Når baby ikke kommer med storken

Blog opslag

Skrevet af Fertilitetsliv.dk

23 jul, 2018

Mit navn er Louise Hvolby, jeg er 31 år gammel og er gift med Rasmus på 33 år. Rasmus og jeg mødte hinanden for 6 år siden via Dating.dk – vi mødtes en fuld aften i byen og på intet tidspunkt var jeg i tvivl omkring, at han var manden i mit liv og at han skulle være Far til mine børn. Jeg var lige kommet ud af et forhold og boede faktisk sammen med ekskæresten, så som det ofte sker med kærlighed, så var den ret ubelejlig. Trods en del start-udfordringer og en ekskæreste, der stadig spøgte i baggrunden, var vi et stærkt par og efter et års tid rykkede jeg mine storby-pige teltpæle op og rykkede til forstaden, Hasselager. Jeg har altid været meget opmærksom på rækkefølgen af begivenheder i mit liv: Først uddannelse, så job og karriere, et eller andet sted her imellem måtte drømmemanden så gerne indfinde sig, bryllup, hus og så endelig baby.

Mit liv har flasket sig – jeg fik en god uddannelse og havnede herefter på den rette hylde i IT Branchen. I 2015 faldt Rasmus så på knæ. I 2016 havde vi vores drømmebryllup den 2. juli. Herefter blev jeg virkelig skruk. I en alder af 29 år kunne jeg mærke, at jeg var ved at være klar til at være nogens Mor. Rasmus og jeg havde ikke huset på plads, men vi blev enige om at begynde – vi var bundnaive og sikker på, at det gik hurtigt!

I september 2016 stod jeg med en positiv graviditetstest… eller det vil sige, positiv og positiv, der var i hvert fald en utydelig streg. Jeg smuttede til lægen og de bekræftede at jeg havde HCG i blodet, så gravid var jeg jo. Lægen ville dog gerne se mig til flere HCG tests. HCG steg. Jeg fortalte ALLE, at vi nu skulle have en baby. Det var gået hurtigt, men vi var klar. En sen oktober aften havde vi bestilt tid til en tidlig scanning, så vi kunne se det her famøse hjerteblik, som alle mine gravide veninder havde set. Vi kom ind til klinikken og jordemoderen havde godt nok svært ved at finde ud af hvad der var op og ned derinde. Der var en blommesæk, men intet foster. Var jeg ligeså langt henne som jeg troede? Vi var faktisk i tvivl, da det jo var sket i første hug og på det tidspunkt havde jeg ikke fundet frem til alverdens cyklus apps, så vi blev enige om at komme tilbage et par uger efter og så kunne der være hjerteblik, men der var altså risiko for at der var tale om et såkaldt vindæg. Noget forvirret forlod vi klinikken uden anelse om hvad fremtiden skulle bringe. Flere HCG målinger senere, var jeg forsat gravid og den praktiserende læge, var sikker på alt var som det skulle, men i november måned tog vi på Skejby Sygehus, der kunne konkludere, at der aldrig ville vokse et foster. Skeby fortalte også, at mit HCG var alt for lavt og at min egen burde havde rejst bekymring før. En abort blev aftalt nogle dage senere og vi mødte atter ind på Skejby. Jeg kan faktisk ikke huske vores følelser, det var forvirrende og jeg skulle gennem en operation, så vi fokuserede på at få mig hurtigt ovenpå og tilbage på jobbet. Operationslægen kom ind og tjekkede til mig efter operationen og da hun gik sagde hun “vi ses jo om 3 måneder til en nakkefoldsscanning”. Sjovt nok, så bed vi os mærke i den kommentar. Vi var raske, forholdsvis unge og åbenbart i stand til at blive gravide.

Tilbage i hverdagen gik der nogle måneder før vi steg på vognen igen. I mellemtiden nåede flere venner, at annoncere babynyheden og de 2 veninder, der var gravid på samme tid som mig fødte. Omkring påske stod jeg atter med en af de der test, der ikke ligefrem skriger POSITIV! Der gik ikke mange dage og så blødte jeg. Nå, men biokemiske aborter er jo normale og vi måtte “op på hesten” igen. I mellemtiden havde vi dog fundet drømmehuset og skulle overtage det 1. Juli, hvorefter der ventede en renovering – igen baby projekt lidt på pause. Det var en hård sommer. En sommer der udover renovering også skulle byde på nyt arbejde til mig. Drømmejobbet og virkelig en karriere booster.

