fik tilsendt mine prøvesvar, men måtte også melde pas. Det så underligt ud.

Hele weekenden gik jeg derfor rundt som en zombie og prøvede at finde ud af hvad søren der kunne være sket og mandag morgen var jeg den første der var igennem til lægen.

Hun var også lettere forundret, undskyldte sekretærens besked og lovede så at ringe til laboratoriet og høre hvad det betød.

Senere samme dag ringede hun tilbage og fortalte at min prøve lå en anelse over det normale niveau, men at de havde analyseret den med en række nye faktorer der viste, at jeg altså IKKE havde hepatitis B. Grænseværdien skulle derfor nok hæves en smule i fremtiden.

Heldigt!!!

Med gode svar til klinikken kunne jeg fortsætte min behandling som aftalt og i 2015 fik jeg min første insemination.

Kun en uge efter begyndte jeg at bløde og det undrede mig. Skulle der ikke gå ca. 14 dage? Jeg vidste at min tid fra ægløsning til menstruation ofte kun er 10 dage, men det her var da nyt.

Da jeg meddelte klinikken at jeg allerede havde fået menstruation bedte de om, at jeg fik taget en række nye blodprøver. Mit FSH og LH måtte gentestes måske var det det, der drillede, men det kunne også bare have været en dårlig cyklus. Det hænder…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relateret indlæg…

Årsdag

Årsdag

Den 01.06.2021, har vi været kærester i 3 år. Jeg forbinder dagen med glæde for det meste, men det...

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!