Efter jeg havde sat min underskrift på det rædsomme stykke papir som skulle blive enden på min graviditet, så var der ikke mere at gøre. Vi skulle tage hjem og afvente besked på om vi blev godkendt til abort, selvom at gynækologen sagde at når det var så slemt så blev det altid godkendt. Tak. Tak fordi du endnu engang minder os om at alt håb var ude. Vi kørte hjemad, men måtte først indenom noget af vores familie og fortælle at det var slut, først min svigerinde, det blev Steven der måtte fortælle hende det. Jeg kunne simpelthen ikke. Så videre hjem til mine forældre, det var dog kun min mor og søster der var hjemme, jeg prøvede at holde samling på mig selv da jeg skulle fortælle det, men da vi skulle ned til min bedste og fortælle det, brød jeg sammen, tanken om at skulle tage den glæde fra hende gjorde så ondt, helt ind i hjertet. Bare tanken om det I dag, 4 måneder senere får mig til at græde.

Ikke nok med at jeg skulle kæmpe med mine følelser , så skulle jeg også rumme at såre hele vores familie på den værst tænkelige måde, ja jeg ved jo godt at det ikke er MIN skyld, men sådan fungerer det altså bare ikke i ens hjerne når sådan noget her sker.

Vi kørte videre, hjem til Stevens mor og far, igen måtte han træde til, jeg kunne ikke mere. Jeg ville bare hjem og gemme mig væk.

Vi kom hjem og placerede os i sofaen og så brød helvede løs, tårer og gråd så vi ikke kunne trække vejret, det var rædsomt. Vi skulle nu acceptere at det var slut, hvordan gør man lige det? Det kan man altså ikke bare.

Et par timer senere ringer de fra sygehuset, abortrådet havde godkendt os, jeg skulle allerede troppe op på sygehuset dagen efter for at få en pille som skulle stoppe graviditeten, samt en samtale om vores videre forløb.

Resten af dagen gik med ingenting, jo at græde og synes at det hele var noget lort og at hade hele verden. Vi gik tidligt i seng, jeg kunne naturligvis ikke falde i søvn.

Midt på natten brød jeg fuldstændig sammen, jeg lå i sengen og hulkede så Steven vågnede af det, alt mens Nellie sparkede mig og Steven trøstede mig. En følelse af håbløshed og dårlig samvittighed over at skulle byde vores datter det her, tage hendes liv fra hende, mit hjerte blødte.

Jeg faldt endelig til ro og faldt derefter i søvn

Morgenen efter vågner jeg op med opsvulmede øjne, jeg så frygtelig ud. Jeg lignede en blandning af en der havde været på druk, havde allergi og er blevet stukket af tusind myg i ansigtet, men jeg var ligeglad, alt var ligegyldigt. Kl 10 var vi på sygehuset og samtalen kunne gå i gang, om hvad der skulle ske, om vi havde nogle særlige ønsker eller noget vi ikke ønskede. Vi kom pludselig i tvivl om det valg vi havde taget, var det det rigtige? Var vi helt sikre på at der ikke kunne gøres noget? Vi endte med at få en overlæge ind der måtte fortælle os en sidste gang at der ikke kunne gøre noget lige meget hvordan vi vendte og drejede det.

Til sidst var der kun en ting at gøre. Sygeplejersken lagde pillen foran mig og gik ud. Jeg stirrede på den skide pille i langt tid før jeg tog den, for så snart den var taget, var der ingen vej tilbage, jeg forbandede den pille langt væk.

Efter pillen var indtaget kunne vi køre hjem med beskeden om indlæggelse kl 9 næste morgen

Resten af dagen forgik som dagen før.

Fredag den 14/4 blev jeg indlagt på Hjørring sygehus. Heldigvis i et rum for os selv, afsides så vi ikke skulle være i nærheden af ”almindelige fødende kvinder”. Vi fik talt med jordemoderen om vores ønsker omkring bedøvelse og om Nellie efter fødslen, billeder osv. Derefter kunne vi gå i gang.

