Når 7. Gang var lykkens gang… 

af | juni 12, 2018 | 0 Kommentarer

For 3 år siden, inden vi startede i fertilitetsbehandling blev jeg gravid, helt naturligt. Jeg testede positiv op til en weekend. Jeg er ikke helt sikker på, hvor langt jeg var henne, men max 5-6 uger. Mandag morgen vågnede jeg op med blod i hele sengen, og var i gang med at abortere.

Jeg ringede til lægen og alle de der ting, jeg afstødte selv det hele og der skete ikke yderligere.

Det var en grim oplevelse dengang. Det var meget tabubelagt for mig og jeg skammede mig meget over det, det var ikke noget jeg talte med ret mange om. Jeg var kun 25, og alle siger jo, at risikoen for abort stiger med alderen, så jeg følte mig meget forkert over, at det var sket for mig i så ung en alder.

Efter 6 negative IUI forsøg skulle det vise sig, hvor meget den oplevelse stadig sidder i mig.

Vi var på ferie, da vi nåede til testdag på 7. Forsøg. Jeg tester ikke før tid, og jeg er ikke et testmonster, der tester mange gange. Jeg tester kun på testdag, og det er det, simpelthen fordi jeg ikke orker det. Jeg mærker heller ikke noget. Jeg har lukket virkelig meget ned for alle de ting, da det simpelthen har gjort så ondt i så lang tid.

Jeg testede på testdag, meget svagt posivt. Jeg sagde til T, at jeg troede testen var gået i stykker af at ligge i maven på flyet og have fået for lave eller høje temperaturer. Jeg afskrev chancen for graviditet, og forberedte mig på et 8. Forsøg. Så pessimistisk kan man blive efter så lang tid i fertilitetsbehandling. Det chokerer mig egentlig noget her bagefter.

Jeg plejer altid nærmest at kunne sætte uret efter menstruation, når jeg har testet negativ. Så jeg ventede bare på det.

Den kom bare ikke. Vi testede igen og igen og igen - positivt. Det var nogle vilde følelser. Vi var lykkelige, men alligevel ikke. Det eneste jeg tænkte på var, at der var noget galt og på den morgen med alt det blod i sengen.

Det resulterede i, at jeg sprang ud af med et chok sengen om morgenen for at se om der var blod i sengen.

Jeg havde hele tiden med jævne mellemrum meget ondt i maven. Og det gjorde mig virkelig bekymret. Jeg var så bange og følte virkelig, at jeg havde noget at miste og noget på spil. Jeg gjorde mig umage for at tænke positivt.

Jeg ringede til klinikken, fortalte resultatet og fik tid til tidligt graviditetsscanning, d. 06.06.18.

3 dage senere begyndte jeg at pletbløde. Helt, helt lidt. Men jeg blev alligevel forskrækket. Jeg gik lidt i panik. På den ene side tænkte jeg "det er OK at pletbløde og have ondt i maven, når man er gravid", men på den anden side tænkte jeg "det ender galt".

T var så sød og god. Selvom han jo naturligvis også var ked af det. Ud på eftermiddagen begyndte jeg at styrtbløde. Så meget at selv T, som er meget optimistisk og den der hele tiden siger "det er ikke så slemt", godt kunne se, at nu var det meget slemt.

Jeg var fuldstændig ude af den, og i total opløsning. Det var så ulykkeligt. Vores håb blev bare kastet ud endnu engang.

Jeg var i total panik og brugte flere timer på bare at hulke ned i Ts skulder.

Til sidst tog jeg 2 Panodil og sov 10-12 timer. Jeg kunne slet ikke holde ud at være i det. Jeg havde det forfærdeligt både fysisk og psykisk.

Med det samme telefonen åbnede næste morgen på klinikken, ringede vi derind.

De ville gerne have vi kom samme dag, men da vi var på ferie var det jo ikke en mulighed.

Eftersom der heller ikke er det store man kan gøre ved det, så kunne det i princippet også være det samme.

Vi fik en tid om mandagen. Jeg havde det forfærdeligt hele weekenden. Jeg drømte flere gange, at det stadig var der. Jeg var også bekymret for, om det evt. Var en graviditet, som sad uden for livmoderen og jeg måske risikerede at miste en æggeleder.

Om mandagen kom vi til scanning. Livmoderen var tom, det var det første vi så på scanningen. Efterfølgende tjekkede lægen grundigt, at der ikke sad en graviditet udenfor livmoderen. Det gjorde det ikke. Alt var "fint", så fint som det nu er, når der sker noget så trist. Men min krop havde hvert fald selv afstødt det hele. Ingen yderligere problemer, hvilket lettede en kæmpe byrde fra mine skuldre.

Sådan gik det til, at 7. Forsøg både var lykkens gang og en meget hård og ulykkelig omgang.

Vi prøver at se det positive i, at det lykkedes, men det er indimellem svært. Den stikkende sorg af noget der kunnet have været, men som ikke er mere gør ondt. Det føles meget uretfærdigt. Det har også åbnet op for nogle følelser, som har været gemt væk meget længe. Og alligevel så kunne jeg med det samme huske dem alle sammen fra sidst, da jeg så de to streger.

Det er helt sikkert ikke kun lykke jeg forbinder med en positiv graviditetstest, men også rigtig meget angst og panik.

Jeg håber bare, at det en dag kan ende positivt at se de to famøse streger.

Malle

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *