Hvis du har læst mit første blogindlæg, ved du, at jeg har været igennem 4 scanninger efter min første opstart på menopur, og jeg kun ventede på min 5. scanning.

Læs med og find ud af hvorfor jeg synes, at vores første IUU-H forsøg har været lidt af en rutsjebanetur!

Det blev torsdag, og jeg kom til min 5. scanning. Jeg kom ind og blev scannet, og lægen fandt den her gang en ægblære på højre æggestok, der målte 14 mm. På venstre æggestok fandt hun en, der målte 11 mm. Jeg blev lidt forvirret, fordi det jo slet ikke passede sammen med det, der blev målt i mandags. Lægen fortalte, at de nogle gange ikke kan se, om det er en stor ægblære eller to, der sidder sammen, og derfor kan den, der er blevet målt på venstre, godt have været to. Jeg er dog stadig forvirret, da det jo er den på venstre æggestok, der er blevet målt på til hver scanning.

Men planen blev så for den her gang, at jeg i 2 dage mere skal tage 112,5 enheder medicin og komme tilbage til scanning igen lørdag. Her siger lægen så, at jeg derefter muligvis skal insemineres om mandagen.

Jeg ringer selvfølgelig til min kæreste, da jeg er færdig, og fortæller ham, hvad der er sket den her gang til skanningen. Han siger: ”Det har vi jo fået af vide før” – altså det med, at inseminering er lige om hjørnet. Vi sætter os derfor ikke op til noget, da vi ikke vil gå lige så skuffede derfra endnu en gang.

Dagene gik og det blev igen lørdag, og endnu en scanning ventede. Min kæreste var med den her gang. Vi kommer igen ind i lokalet, jeg tager bukserne af og lægger mig op i stolen med benene op. Jeg bliver scannet, og den her gang har jeg en flot ægblære på højre æggestok på 17 mm! Yes yes endelig. Vi får lavet en recept på en ægløsningssprøjte, som jeg skal tage samme aften klokken 22:30. Den her gang er det en sprøjte, der er blandet. Derudover får vi en seddel med tidspunkter til inseminerings-planen den efterfølgende mandag. Klokken 8:30 skal vi aflevere en sædprøve og klokken 12:10 skal jeg insemineres. Vi får afslutningsvis af vide, at det er en god ide, at vi er sammen i dag, så min kæreste kan spare friske sædceller op til mandag. Vi går rigtig glade derfra med smil op til begge øre. Om aftenen klokken 22:30 tager jeg ægløsningssprøjten.

Weekenden gik heldigvis hurtigt i godt selskab med min familie, og det blev endelig mandag og dagen for vores første inseminering! Det er med flere følser i kroppen, da vi, med en sædprøver under trøjen, kører ind og afleverer den klokken 8:30. Vi er glade, lettede, spændte og nervøse!

Klokken 12:10 har vi tid til inseminering. De er lidt forsinket, og vi bliver kaldt ind 12:25. Da vi afleverede sædprøven, skulle vi også skrive, om min kæreste havde været syg med feber indenfor de sidste 3 måneder – og det har han desværre. Jeg vidste godt, at det kunne være en dårlig og meget træls indvirkning på kvaliteten af hans sædprøve – og det havde det desværre også! Øv øv øv. En sædprøve der gik fra (da han ikke havde været syg) at have 24 millioner sædceller til en, der kun har et par enkelte millioner! Og egentlig skal en sædprøve jo have minimum 3 millioner sædceller, før de bruger den. De valgte heldigvis at inseminere mig alligevel, da det jo ikke var umuligt at blive gravid med den sædprøve.

Men fra at være virkelig optimistiske begge to, inden vi kom derind, gik vi derfra helt mundlamme og med tårer ned af kinderne hos mig. Vi prøver dog at holde humøret oppe, da det jo sagtens kan være, at jeg bliver gravid alligevel – chancerne er bare ikke så høje.

Mandag den 14. maj skal jeg tage en graviditetstest, der skal vise, om jeg er blevet gravid eller ej.

Ja bum! Det var så vores første forsøg med IU-H, der virkelig var en blanding af alle følelser! Det kan være de helt små ting, der ændrer mit humør fra godt til skidt eller omvendt. Og ja heldigvis også fra skidt til godt! Selvom det bestemt også rammer min kæreste, der jo ellers har rigtig god sædkvalitet, så er han så god til at holde humøret højt for os begge og få mig til at tænke på noget andet. Og det er så vigtigt, når vi nu skal gå og vente på, at jeg må tisse på en pind i 14 dage!

Så ja – en rutsjebanetur af følelser er vist meget godt beskrevet!

P.S. Jeg har slet ikke nævnt, hvordan jeg tog insemineringen! Jeg tror, det er fordi, det slet ikke fylder så meget som alle følelserne gør. Insemineringen var nemlig hurtig overstået og gjordet slet ikke ondt.

Tak fordi du læser med <3