Overskriften siger det hele. Jeg vil prøve at sætte ord på det at have ondt, både fysisk som mentalt, på baggrund af infertilitet.

Mentalt er det noget af det hårdeste jeg nogensinde har været igennem, og det ser ikke ud som om at det har en ende foreløbig.

Vejen til ønskebarnet viste sig at være uendelighedsvejen.

Der går ikke én dag hvor jeg ikke tænker på det. Jeg er jo kvinden, jeg skal da kunne lave børn, ikke?

Når sorgen om infertilitet rammer, ramler det hele for mig. Det ene øjeblik kan jeg i perioder være SÅ langt nede, at det næsten ikke kan forklares.  Det er jo ikke bare en materiel ting man kan købe eller spare op til. Vi har ingen kontrol. Det er ren biologi. Det er SÅ skræmmende.

Hver gang jeg får menstruation, rammes jeg af 4 forskellige følelser kort tid efter hinanden.

Jeg starter med at benægte det. Benægte at det endnu engang ikke er lykkedes. Derefter rammes jeg af vrede. Jeg bliver så ufattelig sur. Sur på folk der får børn (hvor uberettiget det end er) og sur på mig selv. Derefter bliver jeg ramt af sorg. Der triller stille et par tårer, men bliver heldigvis ofte ramt af accept til sidst.

Jeg samler mig selv op, og smiler til verden. Dem der er tæt på mig ser mine tårer, dem der ikke er så tæt på mig, ser mit smil. Hver dag er en daglig kamp for at være lykkelig på andres vegne, smilet på mine læber og tålmodigheden der næsten er ved at være opbrugt.

De fysiske gener som smerte ved æggeløsning, hormonerne jeg skal stikke mig selv med, ægudtagning osv. kan jeg bedre overskue. Det er jo bare en midlertidig smerte.

Det her er min fortælling om når livet gør ondt.