Den 1/8-2017 blev jeg 30 år og som altid skulle det ikke gå ubemærket hen for Rasmus. Surprice fødselsdag og overnatning på Vejle Fjord. Senere skulle det vise sig, at jeg havde ægløsning på min fødselsdag og i slutningen af August tog jeg endnu en test, som var positiv, men igen ikke rigtig positiv. Men det måtte da være nu, hvem bliver gravid på sin 30 års fødselsdag og mister? Jeg startede i det nye job 1/9 og det var en fest, virkelig spændende oplæringsperiode. Onsdag, efter jeg var startet fredag, kunne jeg mærke, at noget var helt galt, altså helt galt. Jeg blødte en smule. Torsdag morgen blødte jeg og med klumper og det vidste jeg efterhånden godt hvad betød. Jeg tog på arbejde, men stak chefen en lille hvid løgn om at jeg skulle akut til tandlægen om eftermiddagen. Rasmus hentede mig og vi smuttede igen på Skejby. En meget forvirret, ung læge, kiggede på os og indkaldte flere læger. Der var ikke noget derinde. Intet i livmoderen. Jeg havde haft endnu en abort og endnu engang udenfor livmoderen, angiveligt.

Næste dag tog jeg på arbejde og fortalte sandheden. Min Chef var så cool omkring det og den dag i dag, har jeg stadig den største respekt for hans reaktion og hans måde at behandle mig på efterfølgende. NU kunne vi komme til udredning, da vi jo havde tabt 3 gange – eller hvad jeg fandt ud af faktisk var 4 gange. Den praktiserede læge var stadig forvirret, men sendte en henvisning til Aagaard i Skejby. 2 uger senere havde vi den første tid og vi blev tjekket – alt blev tjekket. Jeg fik også foretaget en gennemskylning af mine æggeledere og de var til UG. Rasmus var mere end til UG. Ingen kromosom fejl. Jeg havde et højt AMH, som kan betyde PCOS, men intet foruroligende. Jørn Aggaard besluttede sig dog for, at vi skulle til en specialist og sendte en henvisning til Ole Bjarne Christensen(OBC) på HAB afsnittet på Aalborg sygehus. Vi fik en tid 3 uger senere og han lavede igen et grundigt tjek – intet at se, men alligevel en fare for, at mine æggeledere var defekte grundet den første abort. Åbenbart er de der aborter ikke en spøg og kan skade de fimrehår, der får ægget ind i slimhinden, således man ikke opnår graviditet udenfor livmoderen.

Tilbage til Aagaard med besked om at starte IUI. Første IUI havde vi lige inden jul og den var negativ. Herefter 2 IUI mere – begge negative. Aagaard mente vi skulle forsætte i IUI lidt endnu, især fordi ventetiden på IVF i Horsens var næsten et år grundet en sygemeldt læge. Jeg kunne ikke mere IUI – jeg troede ikke på det og havde aldrig gjort det. Skulle jeg blive gravid ville det også sidde udenfor. Og blev jeg ikke gravid, havde OBC og Jørn jo bare ret. Alt den behandling, hormoner mv. var også begyndt at være hårdt for forholdet mellem Rasmus og jeg. Jeg fik tunnelsyn. Jeg undersøgte alt, altså ALT! Jeg duer ikke til at være udvidende og sad på google konstant. Rasmus tog mere tid på cyklen og vi glemte hinanden. Jeg glemte alt andet end fertilitetsbehandling og arbejde. Det var ikke et liv og det var ikke værd at risikere vores forhold for. Jeg kunne kun finde ro, hvis vi kunne komme i gang med IVF. IVF troede jeg på. Efter et langt skænderi og mange misforståelser senere, blev vi enige om, at betale de 38.000 for IVF ved Aagaard. Jørn kendte vores historie, min cyklus og vi følte os trygge. 38.000 er mange penge, men i det her game, kan tryghed og vished ikke altid købes for penge.

Vi fik en tid til en økonomisk snak og en tid til tjek ved Jørn. Vupti, jeg var i starten af min cyklus og kunne starte op på IVF hormonerne med det samme. Jeg fik en lille dosis Gonal F, da jeg producerede enormt mange æg, grundet mit høje HCG. Den 13. marts fik jeg så taget æg ud. Hold nu kæft, hvor var jeg nervøs. Faktisk ikke nervøs for det skulle gøre ondt, men mere nervøs for der ikke var nogle æg at komme efter. De var fantastiske ved Aagaard og en sød bioanalytikker råbte gang på gang “så har vi et æg”, “så har vi et mere” og så videre. Da Rasmus fortalte vi nu var på 10 æg døsede jeg lidt hen. Efter operationen fik vi besked på der var 16. 16 æg! Og Rasmus havde leveret den flotteste sædprøve nogensinde. Vi tog hjem på weekend og hold nu op en weekend. Jeg var blevet overstimuleret og smerten deraf var uudholdelig! Klinikken ringede søndag med beskeden om at 11 æg havde delt sig korrekt og at de vil dyrke dem alle til blastocyster. Tirsdag fik vi så besked på at 7 ud af de 11 havde klaret sig. Jeg husker, at Jørn gav mig high-five og kaldte mig en god høne. Sjovt nok, så blev jeg lidt stolt!

