Jeg er ny her på Fertilitetsliv og vil i mit første blogpost fortælle lidt om hvem jeg er og hvad vi indtil videre har været igennem for at komme tættere på drømmen om at blive forældre. 

Jeg er 35 og min mand er 36. Vi blev gift i sep. 2018 og fik nogle måneder senere fjernet min spiral. Min mand og jeg mødte hinanden da jeg var 29 og han var 30. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig at jeg skulle blive 30 og stadig ikke have børn. Min mor havde fem børn da hun var 29, og flere af mine søskende fik også børn i tyverne. 

Jeg har siden jeg var helt lille, og begyndte at lege med dukker, ikke haft ret mange andre ønsker med livet end at blive mor. Så sorgen over nu at være 35 og stadig ikke være mor er ubeskrivelig. 

Spiralen kom ud i starten af 2019. Noget i mig håbede at vi nok ville være gravide inden længe, men noget andet langt inde sagde mig, at det her ville blive en kamp. Jeg havde intet at ha’ det i, andet end at meget lidt i livet er kommet let til mig – så havde nok bare svært ved at tro at det her ville gå nemt. Månederne gik og vi blev stadig ikke gravide. Kan huske jeg i starten forsøgte mig med de der ægløsningstest, men det drev mig til vanvid med alt det testeri, så det stoppede jeg ret hurtigt med. Vi havde bare sex jævnligt midt i min cyklus og tænkte at så gik det jo nok alt sammen. Men intet skete. 

Pludselig var der gået et år og vi måtte til at erkende at vi nu var ufrivilligt barnløse og jeg gik til min læge og fik en henvisning til en Fertilitetsklinik – også pga. vores alder. Vi blev begge udredt og ingen af os fejlede noget. Vi skulle blot starte med insemination uden hormoner. Husker at jeg ved første forsøg virkelig troede på det og tænkte at nu måtte det lykkes, når kroppen lige fik det ekstra skub. Men det gjorde det ikke. Og samme dag menstruationen meldte sig skulle man jo forholde sig til næste behandling. Så der var ikke meget tid til at være ked af det, før vi var i gang med næste forsøg. De første to forsøg var uden hormoner. Tredje og fjerde forsøg var med meget lidt hormoner og stadig ingen graviditet. 

Ydermere, får vi desværre under vores første inseminationsforsøg den traumatiske besked, at min mands lillesøster, har fået erkendt en tilbagevendende tumor i hjernen. Denne var tilmed vokset betydeligt og proforma kemo havde ikke haft nogen effekt. Det var en regulær dødsdom – og vi skulle ikke forvente, at hun havde mange måneder tilbage at leve i. Det var en frygtelig tid med den ene dårlige besked efter den anden. Vi brugte så meget tid vi overhovedet kunne hos hende, hendes mand og to små børn. Tumoren voksede hastigt og hun blev desværre mere og mere skadet og skulle have hjælp til alt. Jeg er sygeplejerske og efter min svigerindes ønske fik jeg plejeorlov i hendes sidste tid, hvilket jeg er så taknemmelig for. 

Hun dør få dage før jeg finder ud af at fjerde forsøg heller ikke lykkes. Der går kun 3,5 måned fra hun fik beskeden om den aggressive vækst til hun dør. I samme periode når vi 4 inseminationer. Husker ærligt ikke ret meget omkring behandlingerne. Det var bare noget jeg kørte sideløbende uden at forholde mig ret meget til det. En vanvittig tid, hvor fokus på at skabe liv, mens vi var ved at miste et andet overskyggede alt. 

Det eneste jeg kunne tænke på i de måneder var min svigerinde, mine to små nevøer, hendes mand og min mand. 

Efter hendes død tog jeg mig også rigtig meget af drengene. Nok mere end hvad godt var. Jeg kan også se tilbage og tænke om jeg også gjorde det for at drukne min egen sorg over ikke selv at være blevet mor. Nu var der to små drenge der i den grad havde brug for moderlig omsorg, som jeg havde masser af. 

Pludselig ramte den enorme sorg og tomheden hun havde efterladt. Og magtesløsheden. Jeg var så udmattet. Jeg havde taget mig så meget af min svigerinde i sygdomsforløbet og derefter drengene, at jeg ikke havde forholdt mig ordentligt til hvad vi selv gennemgik og ikke mærket min krops signaler. 

Jeg husker jeg en dag forsigtigt sagde til min mand, jeg har brug for en pause fra fertilitetsbehandling, jeg kan ikke mere lige nu. Bare lige en måneds pause, så skal jeg nok være klar igen. Den ene måned blev til otte måneder, men det havde vi begge brug for. Det hele havde været for meget. Min krop var blevet ramt af stress, udbrændthed og angst. Månederne gik og jeg fik det heldigvis bedre. Jeg gik til zoneterapi, som virkelig hjalp mig til at få ro på mit nervesystem og hjalp til at mærke alle de følelser jeg ikke havde forholdt mig til. 

I maj i år startede vi op i vores femte forsøg. Nogen sidder måske og tænker nu, hvorfor vi blev ved med insemination, og ja ingen har på noget tidspunkt nævnt IVF for mig. Det var først da jeg selv spurgte om det, at jeg fik en henvisning. Vi kom igennem både et femte og sjette inseminationsforsøg i sommers – uden graviditet. 

Først da det sjette forsøg ikke lykkedes var det første gang det rigtig ramte mig. Jeg græd i en uge og blev for første gang ramt af angsten for om det mon nogensinde ville lykkes! Tænk hvis jeg aldrig blev mor?! Og tanken knuste mig. 

I august var vi til samtale i Skive og fik at vide at vi ville kunne tilmelde os straks efter. Men situationen er, at vi nu har fået to afslag på behandling!! Så nu er vi her, fulde af frustration over al den ventetid og uvished man står i som ufrivillig barnløs. Men en ting ved jeg, og det er at vi ikke er alene om de følelser!