Som tidligere beskrevet blev jeg sat på Clomid som skulle hjælpe med at modne mine æg. Første forsøg gik bestemt ikke som planlagt, og det lykkedes ikke i det forsøg. Men hvad der ventede os, var ingen af os forberedt på..

Det her indlæg er vildt følsomt og skrive om, faktisk mere følsomt end at skrive alle ens indre tanker ned. Det er da også med en klump i halsen og tårende pressende på. Jeg har også været utrolig meget i tvivl om jeg skulle dele det, da det egentlig er ret privat og måske ligegyldigt. Men for mig, for os, var det virkelig noget vi ikke havde haft med i tankerne om fertilitetsbehandling.  Så jeg synes bestemt det er værd at dele.. selvom det er hårdt!

Efter den negative test på testdagen, som jeg i øvrigt var ret forberedt på begrund af mig egen læge, så kunne de jo stadig ikke finde ud af hvad der skete  i min krop, hvad alt den smerte skyldes, og jeg var ved læge er par gange. Jeg fik heller ikke min menstruation så jeg kontaktede klinikken, og fortalte om resultatet. De ville gerne lige have en blodprøve for og se mine Hcg tal, nu når der ikke var held i hverken det ene eller andet.

Den første prøve viste 11…. 11? Og hvad betød det så. Jeg havde selv fundet svaret på sundhed.dk, så jeg sad egentlig lidt i uvished og mit lille indre google monster gik i gang..

Næste morgen fik jeg en sms fra klinikken ”dit tal er 11, vi vil gerne have du får taget en ny prøve imorgen” ja.. så langt er jeg egentlig også med tallet, men hvad betyder 11.. så jeg ringede og fik af vide at det betød der foregik et eller andet i min krop, der er et eller andet der hænger ved, Så vi skulle bruge endnu en blodprøve for og se om tallet ville stige eller falde.. jeg blev virkelig helt stille og jeg fik et lille håb om at der var sket bare lidt! Hun refereret direkte til at jeg muligvis var gravid..

Ak skulle på skydeperiode så jeg var alene i ugen med den næste Blodprøve. Jeg var ved at sprænge af spænding!

Et eller andet sted vidste jeg godt den ikke var der, mest fordi jeg ikke turde håbe, men os fordi jeg følte ikke helt jeg troede på det. Svaret kom på 2. Prøve og tallet var 2.

Så der var ikke gevinst. Jeg var indforstået med det og ville have en lur inden arbejde hen på eftermiddagen, så jeg slappede bare af og fik sendt en sms til ak med resultatet, vi blev enig om at holde håbet oppe til næste forsøg.

Min telefon ringer, det er klinikken som vil give mig svar på blodprøven.. jeg var slet ikke forberedt på hvad det opkald drejede sig om..

Den søde og virkelig rare dame ville give mig svar personligt ”tallet er faldet, så det betyder du ikke er gravid, men der har været et eller andet, som bare ikke har ville sætte sig ordentlig fast.

Tiden gik vitterligt i stå! Det var som om min krop blev helt tung. Og tårerne pressede virkelig på! Vi fik en go snak om at det var selvfølgelig godt det ikke hang ved, for det kunne måske betyde at det ikke var et rask ”barn” at det fejlede noget, og hun prøvede virkelig og holde mig positiv, at det betød da at det trods alt godt kunne lykkedes, og nu skulle vi bare videre og prøve igen. Vi fik aftalt hvad der skulle ske og jeg blev virkelig rolig ved tanken om hun sagde jeg ikke skulle tænke på noget, de skulle nok guide mig igennem det hele!

Samtalen sluttede.. og jeg brød helt sammen. Jeg var alene hjemme, skulle på arbejde om 2 timer, jeg havde brug for Ak og det var bare ikke en mulighed jeg har aldrig følt mig så tom indeni. Jeg ved godt det virkelig er små latterligt at hyle over at det mislykkedes og bevares, det var trods alt ikke en baby der havde fået fingre og små tær, og var man ikke blevet kontrolleret i hoved og R.. ja, så havde man jo aldrig mistænkt en mulig mislykkedes graviditet.

men derfor gør det, det bestemt ikke nemmere og få af vide.

Jeg var slet ikke klar over hvad jeg skulle stille op med mig selv. Jeg tog på arbejde, og jeg gik i min helt egen verden, som om man havde propper i ørene. Jeg vidste hvad der foregik omkring mig, men reageret ikke på noget, søde jokes fra kunder, hygge snak med kollegaer, jeg var bare til stede og skulle have overstået vagten. Jeg græd også mig selv i søvn den nat, og præsteret da også og blive små uvenner med Ak over sms fordi, han var sikkert ligeså frustreret over at være væk og intet kunne stille op, ikke kunne komme susende hjem og trøste mig og give mig kram. Og sidde med 40 andre mænd, eller hvor mange de nu er, det er nok ikke lige i det selskab over en kasse fyraftens øl man breaker sådan en ”nyhed” hjemmefra.. så han var ligeså alene med tankerne som jeg var.

Trods alt var det fredag dagen efter og han kom hjem. Han skulle godt nok til sommerfest med arbejdet, som egentlig bare var i forlængelse med arbejdsdagen, men han havde bedt om lov til at køre hjem så snart de landede på kasernen og lige være et par timer sammen med mig. Jeg havde godt nok i mit hysteriske anfald aftenen før sagt at det skulle han ikke for det gad jeg ikke for et par timer inden jeg skulle på arbejde og han skulle ud og hygge sig. Men trods det hele betød det hele verden at kunne ligge tæt ved ham og bare være ked af det og få et kæmpe kram!

Jeg har verdens bedste støtte! og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skulle klare mig uden den mand! <3