Ingen oplægning af friske æg dog. Jeg var alt for overstimuleret. Hjem og vente til næste cyklus. Det var en forfærdelig langsom måned, men tiden gik og jeg var tilbage ved Aagaard. Stadig overstimuleret. Nå tilbage til ventesalen igen.

På 3 cyklus skulle menstruationen vente på sig. Jeg kontaktede klinikken og spurte om jeg ikke bare kunne få de piller der skulle fremkalde menstruationen, men receptionen ville have mig et smut forbi Jørn. Heldigvis da, for det skulle vise sig, at jeg var i starten af min cyklus, men uden menstruation til at bevise det. En uge senere fik jeg æg tilbage. Inden fik jeg zoneterapi på arbejde. Lige inden æg oplægning fik jeg så akupunktur og det samme bagefter. Det var et AA æg og den var ved at hatche.

Tankerne var mange da vi kom hjem, men Rasmus sørgede for mig, så jeg kunne holde mig i ro. Fredag blev jeg ængstelig og tog en test. Den var fandme positiv, men det kunne være Ovitelle. Søndag tog jeg en til og den var mere positiv, så nu kunne det ikke være Ovitrelle. Afsted til blodprøve tirsdag, som vidste et HCG på 104 ( det skulle bare være over 50). HCG steg som det skulle – faktisk så meget at klinikken var sikker på der var 2. De næste dage, uger og sekunder, skulle vise sig, at være et mareridt. Når man har tabt 4 gange før, bliver man meget bange for det sker igen. Rasmus havde rigtig svært ved at tro på, at det nu var vores tur og det samme havde jeg. Uge 6+5 havde vi en tid ved Aagaard til hjerteblink scanningen. Aldrig har jeg været så nervøs. Det kunne ændre vores liv for altid, men det kunne også sende os hjem med en følelse vi kendte alt for godt. Der var hjerteblik. Ét så fint hjerteblink. Det var stadig svært at forstå, så klinikken tilbød ugentlige scanninger frem til Nakkefold. Da vi havde set hjerteblik ved uge 9, valgt vi dog at vente. Den sikkerhed der var i at se baby nu og her, var farlig og usikker. Desuden havde jeg fået hypermesis – en tilstand hvor jeg kastede op mod 20 gange og dagen og var indlagt et hav af gange til væske, mad mv. Så vi vidste jo godt, at der var liv, ellers ville jeg ikke være SÅ syg.

Torsdag den 5/6, uge 12+0 tog vi til Nakkefoldscanning. Igen så nervøse, at vi ikke kunne samle os. Derinde var nu en rigtig baby, en med arme og ben. Det var vanvittigt. Og vores baby havde det godt. Vores baby havde lav risiko for alt. Nu troede vi på og fik hjem og offentliggjorde det på de sociale medier. Men da alt glæden havde lagt sig, kom bekymringerne igen. Der var jo stadig en risiko for at miste. I skrivende stund er jeg 14+4 og om 2 dage skal vi have kønnet at vide. Igen nervøse for om der er liv, men jeg kaster stadig op, så tanken om, at det er som det skal være, er begyndt at overdøve de negative tanker.

Nu glæder vi os ufatteligt til den 15/1-2019, hvor vi venter vores IVF mirakel.

Læs flere solstrålehistorier her

1 Kommentar

  1. Tom

    Det var en dejlig slut. Vi venter os til den 10/1-19. Efter 3 års forløb

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

12. gang må da være lykkens gang!?

12. gang må da være lykkens gang!?

Over en måneds benhårdt arbejde har resulteret i ét skud i bøssen. Det virker så uretfærdigt, men det er jo efterhånden det overordnede tema i alt dette. Det er ægoplægning nummer 12 for vores vedkommende. Jeg kniber en tåre ved tanken om, at vi 11 gange før har siddet i samme situation, fulde af håb – men stadig ikke har fået vores barn.

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!