Når barnligheden lader vente på sig… (vol. 2)

Blog opslag

Skrevet af Barnlighed

24 apr, 2018

Jeg håber, at I læste med i første del af mit møde med fertilitetsverdenen og dermed IUI-behandlingen. Anden del handler om, hvordan mødet med IVF-behandling, ægudtagning, ægoplægning og alt derimellem kom til at foregå (og stadig er igang)..

Efter en laaang sommerferie uden huskesedler og påmindelser om medicin, scanninger, blodprøver, mm., så var vi klar til at melde os til IVF-behandling i august. Jeg havde gjort mig fuldstændig klar, at jeg ikke ville få menstruation af mig selv – da jeg på dette tidspunkt ikke selv havde haft en cyklus siden jeg i april 2016 stoppede med mine p-piller. Nogle ville tænke, at det må da være en lettelse at slippe for, men vi PCO-piger er af en lidt anden opfattelse!!! Fuldstændig ud af det blå, så sker der dog det fantastiske, at jeg pludselig står midt i august, to dage før vores 1.konsultation og så kommer frk. Rød fuldstændig af sig selv… Aldrig har jeg været så lykkelig over at være blødt igennem (sorry for detaljer)!

Vi tog altså til 1.konsultation og kunne mirakuløst starte op i IVF (kort behandling) på min egen cyklus. Lægerne ville gerne, grundet min historik omkring overstimulering og PCO, benytte præparatet Rekovelle – og holy moly det blev en dyr omgang! Men igang kom vi, og endda uden de vilde bivirkninger. 13 dage efter kommer jeg til min første ægudtagning. Jeg kampsveder og har dagene inden været ustyrlig pga nervøsitet. Jeg har læst alverdens frygtelige historier på nettet og set frem til at skulle i et smertehelvede uden lige – MEN jeg får beroligende medicin og morfin til at tage toppen, og så går det faktisk bare derud af! De suger det ene æg ud efter det andet – og både min kæreste og jeg følger med på en skærm, hvor vi kan se det hele. Da jeg ømmer mig en smule giver de mig en dosis morfin mere – og så er jeg ellers godt fordrukken. Lægen tæller og tæller – 1 æg, 2 æg, 3 æg…. – og på et tidspunkt ser hun ikke længere så tilfreds ud. Hun har suget 18 æg ud, og det er alt for meget til at ville sætte et frisk æg op om et par dage – jeg er igen i stor risiko for overstimulering! Godt bedøvet og fyldt op med hormoner, så bryder jeg fuldstændig sammen midt i det hele! Når jeg tænker tilbage på det, så er jeg ked af min reaktion, da jeg også fik påvirket min kæreste en del, som jo bestemt heller ikke var tilpas i hele situationen – men god som han altid er, så tager han min hånd og lægerne får gjort ægudtagningen færdig. Vi får herefter tid til, at jeg lige skal komme mig og have noget smertestillende. En time efter går turen hjem på sofaen! Her ligger jeg de næste par dage med varmedunk på maven, og sørger for at drikke alt det, som jeg kan. Vi modtager 5 dage efter besked i eboks om, at ud af de 18 æg er 7 blevet befrugtet og klar til nedfrysning. Dette var, når alt kommer til alt, en god besked og forholdsvis stor mængde af æg til totalfrys.

Efter flere dage på sofaen ville skæbnen mig, at jeg ikke blev voldsom overstimuleret. En måned efter (oktober) får jeg min menstruation (stimuleret), og derefter får jeg min første ægoplægning. Dette foregår fuldstændig smertefrit og jeg fortsatte blot min normale hverdag – dog med det vaginale stads Crinone, som der vidst aldrig er nogle, der bliver fan af. Efter 10 dage kan vi ikke lade være med at teste selv – desværre står vi med en bragende negativ test! Efter yderligere 2 dage får jeg taget blodprøve en tidlig morgen på sygehuset, og denne viser sig også at være negativ. Vi når ikke rigtig at føle det ene eller andet, for 3 dage efter får jeg min menstruation, og vi melder os til behandling igen.

