Efter scanningen i uge 7 var vi helt høje, på trods af sygeplejerskens bemærkning på vej ud af døren, ”mellem uge 7 og 11 er de mest kritiske uger” øh tak. Var det lige en reminder om at vi ikke skulle glæde os for meget? Vi valgte at ignorere det, der måtte sgu være en mening med at jeg var blevet naturligt gravid nu. Vi købte en scanning privat i uge 9 og igen i uge 11. Alt var perfekt og vores lille bønne var allerede meget livlig. Vi kom til nf scanning i uge 12 og fik besked om en perfekt baby indtil videre. Vi nød tilværelsen og det begyndte at krible i fingrene for at vide kønnet, vi havde altid ønsket os en pige, men lige der i det øjeblik var det fuldstændig ligegyldigt. Jeg oplevede en nat at drømme at det var en pige der var i maven, men slog det hen, jeg drømmer mange mærkelige ting nogen gange!

Vi havde bestilt en kønscanning i uge 14, vi kunne altså ikke vente mere, vi havde taget min bedste med, hun skulle være oldemor for første gang, det var næsten ligeså stort at fortælle hende nyheden, som da jeg fandt ud af at jeg var gravid, jeg kom op på briksen og blev scannet. Jeg var så spændt og der var helt stille i lokalet, indtil gynækologen smilede og sagde at det uden tvivl var en pige. En pige?! Det var så stort! Glædestårer trillede ned ad min ene kind, hun scannede videre og viste os en fin og livlig pige der vinkede og baskede med benene. Vi var så glade, resten af dagen stod på shopping og hygge med den kommende olde, det var en dejlig dag.

Vi var nu så tilpas trygge ved det hele at vi ikke bestilte flere tryghedsscanninger, min mave voksede hurtigt og i uge 15 mærkede jeg de første bobler. I uge 18 så jeg vores lille pige bevæge sig i maven, jeg nåede at filme det og viste det stolt frem til min mor og far. Jeg svævede virkelig på en lyserød sky, børneværelset begyndte at tage form og om et par måneder kunne jeg gå af på ferie og derefter barsel. Glæden ville ingen ende tage.

Uge 20

Vi var på vej til MD scanning, vi var overhovedet ikke nervøse, jeg mærkede hende dagligt møffe rundt i maven, vi glædede os bare til at se hende igen, det føltes som en evighed siden sidst.

Vi kommer endelig ind og gynækologen smiler og spørger om jeg venter tvillinger. Jeg griner og ryster på hovedet. Hun får endelig gjort scanneren klar og begynder rutine scanningen, hjertet banker stadig, pyha! Men pludselig får vi øje på noget stort og Hvidt nede ved Nellies haleben, det er ca. ligeså stort som hendes underkrop og gynækologen bliver stille, lige indtil hun siger ”det her er ikke godt”.

Det hele går i stå, jeg får en klump i halsen og spørger hvad det er, for hun siger ikke noget, hun scanner bare videre indtil hun siger at hun lige får fat i en læge, jeg begynder at panikke og Steven tager fat i min arm. Tusind tanker flyver gennem mit hoved og alligevel er der larmende stille. Gynækologen kommer ind med en overlæge der er på besøg fra Odense, de scanner igen og snakker stille indtil han siger ”ja det er et teratom” jeg hører også ordet saccro. Han fortæller en hel masse og jeg hører kun halvdelen, vores datter har fået en tumor og det ser ikke godt ud. De kan ikke gøre mere i Hjørring og vil sende os akut ud til Aalborg hvor der sidder en ekspert til den her slags scanninger og hun vil afgøre hvor skidt det i virkeligheden er.

En lang køretur

Så snart vi kommer udenfor bryder vi sammen, både mig og min kæreste, vi forstår det ikke, hvorfor sker det her? Alt var jo perfekt, det er urimeligt at det skal gå ud over os gang på gang på gang. Vi får vaklet os ud til bilen og kører mod Aalborg, der er stille i bilen, jeg knuger mig hele tiden til håbet om at de kan gøre noget, men samtidig følte jeg allerede at slaget var slået, jeg begyndte at Google saccro teratom og fandt mest udenlandske sider, de så ikke så slemt ud som de fik det til at lyde som, lige indtil jeg fandt en artikel hvor der stod at tidligt i graviditeten var der meget lille chance for at fosteret ville overleve. Jeg skyndte mig at lukke siden ned, det var ikke det jeg havde håbet på at læse. Det var også en yderst sjælden misdannelse, 1:40.000 blev ramt årligt og stort set kun piger, selvfølgelig. Jeg kunne mærke Nellie sparke mens vi sad i bilen, jeg forstod det ikke.

Efter en del ventetid kommer vi endelig ind, hun scanner mig hurtigt og fortæller at de desværre havde ret ude i Hjørring, det er skidt. Tumoren har allerede påvirket Nellies hjerte og lever pga. overtrykket, hendes lille hjerte har skulle pumpe blod rundt til både hendes krop OG tumoren og det har sat sine spor, desuden var tumoren så stor og aggressiv at hun med sikkerhed kunne sige at Nellie ikke ville overleve indtil terminsdag. Vi græd, det var slut nu.

Vi fik valget, lade Nellie blive i maven til hun selv gav op, eller søge om en sen abort, vi blev hurtigt enige, for os havde vi ikke et valg, vi kunne ikke byde vores lille pige at ligge og kæmpe for sit liv, det ville jo aldrig ende godt. Vi søgte om abort, jeg græd mens jeg skulle skrive under på vores datters død.

Det her var den værste dag i mit liv.

Tak fordi i læste med<3

Læs den barske fortsættelse her