“Din kollega kommer ikke til at starte i den nye afdeling alligevel”, jeg når ikke at tænke tanken, før han siger “hun er gravid. Så jeg tænkte, at det er bedst, at hun kommer ind i jeres team” Mit team! Mit TEAM! (Ej men hvad tænker du på) Mit team- som hidtil har bestået af 2 mænd og en kvinde over 40, og dermed har været betragtet som en baby frizone – mit Helle – et sted hvor jeg kunne lukke verden og alle de gravide ude… men ikke længere! Fra første januar skal jeg dele kontor og arbejde tæt sammen med den gravide. Min verden brød endnu engang sammen.
Jeg føler, at det er et Deja VU af 2017 hvor ikke kun én ud af mit gamle team på 3 blev gravid – men hele 2… derudover blev 7 af mine veninder gravide.
Jeg får nogle gange lyst til at råbe af verden. Jeg føler, at jeg er ved at drukne!!! Og hver gang jeg får hovedet bare en smule over vandet, så har jeg det som om, at jeg får presset hovedet ned under vandet igen – et spark i maven – en mavepuster- en lussing, kald det hvad du vil. Er der ikke en grænse for, hvor meget man kan acceptere? – jeg føler i hvert fald, at min grænse er ved at være nået.
“Kan du ikke bare være glad på hendes vegne”? – tårene løber ned af kinderne mens jeg hører ordene komme ud af hans mund- glad!? Jeg er da glad på hendes vegne – men det ændrer jo ikke den evige smertefulde påmindelse, som det er, og vil være for mig at se hende… hun har alt det som jeg ikke har… Rent rationelt ved jeg godt, at hendes graviditet ikke har noget med min udeblevne at gøre, men følelsesmæssigt kan jeg ikke komme uden om hun, at symboliserer fertilitet, frugtbarhed, drømmen etc.
”Jeg ville ønske, at du fik arbejdet med det her, det går ikke, det er ikke godt for dig. – ellers bliver du aldrig gravid”… -fortsætter han! Jeg er ved at være godt træt af at få at vide, at det er mig den er gal med, mig der skal fikses mm. Jeg giver ham ret i, at det ikke gavner min proces, men at det er svært, når han gør betingelserne endnu sværere for mig. Men han er ikke lydhør…
Så fra den 01.01.19 skal jeg gå sammen med min kollega som på det tidpunkt er i uge 20… er der nogen som har nogle gode råd- for min accept kasse er ved at være TOM 🙁
Jeg er i en lignende situation, hvor 3 af mine veninder er gravide og mener at jeg blev sur på dem da de fortalte det – hvilket jeg aldrig har været, det er bare en konstant påmindelse! Min tætteste veninde kæmper også med at få børn, ikke med at blive gravid, men med at “holde” på barnet. Så hver tredje måned fortæller hun at hun er blevet gravid igen og det er bare så hårdt, selvom hun jo også kæmper for at få et barn!
Jeg forstår dine følelser og jeg ved ikke hvordan man bliver mere accepterende overfor graviditet og ens egne negative følelser. Jeg tror bare at man skal anerkende at det er sådan man har det, så det ikke bliver en “forkert” følelse, for dine følelser kan aldrig være forkerte 🙂
Kære KC. Det er bare den værste førelse, men jeg forsøger på bedste vis at gøre som du siger hele tiden at fortælle mig selv at der ikke er noget galt med mine følelser. Tak fordi du tog dig tid til at kommentere. Snart kommer et nyt indlæg omkring min reaktion da min veninde annoncerede hendes 4 graviditet.
God dag
Føler virkelig med dig! Har stået i samme situation hvor vi var et team på 4 og alle 3 udover mig blev gravide. Jeg skiftede afdeling kunne slet ikke rumme det. Jeg er glad på deres vegne , men mange glemmer at se på, deres lykke er vores sorg, jeg forstår dig 100%. I starten var det ikke så slemt men efter 4 år i behandling, er der udsolgt på overskudskontoen!
Kære Helle. Først og fremmest tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig. Dejligt når man kan skrive om noget som vækker genklang hos andre. Du skal ikke være i tvivl om at kunne jeg skifte afdeling så gjorde jeg det, men det er desværre ikke muligt. Og trods en opsigelse og dermed andre muligheder for rokeringer (i min optik) er det ikke muligt at ændre konstellationen 🙁 puha 4 år- det tør jeg slet ikke tænke på. Vi har været i gang i 2 år, men det fylder ALT!
