Når barnløsheden bider dig bagi

Blog opslag

Skrevet af Charlotte Pedersen

15 okt, 2017

Alle der ikke har været i fertilitetsbehandling kan sikkert forestille sig at det må være enormt drænene. Man har den her drøm om en lykkelig familie og pludselig er den drøm langt væk. Du kan ikke rigtig gøre noget ved det, du kan ikke bare smide et uanet beløb på disken og være sikker på at du bliver gravid og få et et barn. Næ nej, her er der højere magter der bestemmer. Måske er du heldig, måske er du ikke.

Det er super hårdt, men til dig som kan forestille sig hvor hårdt det må være. Det er kun toppen af isbjerget det du forestiller dig. Sorry to say men du er nødt til selv at prøve det for virkelig at kunne vide hvor lavt man kan synke og hvor dybt man kan falde som ufrivillig barnløs. Det er jeg sikker på at mine “fertilitets-søstre” kan skriver under på. Så nu skal du høre:

Du starter med glædeligt at gå ind i projektet uvidende om hvad der skal ske, efter 1 år får du en lang næse for du er sgu ikke blevet gravid endnu.

Så går du til lægen og starter en udredning om hvorfor du ikke er gravid (og i mit tilfælde) så får du et blåstempel der hedder PCO.

Her rammer du den første mur og går grædende hjem fordi du ikke kan blive gravid uden hjælp.

Men så BLIVER du gravid, lykken vil ingen ende tage lige indtil du oplever din første abort. Så græder du som pisket samtidig med at din nu gravide veninde siger du skal tage dig sammen for du kan jo blive gravid. Så bliver du sur og skuffet over sådan en kommentar når du lige har mistet dit barn.

Så kommer dagen hvor du starter i fertilitetsbehandling og du begynder at se et lys for enden af tunellen. Du starter med  at blive insemineret (her bliver nogle gravide i første eller andet forsøg, hurra for jer) mens vi andre tager 4 forsøg uden at blive gravide. Nu græder du igen, for det hele er sgu noget lort og du er bange nu, for nu skal du henvises til ivf og det er et større projekt med voldsomme mængder hormoner, ægudtagninger, overstimulation og ægoplægninger, men du skal først lige vente 5 mdr for der er lang tids ventetid til den slags. Så græder man lidt mere fordi det hele føles håbløs og sørme ikke om endnu en veninde bliver gravid i mellemtiden. Men du overlever.

Nu kommer du endelig igang med ivf, chancen er større for at blive gravid her og du glæder dig. Nu er der gået snart 1.5 år. Første forsøg mislykkes, du græder. Næste forsøg LYKKES…. i ca 2 uger.. nu græder du som pisket igen og din gamle veninde har lige født og er så flink at sende et billede af sin baby selvom i ikke har snakket sammen i over et år.. hvor betænksomt.

Du har ikke nogen at snakke med om alt det her for det er et tabu og sådan noget snakker man bare ikke om!

I tager et forsøg mere, endnu flere hormoner, endnu flere sprøjter og endnu flere æg ud og endnu en ægoplægning og endnu et mislykket forsøg og endnu en tudetur. Så vælger i at holde pause. For nu kan du mærke presset. Presset fra at det ikke vil lykkes, fordi du stadig ikke snakker med nogen og fordi du kun har 1 forsøg tilbage nu. Tankerne om hvad fanden der skal ske hvis det heller ikke lykkes i sidste forsøg presser sig på, du går ind og tjekker hvilke muligheder der i for hjælp i det private og hvad de koster. Når du ser prisen så begynder du at græde igen, for det er umenneskeligt mange penge og hvordan skal du for råd til det? Skal du til at låne penge i banken nu fordi du ikke kan blive gravid?

Pludselig bliver du gravid naturligt igen, men du er skeptisk, du tør ikke glæde dig for meget, men alt går godt og nu græder du igen, men denne gang er det glædestårer, du drømmer dig væk, næste gang du skal holde fødselsdag har du en baby i favnen, næste gang der er jul har du en lille baby klædt i nissetøj, det bliver fantastisk. Men så går det galt igen. (Og dette er jo som sagt min erfaring og sker heldigvis ikke for alle)

Men du mister det her barn, du græder som pisket igen, men den her gang holder det ikke op, du mister troen på dig selv og alle andre, du får gode råd og tanker med på vejen som ikke hjælper en skid, du går sygemeldt mega længe uden at det hjælper, livet udenfor din dør går videre, du har et arbejde du skal tilbage til, selvom du ikke kan overskue det, så gør du det, for livet er nødt til at fortsætte, du møder en masse mennesker, du kan se de sender dig blikke, de vil gerne hjælpe og snakke om det, men du græder hver gang du kommer ind på det. Du bliver mere og mere presset men kører på, du får næsten en hverdag op og køre igen, for din hjerne lærer at køre på autopilot, men du føler dig udbrændt, slidt.

