Når man som jeg, er i slutningen af 20erne, så er de sociale mediers newsfeed proppet op med gravide maver, scanningsbilleder, babyer og fødselsbeskrivelser. Jeg er selvfølgelig vildt glad, når min familie, venner og bekendte bliver gravide, men jeg må indrømme at det er blevet svære og svære for mig, at glædes på andres vegne, og det overrasker og skræmmer mig en del, at jeg har det på den måde.
Jeg sidder altid tilbage med følelsen af, hvorfor det ikke kan lykkedes for os, når det kan for så mange andre. Jeg er endda begyndt at scrolle pænt forbi alle de babynyheder der popper op på min facebook og instagram, jeg vælger også til tider at lade være med at ”like” billederne, fordi så får jeg notifikationer, hver gang der er en ny lykønskning. Det er enormt svært for mig, at indse og acceptere at jeg har det sådan, jeg føler det er lidt egoistisk, i og med jeg plejer at være typen der er god til at glæde sig på andres vegne, og plejer at være meget spørgende omkring det, hvorimod jeg nu bare nikker og siger tillykke og ikke spørger mere ind til termin mm. Jeg tænker bare – kan man godt ændre personlighed, ved at være i behandling? For nogle gange føler jeg slet ikke jeg er mig selv, siden jeg kan have så svært ved at se gravide maver og ved at glæde mig på andres vegne, og det synes jeg faktisk er ret skræmmende. Er der nogle af jer der har det på samme måde?
Jeg er i en periode, hvor jeg bare føler at alle omkring mig bliver gravide hele tiden, enten skal de have barn nummer 1, 2 eller 3, men når de sådan ”wupti” bliver gravide med barn nummer 2 eller 3, så ved jeg nogen gange ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Hvis de ifølge dem selv kæmper med at få barn nummer 3, men kun har prøvet i et halvt år, og er ved at være utålmodige, så har jeg bare lyst til at skrige dem op i hovedet, for de skulle bare vide hvordan det er at kæmpe og være på hormonbehandling og have humørsvingninger. Det kan også til dels være belastende at følge med i, når folk der er yngre end mig bliver gravide, jeg ved godt man ikke kan lægge det sådan op – men når jeg ser en bekendt der har haft en kæreste i nogle få år, annoncere at de skal være forældre, og jeg selv sidder sammen med min mand, som jeg har været sammen med de seneste 12 år, så får jeg en ubehagelig følelse indeni mig, som jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal beskrive. På den ene side har jeg lyst til at sige ”Hurra – tillykke med det”, men omvendt har jeg allermest lyst til at sige ”kunne i ikke lige have ventet lidt, og lade os andre komme til først”. Jeg tænker at der må være flere af jer derude, som har det på samme måde, og som ved hvad jeg mener – og jer der er ældre end mig, må virkelig også have siddet i lignende situationer.
Føler I med jer selv, at det er okay ikke at glæde sig over andre gravide – og hvordan forholder i jer til det? Jeg synes virkelig det kan være svært at skulle acceptere, at det er okay at have det på den måde.
# Wishmeluck
Jeg genkender alt hvad du skriver. Har ikke fundet en måde at tackle disse følelser på. Tanker til dig.
Knus
Det kan også være vildt svært at finde ud af, hvordan det er rigtigt at tackle disse følelser på – men husk intet er rigtigt eller forkert, du skal gøre hvad der føles rigtigt for dig. Hvis det er at tage afstand, så er det også okay.
Jeg genkender også de der tanker og følelser, og jeg synes det er helt fair at have det sådan. Det er ikke fordi du ikke er glad på deres vegne, du er bare trist på dine egne.
I vores forløb synes jeg også der var svært. Primært når folk kom ‘let’ til det. Sådan har jeg det stadig. På en måde synes jeg det er mest fair hvis ALLE lige kunne få lov til at kæmpe lidt for det, så de kan være bare en smule mere taknemmelige. Hvilket jo er noget pjat, for det er ikke mit sted at blande mig i.
Jeg blev gravid i første IVF efter fire mislykkedes IUI og en hulens masse ventetid. Det har været svært, når andre har kommenteret på graviditeten, for jeg vil så gerne have dem til at forstå, at det ikke har været nemt at komme hertil. Men de forstår ikke mine tanker Og følelser, hvis de ikke selv har været igennem et forløb – og det er okay.. Man bliver drænet af at gå og hade hele verden, selvom jeg virkelig har følt mig berettiget til det. Faktum er bare, at jalousien æder en op, og det gavner ingenting ❤️
Kram herfra.