Kl 10 fik jeg 2 cytotec (det er stikpiller som sætter aborten/fødslen i gang) sådan et par skulle jeg have hver tredje Time indtil fødslen gik i gang, timerne gik og der skete ikke en pind før kl 16. Jeg begyndte at få kraftige plukkeveer og de måtte give mig morfin, men efter en time gik de i sig selv og jeg havde stort set ikke åbnet mig, så behandling måtte fortsætte, jeg fik til gengæld 40 i feber meget pludseligt og måtte i gang med penicillin samt væskedrop. Efter et par timer fik de feberen ned, men stadig ingen fødsel på vej, kl 22 var der stadig intet sket og de måtte give op for Den dag og starte op igen i morgen, sådan gik lørdagen også, der skete ikke en pind. Kl 18 var der stadig ikke sket noget og de sadlede om, jordemoderen tog mit vand og så gik fødslen ellers i gang, jeg begyndte så småt at få veer, de tog til fra time til time og kl. 23.28 blev Nellie født. Jeg måtte desværre ligges i fuld narkose kort tid efter da moderkagen ikke kom med ud. Men så snart jeg var lagt til at sove lykkes det heldigvis af sig selv før de gik i gang med at operere. Kl 01.30 blev jeg kørt på barselsgangen, udmattet, stolt, grædefærdig, ja jeg kom nok hele følelsesregisteret igennem, de tog sig af Nellie til dagen efter, vi kunne ikke se hende med det samme. Jeg var nødt til at sunde mig over det her, at det rent faktisk var sket. Det føltes som om jeg så på fra oven, som om jeg var tilstede og alligevel ikke.

Dagen efter brugte jeg på at sove det meste af dagen, jeg var dårlig, havde ingen appetit, og den smule jeg fik røg retur med det samme. Om eftermiddagen så vi Nellie, hun var smuk, lå i den fineste lille trækiste med et tæppe over sig og en lille uge som var for stor, men i mine øjne var hun perfekt. Hun var 26 cm lang og 100% dejlig. Mens vi sad og kiggede på vores smukke datter, kunne vi høre babygråd, det var forfærdeligt, jeg synes det var rædsomt at ligge på den gang, sammen med alle de nybagte mødre som havde deres levende børn hos sig. Det var et mareridt.

Det var da det værste man kunne byde et par der lige havde mistet deres baby. Jeg synes ikke det var okay. Men der var ikke ”ressourcer” til sådan en afdelingen. Bortset fra det var alle jordmødrene fantastiske, de tog sig godt af både mig, Steven og Nellie.

De havde også sørget for billeder af Nellie som vi har hos os, jeg kigger på hende dagligt.

De tog også aftryk af hendes små fødder og hænder. Jeg er så taknemmelig for at de tog sig af de opgaver vi ikke kunne magte.

Om mandagen var mine værdier endelig blevet normale igen og vi kunne derfor komme hjem så snart vi var klar til det. Jeg ville bare gerne væk fra alle de nybagte forældre. Jeg hadede dem, ja det er skide egoistisk men det var sandheden. Dem og min egen krop, jeg følte mig svigtet.

Da vi kom hjem var der ikke meget at sige. Vi skulle lære at leve med at vi nu har et barn på kirkegården. Det forsøger vi stadig at leve med, det går bedre for hver dag, men nogle dage er det bare 1 skridt frem og 2 tilbage.

For at spole lidt frem har vi efterfølgende været til obduktionssamtale, bortset fra Nellies tumor var hun velskabt, hendes misdannelse var ikke genetisk, det vil sige at chancen for at det sker igen er ikke større for os end for alle andre. Vi skulle derefter ikke være nervøs for at forsøge igen så snart vi følte os psykisk klar til det.

… Og jeg kan love jer for, at vi Den dag idag kæmper som aldrig før.