Jeg havde selvfølgelig i Nyhederne hørt om Corona og hvordan den lukkede først Kina ned og så herefter bredte sig. Men det optog ikke rigtigt mine tanker, jeg gik og ventede på min menstruation og havde fuldt fokus på vores næste forsøg.

Opstart

Endelig kunne jeg tilmelde mig, vi har ventet fra vores negative svar i juli 2019 frem til februar ventet på endnu en donor og derefter på mig og min cyklus. Jeg kommer til skanning og er inde hos den mest fantastiske læge, han var så behagelig og gav os lov til at håbe, fordi det er flotte æg, vi har i fryseren.  Vi er helt høje og fortrøstningsfulde, da vi går derfra. Vi får datoen til næste skanning, hvor vi udover at få af vide om vi kan fortsætte med behandlingen også skal have datoen for æg oplægningen. Det bliver fredag 13.03.20.

Opkaldet

Onsdag d. 11.03.30 er der pressemøde og vores Statsminister vælger at lukke landet ned fra mandag, men de, der har muligheden skal gøre det med det samme. Jeg reagerer ikke rigtigt på det. Vi er jo startet i behandling, så tanken om de kan finde på at stoppe behandlingen tror jeg ikke helt på. Selvom frygten gnaver dybt inde.

Torsdag formiddag ringer klinikken og for mig kan det betyde 2 ting. Enten beder de mig fortsætte eller også vælger de at stoppe min behandling. De vælger det sidste, og jeg indrømmer gerne, jeg argumenterede, det bedste jeg kunne. Det hjalp bare ikke. Jeg blev så frustreret og ked af det. Jeg havde følelsen af ikke at kunne være i min krop. Fra det sidste forsøg og frem til det her, har været et rent helvede. Så jeg kunne slet ikke overskue at blive afbrudt. Jeg ringede til Henrik, som var på arbejde og al den vrede, jeg ikke gav klinikken, den fik han.

Det er så uretfærdigt gjort, men jeg var afmægtig. Men hver evig eneste gang vokser min kærlighed til ham. Han lader mig rase, men jeg når også hans grænse for, hvad han mener er rimeligt at modtage. Så til sidst bad han mig stoppe og at det ikke var hans skyld de stoppede behandlingen og han er mindst lige så ked af det, som jeg er over at blive afbrudt.

Det hjalp mig videre, så jeg kunne gå ind og fortælle indtil min chef og sige at jeg alligevel ikke skulle gå tidligere om fredagen.
Da jeg kom hjem den dag stod jeg i gangen og stampede og skreg – det hjalp. Jeg skulle simpelthen have det ud af min krop.

Frustration

Jeg har rigtig svært ved at acceptere forsøget er blevet stoppet, er det fordi min hverdag ikke er ændret synderligt. Jeg er sundhedspersonale og i et speciale, som ikke lukkes ned., Jeg er sammen med mine kolleger hver dag og Henrik som også er på job. Der hvor jeg nok mest mærker COVID-19 er at jeg ikke kan komme hos min kranio-sakrel massør, hun giver min krop og sind et tiltrængt pusterum og er der noget jeg trænger til i lige netop i denne tid, så var hendes behandling.

Mens tiden går bliver jeg blev mere og mere frustreret og har rigtig svært ved at takle hele min situation. Da Statsministeren så holdt sin tale om den forsigtige genåbning af landet brød jeg sammen, for sygehusene blev ikke nævnt, men alt andet. Efter at have tudet og blevet trøstet af Henrik tog jeg en beslutning.

Håbet

Jeg ringede simpelthen til klinikken dagen efter og fik en snak med den sygeplejerske, som havde fulgt os tæt frem til det første forsøg. Jeg bad om en mdr., hvad hun selvfølgelig ikke kunne give mig. Men et forsigtigt bud på juni og i værste fald august. Det har hjulpet mig, det har givet mig en ro. Det er rart at blive hørt, selvom der ikke kom en løsning ud af det. Det er rart at høre at vi som patienter er savnede. At de ved hvor sårbare vi er og hvilket slag, det har været for os.

Det allerbedste som hun sagde til mig, er at de er en af de afdelinger, som hurtigt kan åbnes op. Og ret beset kan jeg ud fra vores behandling i princippet gøre det alene, jeg vil selvfølgelig allerhelst have Henrik med, men hvis alternativet er at vente yderligere, så kan jeg godt alene med ham siddende ude på parkeringspladsen.