Rart at høre, at man ikke er ene om disse tanker og følelser.. Ja, det er bestemt helt fair, men tror kun det er os i samme situation der forstår at det er okay at have det sådan, for min veninde synes det var helt forkert af mig, da jeg prøvede at forklare hvor svært det var at lykønske andre gravide veninder, eller at jeg havde lyst til at scrolle væk.. Så det er SÅ rart at høre, at jeg ikke er ene om den følelse..
Jeg kan også godt følge det det skriver om at alle bør kæmpe lidt, for jeg føler også tit det er dem der har haft det “lidt for nemt her i livet”, som bare skyder børn ud – og det er jo virkelig noget pjat at have det på den måde, men jeg føler også at vi alle burde kæmpe lige meget for at nå dertil..
Tillykke med graviditeten, kan godt forestille mig hvordan det er, når man prøver at forklare andre jeres vej til målet. Er du stadig gravid, eller har du født? <3
Når jeg læser hvad du skriver, føler jeg mig en knivspids mindre alene her i verden <3
Snart 4 år uden prævention, 2 MA, 1 bio og 1 år i hormonbehandling. I al den tid, har jeg set 5 kollegaer gå på barsel – og komme tilbage fra barsel.
Jeg har set 2 gode veninder få børn. Bekendte som skyder babyer ud.
Jeg er officielt den sidste i rækken – og også den der har kæmpet længst tid for det!
Følelsen af at være jaloux, at være alene, ikke at blive forstået, mødt med et "det skal nok ske en dag"…
Følelsen af at være forkert, når man har ønsket endnu en tillykke, men låser sig inde bag en dør, for at tude det ud, man ikke kan holde inde på længere…
Følelsen af at tude over både gode og dårlige situationer, grundet hormoner blandet med et ødelagt sind.
Det er følelser og tanker der æder mig op hver dag, MEN, når jeg læser dit indlæg, så får jeg følelsen af at være lidt mindre alene <3
Av min sjæl.
Kram til dig og alle andre ufrivillige barnløse.
Lad os satse på 2020.
Åh puha ja det er hårdt når SÅ mange af ens kollegaer går på barsel, og kommer tilbage igen, uden man selv har været en del af det.. Hvor gammel er du? Jeg kender det mest i forhold til at mine veninder der får 1 barn og har flere der venter nummer 2, og det føles bare så mega uretfærdigt, selvom jeg jo er glade på deres vegne, så vil jeg bare så gerne være samme sted som dem..
og når man prøver at forklare sig så er det netop bare sætningen “det skal nok ske en dag” som du selv skriver, eller “lige pludselig, så sker det også for jer, bare vent og se”..
Jeg er glad for at høre, at mit indlæg har givet dig denne følelse, for du skal bestemt ikke føle dig alene i denne her fertilitetsverden, vi er flere der kæmper og vi er sgu nødt til at holde sammen i denne her til tider uretfærdige verden..
Ønsker dig det bedste, og ja – jeg har også bestemt mig for, at år 2020 må være året!
Hold nu op, hvor kan man bare nikke genkendende til alt du skriver. Jeg har det efterhånden VIRKELIG stramt med gravide. Skulle til en julefrokost, hvor vi hvert år samles 5 par. Min mand og jeg var de første som gav os i kast med projekt baby, som stadig ikke er lykkes. Af de 5 kvinder til festen var de 3 gravide. Den sidste havde vi fået at vide 2 uger forinden med et “Vi har forresten noget vi skal fortælle jer! *hiver et scanningsbillede frem* Og det lykkedes i første forsøg!!! Hvordan går det egentlig med jeres behandling?” Fuck man. Kæmpe slap in the face. Så sad man dér midt i en ishockeyhal til en hockeykamp og måtte kæmpe for at holde tårerne tilbage. Lang historie kort: Vi endte med at melde afbud til julefrokosten (heldigvis med stor forståelse) og den eneste plan jeg har indtil videre er at undgå, primært hende, som ingen situationsfornemmelse har…
Ååh hvor jeg dog føler med dig.. :'( Godt du/i mærker efter og bliver hjemme fra sådan et arrangement, når det er det i har det bedst med i situationen, jeg kan udemærket godt forstå dig.. Har din mand det på samme måde?
Håber så meget at i er de næste i rækken, til at komme med den glædelige nyhed, jeg ønsker jer alt mulig held og lykke.