Det skal nok blive vores tur det er jeg sikker på ❤️
Sikke en møgchef. Jeg kan virkelig godt forstå dig. En kollega havde lige offentliggjort, at hun var gravid et par dage før jeg skulle til nakkefoldsscanning. Jeg blev lidt irriteret, fordi jeg vidste, at hende og hendes kæreste max havde været sammen i et år, så hun måtte være blevet lynhurtigt gravid – mens jeg havde kæmpet for det. Nakkefoldsscanningen kom, og der var desværre dårligt nyt for mit vedkommende, og det endte med en abort. Der var ingen, der vidste, at jeg havde været gravid ud over min chef. Min gravide kollega blev ved med at sætte sig i kontoret ved siden af mit (der på det tidspunkt var ledigt). Jeg kunne lukke døren, men jeg kunne stadig høre hende sidde og spise gulerødder. Jeg kunne have smidt hende ud af vinduet. Skulle gå op og ned af hende i tre måneder indtil hun gik på barsel, og jeg kunne ikke engang kigge på hende.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke magter at være glad på nogen gravides vegne – ikke engang veninders. Så skal det lige være, hvis de også har haft en kamp med at blive gravide. I stedet er jeg bare helt utroligt vred.
Ingen gode råd herfra, desværre. Men måske det hjælper lidt at vide, at jeg tror det er meget normalt at have det svært i nærheden af gravide – og at det bestemt ikke er dit reaktion, der er ved siden af.
Kære E. Tak for din besked. Jeg er ked af at høre at i fik dårlige nyheder til nakkefoldsscanningen. Jeg håber det snart bliver din tur igen. Puha hvor kan jeg huske den følelse – at mit gik til grunde og at andres graviditet fortsatte:( . Jeg har også haft den lidt “forbudte” beregning – at dem der har haft svært ved det godt må mens dem der bare skal kigge på hinandnen – det er ikke fair. Min gravide kollega er heldigvis mega forstående men uanset hvad kommer det til at blive hårdt. Inderst inde håber jeg at hun bliver graviditetssygemeldt snart, ikke fordi der skal være noget galt men for at jeg ikke skal se hende (endnu en af mine forbudte tanker”! God dag
Vh Lene
Din chefs reaktion er ikke ok, og jeg synes ikke han respekterer din sårbarhed med den kommentar!
Forhåbentlig kan du søge nyt job, når du/I en dag er omme på den anden side. Sådan en chef er ingen tjent med.
Ind til da er det på med masken, som vi alle kender så godt. Jeg hepper på, du fonder styrken til det.
Kære Kærlighedogvidenskav X. Tak for din besked.
Jeg er helt enig – på med masken- igen igen (desværre) Jeg har dog besluttet mig, at hvis det bliver for hårdt så sygemelder jeg mig.
Jeg vil bare sige at jeg føler så meget med dig og give dig et virtuelt kram. Da det var allerværst med vores fertilitetsbehandling blev min ellers så søde og gode kollega til en der gjorde mig ked af det flere gange om dagen (uden at hun vidste det vel at mærke). Kvinden havde en helt speciel evne til at dreje ALT og alle samtaleemner over på hendes graviditet… Set i bakspejlet var hun jo bare glad og spændt, men f*** det var belastende! Jeg talte dagene med til hendes barsel… Mit bedste råd er at fortælle din nye kollega hurtigst muligt at i er i fertilitetsbehandling og at det kan være svært for dig at rumme andres babylykke. Det er en svær samtale at tage med et menneske man ikke kender særlig godt, men nødvendigt. Og iøvrigt – hvilken usympatisk chef du har! Pas på dig selv. Skift om nødvendigt job.
Kære Debbie. Tusind tak for din besked – dejligt når man skriver noget som andre kan relatere til. At vi er i fertilitetsbehandling er ikke en hemmlighed og dagen efter jeg skrev indlægget bad jeg om at snakke med hende for at forklare hvordan jeg havde det. Heldigvis er hun mega sød og forstående og vi har aftalt ikke at snakke om baby med mindre jeg åbner emnet – først tænkte jeg kan jeg godt tillade mig det? For som du siger så er hun jo bare mega glad og spændt på at skulle være mor. Men hun var sød og sagde hun godt vidste det var en træls situation og, at jeg skulle være ærlig i forhold til hvad jeg havde brug for. Så det var jeg. Hun er guld værd – selvom hun er gravid . Jeg håber det snart lykkedes for os begge.
Hav en god dag
Vh Lene