Overskriften siger måske sig selv!? Desværre sker det alt for ofte i dette fertilitets-game, at livet gør ondt og man føler sig fuldstændig magtesløs.

Da jeg i januar 2014 fik taget æg ud i forbindelse med Malte, blev der frosset 3 strå med blastocyster. Det ene æg skulle være af ligeså god kvalitet som dét Malte kom til med, og de andre var OK til frys, men ikke af super kvalitet.

Søren og jeg havde egentlig ikke taget stilling til, hvor vidt vi ville anvende æggene eller i så fald hvornår dette skulle ske. I efteråret 2016 blev vi enig om, at nu måtte tiden være inde, og jeg kontaktede Rigshospitalet. Efter diverse scanninger, piller mm. Blev jeg gjort klar til at få lagt æg tilbage. Vi havde fået af vide, at de ville tø vores ”guld-æg” op som det eneste, fordi det var dét æg de troede mest på. Søren var i Spanien med arbejdet, så jeg havde fået assistance af min mor. Min mor og jeg sad hjemme hos mig og ventede på opkaldet fra Rigshospitalet. Tiden gik og de ringede ikke. Jeg blev så utålmodig, at jeg selv ringede til klinikkens laboratorium for at høre til en status. Jeg havde forberedt mig selv på, at ægget måske ikke havde overlevet, men omvendt var det svært at forestille sig det værste, idet jeg altid har været heldig at have haft æg til oplægning efter frys.

Der var total forvirring da jeg ringede, men endelig kom jeg igennem til én der kunne give mig en status. Ægget havde ikke overlevet optøning, så de havde valgt at skynde sig at tø de andre 2 strå op. De havde ikke ringet til mig inden, fordi de kunne se at æggenes score ved nedfrys ikke var særlig gode. Jeg fik af vide, at jeg skulle komme ind til oplægning samme formiddag, og her ville det ene æg i hvert fald være klar. Ved ankomst til Rigshospitalet får vi af vide, at begge æg trods deres score havde overlevet optøning og så fine ud. Med benene i vejret og morfin i kroppen skulle jeg der midt på briksen tage stilling til, hvor vidt jeg ville have begge æg lagt tilbage. Faktum var at begge æg havde samme score, der var ikke ét af dem der var bedre end det andet og det jeg evt. ikke valgte, ville ikke kunne fryses ned igen. Søren og jeg havde slet ikke talt om denne situation, men selvfølgelig var jeg ikke i tvivl. Begge æg blev lagt tilbage, og hermed havde vi brugt vores aller sidste dyrbare æg.

Den 22. december fik jeg taget HCG og afventede opkald. Jeg tog hjem til Henriette min bedste veninde gennem det meste af mit liv, og vi ventede og ventede. Opkaldet kom og efter at have bekræftet mit cpr-nummer, sagde hun ”TILLYKK, DU ER GRAVID”. Hvad hun ellers sagde husker jeg stort set ikke…… Hvilken julegave at kunne give vores familier – jeg var SÅ LYKKELIG!

Den 9. januar 2017, var Malte syg og jeg havde ham hjemme. Jeg havde været ved lægen med ham og efterfølgende tog vi hjem og spiste frokost. Pludselig under frokosten fik jeg kæmpe mavekramper, de var 100 gange så slemme som stærke menstruationssmerter, og jeg var ikke i tvivl om, at der var noget helt galt. Jeg tog fat i min telefon, bad Malte blive siddende ved bordet og krøb ud på toilettet. Her skete det så….. jeg aborterede der midt på badeværelsesgulvet samtidig med, at jeg hørte Malte kalde: ”mor, hvad laver du?”. Jeg fik råbt tilbage: ”Skat, mor kommer nu, men sæt dig bare ind i sofaen indtil jeg kommer.”  Jeg frygtede at han skulle komme ud og se dette blodbad, som var det en gyserfilm. Ude fra toilettet ringede jeg straks til mine forældre, da jeg vidste at de var hjemme. Efter knap 10 min kom min mor ræsende. Hun må have kørt 100 km./  i timen.

Min mor tog sig af Malte og jeg fik fat i Søren der kom hjem fra arbejde med det samme.

Jeg fik de næste uger foretaget en del scanninger fordi lægerne ville være sikre på, at jeg havde aborteret ”begge fostre”. Idet jeg havde fået lagt 2 æg tilbage, var der en reel chance for, at det kunne være tvillinger. Ved alle scanningerne kunne de desværre se, at fostersækken var helt tom.

Torsdag den 19. januar 2017, gennemgik jeg på Roskilde sygehus en udskrabning efter min spontane abort. Tiden efter har været svær. Vi havde glædet os ekstremt til at Malte skulle være storebror, men mest af alt var vi glade og lettede over, ikke at skulle gennemgå flere fertilitetsbehandlinger.

Nu skriver vi september 2017 og tiden er fløjet afsted siden. Jeg tænker tit over, at hvis alt var gået efter planen havde vi haft en lille ny nu her, og vi havde fuldendt vores familie på 4 sammen med Fie vores golden retriever. Sådan skulle det dog ikke være!

Livet går ikke altid som vi ønsker os, og indimellem gør det rigtig godt. Alle mennesker døjer med deres, men vi kan i hvert fald skrive under på, at livet i dette fertilitets-game alt for ofte gør rigtig ondt.

I næste blodindlæg vil jeg skrive om at føle sig ”barnløs” trods, at vi har fået vores mirakel Malte.

Tak fordi I læste med

.

Kærlig hilsen Mia