Når barnligheden lader vente på sig… (vol. 1)

Blog opslag

Skrevet af Barnlighed

3 apr, 2018

Vores fertilitetshistorik starter i april 2016, hvor jeg stopper på p-piller – dette efter et par hårde år, hvor “stress” under uddannelse og arbejdsstart har været ved at lægge mig ned! Min fantastiske kæreste har gennem disse år været min klippe og evige støtte, og efter at være kommet på rette køl, så ser vi os nu klar til at starte en familieforøgelse. Vi gør klar til lagengymnastik, men min cyklus udebliver måned efter måned, og da vi når oktober (dog ikke uden lagengymnastik), vælger vi at opsøge vores læge, som henviser os til en gynækologisk klinik. I december 2016 starter vi op i fertilitetsbehandling. Opstarten bliver noget af et “wake up call” ind i fertilitetsverdenen. En verden, hvor det hurtigt går op for os, at den kamp vi nu sammen skal kæmpe for det, som vi ønsker allermest, bliver hårdere end vi på nogen måde kunne have forestillet os – for her må vi ligge ansvaret over på andre, og kan intet andet gøre udover at støtte og være der for hinanden…

Første møde med fertilitetsbehandling (privat klinik), bliver med hormonet menopur – og dermed nåle og stikken. Heldigvis er dette ikke det store problem for mig, og det bliver hurtigt til en del af hverdagen. Selv de mange scanninger bliver til hverdag og noget man troede var grænseoverskridende bliver til småting i den store sammenhæng. Desværre bliver alle de mange besøg for scanninger på klinikken flere gange om ugen aldrig til hverdag – og noget der fremmer stress i en allerede hektisk hverdag.

Jeg får meget hurtigt konstateret PCO – da jeg producerer helt enormt mange æg, og da de har svært ved at “styre” mig med mængden af hormon, som jeg skal sprøjte mig selv med. Jeg er dog ikke den “normale PCO-pige”, som de kalder det og de mener ikke, at der pt skal gøres noget ift dette (jeg er ikke overvægtig – nærmere til den “lille” side). Efter flere uger på menopur og en ovitrelle-sprøjte som får kroppen til at reagere voldsomt, så bliver jeg insemineret. Min kæreste leverer en fantastisk sæd-prøve, og vi krydser fingre! Menstruationen indtræder dog 10 dage efter og vi må igang med hormoner igen!

Andet forsøg i IUI-verdenen forløber desværre ikke glidningsfrit, som det første og efter at have taget ovitrellen og kommer til klinikken for inseminering, så er der alt for mange modne æg, og vi bliver aflyst. Skuffet (igen) må vi tage hjem… Jeg får afsindigt ondt i maven de næste dage, og føler ikke, at jeg kan bevæge mig uden frygtelige smerter. Jeg får en akut tid på klinikken og får konstateret overstimulering – væske i bughulen pga. alle de cyster, jeg har udviklet, og som er sprunget. Jeg bliver beordret sengeliggende og må sygemeldes i 10 dage. Heldigvis falder dette lige oveni en ferie, og jeg kan fortsat vente med at fortælle det til arbejde og familie/venner. Vi havde på dette tidspunkt valgt ikke at fortælle om det hele til nogen – ikke fordi det er et tabu – men fordi det simpelthen gjorde for ondt lige nu. Overstimuleringen tager ca 10 dage at komme sig over, hvor jeg bliver fuldt tæt af lægen – min vægt indsendes til ham hver dag samt min tilstand.

Efter kroppen var kommet ovenpå gik vi igang med 3. IUI – menopur, ovitrelle og inseminering – men igen efter 10 dage kommer min menstruation. På klinikken mener de ikke, at det giver mening at fortsætte i IUI-behandling, og derfor henviser de os til IVF-behandling i det offentlige sygehusvæsen. Vi kommer i juni til et formøde på sygehuset, hvor vi møder overlægen for Fertilitetsafdelingen. Hun vil gerne tilbyde os at starte i behandling, men vil samtidig gerne have, at min krop bliver helt klar hertil. Jeg træner på dette tidspunkt en del, og hun mener, at jeg bør trappe ned. Efter dette møde kigger min kæreste og jeg hinanden dybt i øjnene og jeg vælger at stoppe al træning fra og med samme dag – min krop skal have den ro, som den behøver. Vi tager i juni 2017 til informationsmøde på sygehuset (deltagelsen til et sådant møde er obligatorisk) – og efter aftale med overlægen bliver vi enige om at starte op i behandling efter sommerferien i august 2017. Min krop og mit sind har således et par måneder til at blive klar til endnu en hård behandlingsomgang – og både min kæreste og jeg havde på dette tidspunkt godt af en “tvungen” pause fra behandling..!

Jeg er glad for alle dem der har læst med så langt – og ser frem til at berette om mit videre forløb, hvor vi nu bevæger os ind i IVF-verdenen…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!