Da min kæreste og jeg begyndte på projekt baby, følte jeg stadig ægte glæde og begejstring, når en kollega, veninde eller familiemedlem proklamerede sin graviditet. Jeg syntes, det var spændende og så frem til at mærke på deres maver, købe barselsgave/dåbsgave og ikke mindst at holde de små guldklumper.

Det var virkelig en ægte glæde på deres vegne, jeg mærkede den gang. Jeg var samtidig overbevist om, at vi også nok skulle lykkes inden længe.

Konkurrencen begynder

I begyndelsen af vores baby-projekt havde jeg en god veninde på jobbet, som jeg snakkede utrolig godt med. Vi havde ofte hyggelige kaffe-dates, hvor alt lige fra de fælles kollegaer til parforholdet blev vendt. En dag faldt snakken på børn. Hun fortalte, at hun og kæresten ville begynde at prøve, og jeg valgte også at åbne op om vores planer. Det var en spændende tid, hvor vi delte følelser med hinanden på godt og ondt, når vi måned efter måned ikke var blevet gravide. Pludselig en dag sprang bomben – min veninde var blevet gravid. Jeg blev SÅ jaloux, kunne næsten ikke rumme det i kroppen – vi havde deltaget i samme kapløb, og hun var kommet først i mål – PIS! Dér lige dér mærkede jeg for første gang det grimme, grønne misundelsesmonster, som åbenbart bor indeni mig.

Den onde modstander

Ugerne gik, og hendes 12-ugers scanning stod for døren. Et par dage efter scanningen havde jeg stadig ikke hørt fra hende (tror det var i sommerferien), og skrev derfor en sms for at høre, om alt var ok. Hun havde mistet barnet. Og så dér mærkede jeg en helt ny, uventet og endnu mere modbydelig følelse, nemlig lettelse. Som om vi spillede Ludo, og hun var blevet slået hjem, og det gav mig en lettelse og håb om, at nu kunne jeg vinde over hende – hvor fucked up er det lige?!?! Jeg hader mig selv for at føle sådan, men barnløshed får virkelig den værste, grimmeste og pinligste side frem i mig.

Den dårligste taber i verden

Der gik et halvt år, og så var min veninde gravid igen. Endnu et slag i hovedet serveret på en anden af byens cafeer. Vi arbejdede ikke længere sammen, og hun besluttede at flytte til en anden landsdel for at være tættere på familien. Derfra løb vores venskab fuldstændig ud i sandet. Det gjorde mig trist, men på samme tid var jeg glad for ikke at skulle følge hendes mave vokse på klods hold. Hun kontaktede ikke mig, og jeg havde på ingen måde lyst til at kontakte hende. Det var som om, hun havde taget alt det fra mig, som jeg ønskede mig allermest. Fuldstændig irrationelt, latterligt, til grin, småligt… jeg er den dårligste taber i verden.

Vi er veninder… indtil du bliver gravid

Oplevelsen med min veninde var blot starten på udviklingen af mit grimme, grønne misundelsesmonster, som med tiden har vokset sig større. Det er ligesom om, at jo længere tid der går, før man selv får et barn, jo mere næring får monsteret. Som tiden er gået har flere tætte veninder meddelt, at de er gravide, og for hver graviditet er det hårdere for mig at bevare smilet i deres nærvær. Jeg har ikke længere lyst til at se veninderne. Deres store, runde maver minder mig om alt det, jeg ikke selv har, og derfor trækker jeg mig. Jeg kan ikke længere kende mig selv, men at gå med en konstant sorg indeni har ændret mig. Jeg håber et fremtidigt barn bringer mit sande jeg tilbage, så jeg igen kan finde glæden ved andres babylykke.