Kære læser

At være i fertilitetsbehandling er noget, man først og fremmest selv lige skal vænne sig til. Man skal lære at tænke på sig selv som værende et af de par, der befinder sig i dén situation – og det tager tid. Det gjorde det hvert fald for min kæreste og jeg. Men der kommer et punkt, hvor man føler sig nødt til at dele det med nogle andre i ens liv – nemlig ens familie.

En stille indvielse

Jeg kan tydeligt huske, da jeg sidste sommer sad i et sommerhus og snakkede i telefon med min mor. Og lige i det øjeblik fandt jeg modet og fortalte hende, at vi var startet i fertilitetsbehandling. Det var dejligt at få lettet sit hjerte. På daværende tidspunkt var vi kun lige gået i gang med IUI, og de eneste resultater jeg kunne berette om var, at mine undersøgelser var fine. Tiden gik, og mine svigerforældre var også blevet indviet – men ingen spurgte ind til projektet efterfølgende. I starten gjorde det mig egentlig ikke noget. Jeg synes overordnet set, at det der IUI var noget fis (det synes jeg stadig, men det er en anden historie, som I får et indlæg om senere). Og da alle 3 forsøg ”went down the drain”, stod vi nu pludselig over for et langt mere omfattende behandlingsforløb.

Det er ok at spørge

Da vi kom i gang med 1. IVF forsøg mærkede jeg pludselig, hvor meget det vendte op og ned på mit liv. Wow, det fylder meget! IUI er jo vand ved siden af! Og med de følelser kom også et langt større behov for at snakke om, hvad der foregik. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg sad til min mors fødselsdag dagen før ÆU med åbne bukser og uden BH, fordi jeg ikke kunne være i det pga. hormonerne – jeg var NØDT til at tale om det!

Vi valgte at åbne 100% op over for vores forældre og vores søskende. Vi meldte klart ud, at det var ok at spørge, hvordan det gik, og hvad forløbet gik ud på. Begge vores familier havde tydeligvis frygt for at spørge os, da de frygtede, vi ville blive meget kede af det. Jamen hvis jeg ikke kan være ked af det over for min familien, hvem så, tænkte jeg bare. Men det ER bare svært for folk at spørge ind til det her utrolig følsomme emne – og jeg forstår det godt! Men IVF fylder SÅ meget i min hverdag, og jeg havde sådan brug for, at familien viste hensyn og støttede os.

Støtte og forståelse er guld værd

Så kære læser, hvis du sidder derude i samme situation, men endnu ikke har delt det med din familie, kan jeg kun opfordre dig til at gøre det. Det fjerner også de der blikke, som siger ”hvornår skal I mon have nogle børn”, som dermed også fjerner et indirekte pres på egne skuldre. Det er utrolig befriende! Mit første IVF forsøg endte med en biokemisk graviditet, som fik vendt op og ned på krop og sjæl – jeg er SÅ glad for, jeg åbent kunne fortælle familien om det, så de vidste, hvorfor jeg ikke altid var i lige godt humør. En sand lettelse i en ellers svært situation…