Når dem der betyder mest, er dem man kan overskue mindst

Blog opslag

Skrevet af Rikke Toft

9 sep, 2017

For mit vedkommende medførte fertilitetsbehandlingen en uheldig og ret uventet drejning i forhold til det psykiske overskud, især det at begå mig socialt! Det gjorde ondt og stak i hjertet, at jeg fik mere og mere lyst til at være alene eller kun sammen med Daniel.

Som jeg før har nævnt, er jeg et meget stort familiemenneske, men på trods af det, valgte vi at holde vores projekt hemmeligt. Dét betød at jeg ikke skulle holde mennesker omkring mig opdateret om hvordan det nu stod til, og at jeg bare kunne være Rikke, i stedet for ’Rikke i fertilitetsbehandling’. Desværre var det ikke helt sådan det gik, idet jeg fik det værre og værre indeni. På den anden side gik det meget godt – i hvert fald har jeg efterfølgende fået af vide at jeg har skjult det utrolig godt, og at folk omkring mig ikke havde nogen anelse.

For mig var det tydeligt, at jeg ikke kunne rumme alt det der foregik omkring mig. Jeg følte mig som den værste datter/svigerdatter, moster og veninde. Min tålmodighed var nærmest ikke-eksisterende, jeg var ret fraværende når endelig jeg var til stede, og i nogle tilfælde trak jeg mig tilbage – hvilket ikke er sådan jeg før i tiden var. Alt skulle helst være skemalagt, jeg skulle vide hvilken dag vi skulle hvad, og hvis noget spontant dukkede op, var der nærmest ramaskrig. Jeg kom til at føle mig (ret) sær, fordi at det blev så omstændigt hver gang Daniel eller jeg skulle noget. For ikke nok med, at jeg bare gerne ville være mig selv, så havde jeg hårdt brug for Daniel. Han var jo den eneste jeg kunne være ’mig selv’ med, uden at skulle spille glad og opmærksom. Han var en stor hjælp da han virkelig indrettede sig efter mine behov, også selvom han ofte ikke fik credit for det. Men efter et år, blev det så nedslidende for os begge, at Daniel ikke vidste hvad han skulle stille op. Endnu et sammenbrud fra min side resulterede i et meget hurtigt møde med lægen, som henviste til psykolog.

Det var med en klump i halsen, en kniv i hjertet og følelsen af ikke at kunne trække vejret, at få sagt højt, at jeg isolerede mig fra de mennesker jeg holder så meget af, og som vil mig så meget godt. Det var dog godt at få det sagt, da jeg blev fortalt, at isolationen var en forsvarsmekanisme. Jeg isolerede mig jo netop mere og mere, for at skåne menneskerne fra min nedtrykthed, men var ikke i stand til at tænke, at det for nogle er en naturlig måde at håndtere ting på – i stedet for gik jeg rundt i et år og hadede mig selv for at være sådan, hvilket kun gjorde det hele meget værre. Det er ikke til at vide, hvordan det havde set ud, hvis ikke vi gik alene med det, men dog er vi stadig overbevist om, at det her var den bedste måde for os at gøre det på.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

Behandlingstilbudkalender

No event found!