Når den lille besked betyder alt.

Blog opslag

Skrevet af Caroline Ziegler

17 feb, 2018

Det er ingen hemmelighed, at jeg ofte føler mig meget alene i denne fertilitets-verden. Jeg har tidligere skrevet, at jeg er blevet skuffet over en del tætte relationer i denne proces. Det kan være rigtig svært, at forstå hvordan det er at være ufrivillig barnløs. Min veninde spurgte mig: ”Hvordan føles det egentligt? Det er svært for mig at sætte mig ind i”. Jeg blev så taknemlig for ærligheden, men endnu mere taknemlig for interessen.

Det kan være rigtigt svært at sætte ord på alle de følelser, der flyver rundt i kroppen.

Følelserne bliver for mit vedkommende forstærket rigtigt meget, når jeg er på hormoner. Specielt af noget der hedder Crinone, som er en vaginal-gel der indeholder progesteron.

Crinone får jeg i forbindelse med ægoplægning, det virker ved at påvirke livmoderens slimhinde, så det befrugtede æg bedre kan sidde fast. De normale bivirkninger er: hovedpine, træthed, hævelser pga. væskeophobning, brystspændinger, depression og svimmelhed. (Det var en lille bonus information, som intet har at gøre med min venindes spørgsmål)

…. Det jeg forklarede hende var, at det er som at have virkelig slemme kærestesorger.

  • Først kommer chokket, når man ser, at der kun er en streg på testen – pulsen stiger og tårene presser på.
  • Så kommer gråden og uretfærdighedsfølelsen. Ved kærestesorger trampede jeg grædende i jorden og tænkte ’’Jeg vil bare have han skal være min kæreste’’ – nu kommer tanken ’’Jeg vil bare være gravid’’.
  • Så kommer den fase, hvor man prøver at acceptere det og kommer videre. Ved kæreste sorger sidder man og stalker ham og hans nye flirt, og prøver at fortælle sig selv at han også var mega grim og hans nye flirt i hvert fald på ingen måde er ligeså pæn som en selv. Som ufrivillig barnløs stalker man en gravid, eller nyfødt mor og fortæller sig selv at man i hvert fald fortjener det meget mere og at deres baby ikke engang er sød.
  • Når man har kærestesorger er det sidste step, at man kommer videre og muligvis begynder at tænke på nogle andre. Som ufrivillig barnløs kommer der bare endnu en test, kun med en streg og skal alle faserne igennem igen.

Jeg prøvede naturligvis at forklare det på sådan en måde, at jeg vidste hun kunne relatere til det. Sorg er jo individuelt, men det gør den ikke hverken mere eller mindre alvorlig, uanset hvad normaliteten mener er sorg. For mig er det, at være ufrivillig barnløs en stor sorg, den største sorg jeg nogensinde har haft. Det er en kæmpe livskrise. Faktisk sagde jeg noget til min veninde, som var virkeligt barsk, men ikke desto mindre sandt. Jeg sagde til hende, at jeg meget hellere vil have at en tæt på mig døde, hvis det så betød at jeg bare kunne få et barn. Det lyder måske helt fuckt op i de flestes øre. Men hvem elsker man mest? Sit barn. Det ændre sig jo ikke bare fordi at, man ikke har mødt sit barn endnu. Jeg misunder så inderligt dem, der kan få børn lige når de vil.

Det er i mine øjne den aller største gaver her i livet. Tænk at kunne få den gave, lige når man ville og ikke mindst, så mange man vil.

Jeg ved godt, at andre ikke vil kunne forstå hvordan det er at være ufrivillig barnløs, hvis man ikke selv har været i det. Men man kan altid acceptere at ens nærmeste er i sorg og agerer derefter.

Den lille besked betyder alt. Det betyder så meget for mig, at nogen, husker og tænker på mig.

