Jeg hedder Rebecca, jeg er 31, kæreste med Mikkel og mor til Tulle og Bøffenas som jeg har med en tidligere partner.

Jeg har netop gennemgået mit 17’ende behandlingsforsøg – til dato det værste forsøg jeg har været igennem.

I marts 2006 fik jeg konstateret svær PCOS, til dig der ikke ved hvad dette er, er det en hormon forstyrrelse der gør at jeg har svært ved at komme ned i vægt, har uønsket hårvækst, at jeg ikke selv danner æg, ægløsning eller får min menstruration altså har jeg ingen cyklus. Da jeg smed mine p-piller tilbage i februar 2005 gik jeg fra en vægt på 88 kg til 127 kg på bare ti måneder og jeg ændrede intet på min livsstil ud over at jeg smed mine p-piller. Min krop fungerer altså ikke unden at den bliver holdt i skak med enten hormon behandlinger, p-piller eller en spiral. Samtidig er jeg insulinresistent og min krop kan ikke finde ud af selv at bruge sukkeret jeg indtager hvad enten det er sundt eller usundt sukker. Min krop hungre altid efter sukker og helst i stride uhæmmede mængder. PCOS kan som udgangspunkt ikke behandles, der er i hvert fald ikke fundet en kur endnu men blodsukkeret i kroppen kan reguleres med det præparat der hedder Methformin. Dette blev jeg i tidernes morgen smidt på og for mig havde det den effekt at jeg begyndte at tabe mig. At det senere skulle vise sig at jeg ikke kunne tåle det tager vi en anden dag.

Begge mine børn er lavet med det, der i behandlingsverdenen kaldes IUI-H på dansk insemination med egen partner. For at lave IUI kræver det en fornuftig sædkvalitet fra mandens side.

I september 2006 fik jeg efter vægttab lov at starte op i hormonbehandling med hjemmearbejde ved ægløsning altså skulle der dyrkes sex på et bestemt tidspunkt. Fra den ene dag til den anden gik alt op i hormon indsprøjtninger på klokkeslet og skanninger. Hormoner i denne sammenhæng skal tages på præcis det samme tidspunkt hver dag fra cyklus dag 2-3 og frem til æggene er store nok hvor man så igen får en ny sprøjte der udløser ægløsning ca. 36 timer senere.

Før Tulles ankomst til denne verden måtte jeg igennem 4 forsøg med hormoner og hjemmearbejde. Dernæst 3 forsøg med IUI-H i tredie forsøg bliver jeg endelig gravid, nu er den der, lykken vil ingen ende tage. Lige indtil nakkefolds skanningen 13+5 – Baby er ikke længere levende. Jeg var sønderknust, aldrig har jeg dog oplevet noget så grimt. Alt i mig gik i stå. Jeg var sparket tilbage til nul. 11-13. Juli 2007 bliver dage jeg aldrig glemmer. Efterfølgende venter der en lang sommer med utallige skanninger og et HCG (graviditets hormon) der ikke vil falde. I oktober er min krop endelig klar til at starte op igen.

Det blev til tre forsøg mere der alle havde det tilfælles at jeg efter hver insiminisation havde afsindig ondt frem til menstruation. I sidste forsøg i december 2007 begyndte blødningen 24/12. Jeg var opløst, knust og havde ikke flere kræfter. Jeg ville ikke mere behandling.

Min daværende mand kiggede på mig da vi kom hjem fra vores juleaften og sagde at nu skulle jeg være sød at skrive ind til Svend Lindenberg der havde Nordica. ( I dag har han stadig klinik samme sted den hedder bare Copenhagen Fertility Center ofte forkortet CFC.) Jeg skrev via deres hjemmeside spørg lægen denne aften med forventning om at jeg måske ville være heldig at høre fra dem efter jul og nytår. Men allerede 12 timer senere lå der et svar: “Ring ind til os og få en tid i morgen” så 26/12 besøgte jeg for første gang Svend selv. Han opdagede hurtigt årsagen til manglende graviditet, for jeg havde to store cyster på hver sin æggestok. Og med disse var graviditet ikke muligt. Jeg blev sendt hjem med en pakke P-piller og ro i sjælen da jeg havde spurgt om det overhoved var muligt og Svends fantastisk kommmentar var at nu skulle jeg overlade arbejdet til dem og så skulle det nok lykkes. 19/1-2008 fik jeg blødning, samme dag som jeg havde termin med mit mistede barn, det måtte der være en mening med. Jeg ringede derind, fik tid dagen efter. 20/1 Fik jeg efter 10 hormon behandlinger overskredet min grænse og lært at stikke mig selv med hormonerne. Ny klinik og ny slags medicin skulle vise sig at være løsningen og i Oktober 2008 kom den fineste lille pige til verden efter 11 forsøg.

I januar 2009 gennemgår jeg endnu et forsøg som ikke lykkes men senere samme år får jeg efter forsøg med P-piller en noget nedslående besked! “De P-piller du har fået har desværre haft den modsatte effekt end ønsket. Din PCOS har aldrig været værre. Hvis du ønsker dig flere børn er det nu, jeg kan ikke love dig du kan få flere om 5-10år!”

Undskyld, hvad sagde manden? Vi er på nuværende tidspunkt havnet tilbage i det offentlige, spekulationerne var store, var jeg klar til en mere? Ville jeg løbe den risiko? Kunne jeg holde til risikoen for 11 nye forsøg? Kunne det overhovedet lade sig gøre? Ja spørgsmålene var utallige. Jeg fik en anden slags P-piller med hjem og 21 dages betænkningstid om det skulle hedde spiral eller ny omgang behandling. Valget var egentlig ikke så svært. Hun skulle ikke være enebarn. Og præcis 22 måneder efter det første mirakel kom til verden kom den fineste lille dreng ud i en pokkers fart i august 2010.

4 måneder senere bliver vi skilt. Behandlingen havde simpelthen taget alt overskud og kærlighed, der var ikke mere og bygge på. Så stod jeg der med to helt små børn og det skulle vise sig at tage 6 år før jeg igen var klar til familielivet igen.

/Rebecca