Tiden fra vi melder os til behandling og til første scanning 12 dage efter, bruger vi på at gruble en hel del – gruble over, hvad vi selv kan gøre for at optimere chancerne. Vi vælger derfor at kaste alle ideer i spil.. Jeg starter op på en PCO-venlig kost (så vidt muligt, men absolut ikke fanatisk), begynder til akupunktur og sidst men ikke mindst tager jeg Fructus Femina (kendt som babyklister). Den PCO-venlige kost ændrer ikke meget på vores hverdag, og da min kæreste kaster alle kræfter i det sammen med mig, så er dette ikke svært for os. Akupunkturen er en streg i regningen økonomisk, men samtidig viser det sig at være rigtig rart. Jeg finder en jordmoder, som også er akupunktør og dermed virkelig kompetent – og for mig får det en stressreducerende effekt. Jeg når i alt 3 gange akupunktur inden ÆO og 1 enkelt gang efter. Fructus Femina er vidst mest for at gøre alt vi overhovedet kan, og da min slimhinde er den de har svært ved at få til at modne, så kan vi læse os til, at dette kan hjælpe herpå.

Dagen for ÆO kommer og 13 dage efter får vi igen negativ svar fra sygehuset – HCG på 0. Denne gang kommer det virkelig, som et slag i hovedet. Samtidig med at vi får et negativt svar, da fortæller de mig også, at får jeg ikke min menstruation senest 3 dage efter, så når jeg ikke med i behandling inden jul – og dermed ikke mere behandling i dette år. Beskeden om en mulig afvisning til behandling, hvis ikke min krop makker ret hurtigt, får mig fuldstændig ned med nakken. Tanken om ikke at nå en behandling mere dette år er en tanke, som jeg næsten ikke kan bære. Igen vil skæbnen mig det, at jeg præcis på den sidste mulige dag for tilmelding får min menstruation. Jeg ringer derfor og tilmelder mig, men da jeg ikke får fat i deres telefonsvarer, hvor tilmeldingen skal indtales, da ved de ikke om jeg kan nå med i behandling. Denne besked får jeg tidligt om morgenen lige inden jeg skal møde på arbejde. Jeg forsøger at samle mig, men får desværre en total nedsmeltning og under dagens første møde bryder jeg fuldstændig sammen. En god kollega får pakket mig sammen og sendt hjem. Det jeg husker bedst fra denne dag er, at jeg hver 5. min tjekker min eboks for at se, om jeg er med i behandling. Til middag kommer så beskeden om, at jeg er med! Da min leder på arbejdet er bekymret for mig, og da jeg egentlig også er ved at være helt “bange” for mig selv, da kommer jeg til et møde, hvor min leder tvinger mig til den kommende tid at bruge min paragraf 56 – en paragraf jeg søgte om at få, da jeg i august (ved IVF opstart) valgte at fortælle min leder om min behandling.

December går med bekymring på bekymring. Da jeg de to andre gange ikke har modnet min slimhinde hurtigt nok, vil jeg så kunne nå det inden jul – eller vil de aflyse mig? Vi vælger i denne tid at fortælle mine forældre om behandlingen, da jeg er fuldstændig ved siden af mig selv. Igen vil skæbnen mig dog, at jeg præcis er klar til ÆO den sidst mulige dag inden fertilitetsklinikken på sygehuset går på juleferie. Hen over julen vælger vi selv at tage graviditetstests, som viser sig at være negative – egentlig nok også hvad vi havde forventet, men samtidig også frygtet. Da jeg d. 2. januar får taget blodprøven er HCG dog 85. Det er min kæreste, der tager imod opkaldet, da jeg denne dag sidder i møder, og da vi jo ved, at svaret burde være negativt. Vi er fuldstændig oppe at køre over svaret – samtidig med at vi får at vide, at tallet skal tjekkes to dage efter, da de skal sikre sig, at det stiger korrekt. To dage efter er HCG 233 – og vi kan slet ikke få hænderne ned. Jeg ER gravid…! Hen over weekenden oplever jeg en del smerter, og for at tjekke at alt er okay, så får jeg taget en blodprøve igen. HCG viser sig desværre at være faldet til 211, og jeg får at vide, at jeg skal stoppe med medicin, og at jeg har en biokemisk graviditet (en graviditet der ikke har nået at sætte sig og blive til noget). Kun 2 dage efter får jeg min menstruation og smerterne begynder at tage til. De efterfølgende blodprøver viser et stigende HCG til 495, hvorefter de begynder at falde igen. De kalder mig til scanning for at tjekke op på det hele og konstatere, at jeg har en graviditet udenfor livmoderen (GUL). Jeg bliver sendt hjem med en blødnings- og smertevarsel, da de ikke ved om jeg muligvis akut skal opereres, hvis ægget sidder i æggelederen. Min kæreste og jeg er fuldstændig ulykkelige og de efterfølgende 2 måneder går med i alt 17 blodprøver og scanninger derimellem – noget så hårdt har vi til dato aldrig prøvet. Først sidst i februar er mit HCG under 5 og her stopper jeg med at bløde – dette har jeg gjort uafbrudt i ialt 2 måneder på dette tidspunkt.