Du går igang med fertilitetsbehandling igen, for du er nødt til at blive ved med at forsøge, det mislykkes igen, denne gang græder du ikke, der kommer ingen reaktion fra dig. I mellemtiden er der endnu en veninde der er blevet gravid. Folk spørger dig hele tiden hvordan det går med det hele og du svarer “fint nok” og så bliver de glade og livet går videre. For hvis hun siger at det er fint nok, så er går det vel godt, eller hvad?

Nej.. du er nemlig på kanten til at briste nu, du har ikke kunne mærke det før nu, for nu er du kommet så langt ud af din krop går i stykker, du er allerede gået igang med dit sidste forsøg, efter det bliver du sparket ud af det offentlige og så står du på egne ben. Du er virkelig presset nu, din hjerne kører på højtryk og du begynder at mærke nogle ting, nu er du ked af det hele tiden, du sover ikke før kl minimum er 3 om natten, du kan ingenting overskue, ikke engang at tage af bordet efter aftensmaden. Når du står op om morgenen går du direkte fra sengen og ind på sofaen, du kan slet ikke overskue dit arbejde, men du får lige trukket dig afsted, du græder i bilen hele vejen på arbejde og så tager du “jeg har det godt” masken på inden du træder ind af døren.

Du bryder sammen på din fødselsdag uden at nogen ser det, for du skulle jo have haft din datter på armen I dag.

Når du har haft det sådan i lidt over en uge, så er du ved at nå et punkt hvor du mærker der er noget grueligt galt, du bryder sammen foran din kæreste og siger at du tror du skal have hjælp. Nu har du en veninde mere der bliver gravid med nr 2 mens du har prøvet at få nr 1. Du har forsøgt at blive gravid i 3.5 år nu.

Du går et par dage og grubler over hvad fanden du skal gøre, jo jo du skal selvfølgelig gå til lægen, men hvad vil han sige? Og hvad med dit arbejde? Hvad hvis han sygemelder dig? din hjerne kører på højtryk og du får det endnu dårligere, du kommer ud til kontrol på sygehuset i forbindelse med dit sidste forsøg. Du får en dato for ægoplægning og bliver nervøs, hvordan skal du forholde dig? der er jo noget grueligt galt, kan du overhovedet blive gravid, du virker jo stresset? Og dit arbejde har tunge løft og en stressende dagsorden? Du har trods alt aborteret før mens du gik på arbejde, så pas lige på ikke!

Men du panikker, for du kan ikke bare sygemelde dig, kan du? Tankerne kører derudaf, du vil ikke skuffe din leder eller lade dine kollegaer i stikken, men du får mere og mere ondt i maven, for du føler du spærrer ben for dig selv, det er din egen skyld hvis ikke det lykkes det her, du får aldrig børn på den her måde.

Så tager du til lægen med alle de her tanker. Du bryder sammen, du har nået bristepunktet. Og lægen konstaterer med det samme at du har stress og at det er slemt. Du bliver sygemeldt i 14 dage til at starte med og du skal have psykolog hjælp.

Så nu står du her, nu skal du finde ud af hvad der stresser dig og hvad der gør dig glad. Det kan være svært at sætte ord på, især når du føler at din hjerne er brændt sammen. Men nu skal du hele, du skal slikke dine sår og så skal du komme ovenpå igen.

Så næste gang du tænker “det kunne jeg godt forestille mig” kan du så virkelig det? Kan du forestille dig at gå ned med stress, sådan rigtigt og måske endda en begynde depression over ikke at kunne få børn?

Nu har du fået et indblik i hvilke følelser nogle af os går igennem, nogle er heldige at slippe igennem med få skrammer, mens andre får ar for livet. Jeg er helt sikkert ikke det værste tilfælde og det kan nå at blive meget værre, (forhåbentlig ikke)  jeg har formået at kunne stoppe op inden jeg er faldet ud over kanten, der hvor der ingen vej er tilbage og forhåbentlig kan jeg finde mig selv igen. Nu er min mission at slå hjernen fra, gå lange ture, kramme min hund og min kæreste en ekstra gang og fra i næste uge gå i ruge-mode med vores fryseæg i maven. Og med lidt held en kommende gundrosen

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!