Det er lige netop det JEG har brug for, i denne sorg. Det gør at jeg ikke føler mig så alene. Jeg føler mig meget alene, når nogle der er tætte på mig, ikke spørg indtil det. Jeg føler mig ligegyldig og værdiløs. For mig betyder det, at være ufrivillig barnløs i forvejen, at jeg føler mig værdiløs, fordi jeg ikke er nogens mor. Derfor betyder den lille besked, den lille reminder, at man trods alt ikke er helt alene, alt. Jeg vil gerne opfordre jeg alle sammen til at huske den lille besked, når nogle I kender er igennem noget, der ikke er så rart.

Da jeg kom hjem fra at have fået taget æg ud, begyndte jeg er græde rigtigt meget. Jeg græd over, at alle var ligeglade med mig. Der var kun et par få der havde skrevet til mig, ingen havde sendt blomster og ingen havde spurgt, om de måtte komme på sygebesøg. (Husk lige på at jeg var sprængt fyldt med hormoner). Jeg blev så ked af det fordi jeg var ret sikker på, at de havde gjort det, hvis jeg var blevet opereret eller lignende. Men sandheden er bare den, at for mig var det sådan en smertefuld oplevelse, det mest smertefulde jeg NOGENSINDE har været igennem.

Jeg var meget syg, jeg blev nemlig overstimuleret. Jeg havde så mange smerter i mit underliv!

Jeg havde modnet godt 25 æg. Da jeg fik ægløsning sprøjten havde jeg så stærke smerter – nogle smerter jeg slet ikke kan beskrive. Det eneste jeg har prøvet der var værre, var da de tog æggene ud, end ikke max dosis morfin hjalp her. Ikke nok med at jeg havde kraftige smerter, havde jeg det så hjernedødt, pikke dårligt, netop på grund af overstimuleringen. Jeg tog godt 8 kg væske på den sidste uge, trods jeg ingenting spiste og kastede op.

Mine ’’Fertilitets-piger’’ (skud ud til Leah for at kalde os det) skriver altid søde beskeder, når der nyt omkring processen, bl.a.: ”Held og lykke i morgen”, ”Jeg krydser fingre og tænker på dig”.

Jeg har også et par familiemedlemmer og veninder, der altid skriver.

Det varmer så meget! Desværre fylder dem, der ikke skriver mere, end dem der gør.

Jeg øver mig rigtig meget på, at værdsætte og huske på dem der skriver, og ”undskylde” for dem der ikke gør. Jeg er altid 100% ærlig herinde, da jeg vil gerne hjælpe dem, der sidder og læser min blog – hjælpe dem til at føle, at det er helt okay og naturligt med alle de ”forbudte” tanker. Mit mål er, at det ikke skal være et tabu, at tale åbent om infertilitet. Jeg har skrevet rigtigt mange indlæg, om hvad der såre, og hvad det hjælper. Derfor vil jeg endnu engang huske folk på, at for mig er det ikke rart, at få den lille besked, hvis der står: ”Jeg ved det nok skal lykkedes denne gang” – for det ved du faktisk ikke en rygende fis om. Den besked har jeg nok fået 200 gange og indtil videre er der ikke en eneste der har haft ret. Så endnu engang: Drop de gode råd – drop ”Jeg ved det nok skal lykkedes’’. Men lad din ven/veninde/søster/kusine/whatever vide at du tænker og hepper på dem!

OVER AND OUT MINE FERTILITETS-PIGER. LOVE YOU <3

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Relateret indlæg…

12. gang må da være lykkens gang!?

12. gang må da være lykkens gang!?

Over en måneds benhårdt arbejde har resulteret i ét skud i bøssen. Det virker så uretfærdigt, men det er jo efterhånden det overordnede tema i alt dette. Det er ægoplægning nummer 12 for vores vedkommende. Jeg kniber en tåre ved tanken om, at vi 11 gange før har siddet i samme situation, fulde af håb – men stadig ikke har fået vores barn.

læs mere

Behandlingstilbudkalender

No event found!