Efter tre fryseoplægninger hvoraf den sidste endte i GUL er vi kørt fuldstændig over – eller sådan føles det i hvert fald! Vi vælger derfor den samme dag, som vi får at vide, at jeg ikke længere er i blødnings-/smertevarsel at bestille en rejse væk – bare min kæreste og jeg. Det er helt sikkert den bedste beslutning vi længe har truffet – og lige hvad vi havde brug for! Mens vi er på ferie får jeg min menstruation igen og vi tilmelder os behandling! Denne gang viser medicinen sig dog fra sin værste side, og jeg har virkelig bivirkninger i form af kvalme og hovedpine. Også i denne behandling står vi i samme dilemma, som de andre gange. De kan igen ikke modne min slimhinde! De vælger dog at sige ja til at give mig en ÆO, men fortæller samtidig at næste gang vil de forsøge sig med en anden behandling/medicin. Jeg ved endnu ikke, hvad de vil prøve næste gang – og i denne verden, så bliver man nødt til at tage en ting af gangen.

Jeg har netop i denne uge været til ÆO (uge 15). Heller ikke denne oplægning foregik helt uden problemer! Inden oplægningen giver de os nemlig beskeden om, at et æg er gået til i optøningen! Endnu engang er jeg hele følelsesregisteret igennem! De sidste par dage har været et rent helvede, og ville sådan ønske, at jeg bare kunne nyde at ruge. Desværre fylder tanker om, at vi nu har mistet et forsøg enormt meget! Samtidig så ved jeg, hvor vigtigt det er for mig at tænke positivt – og lige nu er min eneste måde, hvorpå jeg kan være i det hele, er at være i nuet og håbe, ønske og drømme…

Dette var min fertilitetshistorie – både i IUI-verdenen og IVF-verdenen… En historie der ikke er nået til vejs ende endnu – og som jeg så inderligt håber, ønsker og drømmer vil ende lykkeligt…

Jeg håber, at I fortsat vil læse med, da jeg har en masse på hjertet, som har fyldt under behandlingsforløbet, og stadig gør det – og som jeg håber, at I vil tage godt imod i mine næste blogindlæg…

1 Kommentar

  1. Rose Marie Balslev Willert

    Kære Barnlighed

    Jeg er journalist på Kristeligt Dagblad og skal til at skrive en artikel om akupunktur ifm. IVF-behandling.

    Som du sikkert også ved, viser nogle studier, at akupunktur ikke virker. Andre tror på det og har god erfaring med det, både kvinder og fagfolk. Jeg er meget interesseret i at tale med kvinder, der både har god og dårlig erfaring med det. Altså hvor behandlingen med akupunktur har resulteret i graviditet, men også hvor den ikke gjorde eller ikke har gjort endnu.

    Gennem dine indlæg her på http://www.fertilitetsliv.dk har jeg læst, at du har været i fertilitetsbehandling og også har fået akupunktur.

    Er du interesseret i at fortælle om dit forløb med akupunktur og fertilitetsbehandling til en større artikel i avisen? Jeg har forståelse for, at det er et meget følsomt emne. Du behøver heller ikke komme i avisen, hvis man ikke vil. Jeg er også bare interesseret i at høre om erfaringer.

    Jeg kan kontaktes på willert@k.dk og telefon 41 74 18 54.

    Rigtig god dag,

    Venlig hilsen
    Rose

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

12. gang må da være lykkens gang!?

12. gang må da være lykkens gang!?

Over en måneds benhårdt arbejde har resulteret i ét skud i bøssen. Det virker så uretfærdigt, men det er jo efterhånden det overordnede tema i alt dette. Det er ægoplægning nummer 12 for vores vedkommende. Jeg kniber en tåre ved tanken om, at vi 11 gange før har siddet i samme situation, fulde af håb – men stadig ikke har fået vores barn.

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!