Lige inden mit tredje forsøg, skete der noget uventet. Jeg var netop kommet tilbage på arbejde efter sommerferien, ligesom resten af mine kollegaer, og fordi vores organisation havde været igennem en omfattende organisationsændring, var det også tid til nye kollegaer og samarbejdspartnere.

Ikke sådan, at der var startet en masse nye. Vi skulle bare til at samarbejde i nye teams og med nye opgaver.

Jeg kom i team med en masse nye kollegaer, jeg aldrig havde samarbejdet med før og på vores første møde satte teamlederen os ind i opgaverne og hvad vi skulle lave i det kommende halve år.

Bagefter skulle vi inddeles i mindre grupper og tage ansvar for små delopgaver, og jeg kom i gruppe med teamlederen. Vi skulle udarbejde en skriftlig opgave, så vi fandt tid til et møde nogen dage senere.

Og på mødet skete der noget, jeg aldrig havde troet var muligt. Vi faldt totalt i hak og talte om alt muligt andet end den opgave vi skulle løse. Eller faktisk løste vi ret hurtigt opgaven og så talte vi bare. Han fortalte han var fraskilt og havde to store børn. Jeg fortalte jeg var alene med min søn, som er donorbarn. Vi talte om familier, om serier i TV, om sport og alt mellem himmel og jord.

Da jeg gik hjem, tror jeg stadig ikke helt jeg havde forstået, at jeg egentlig synes han var ret sød på den lidt mere end kollegiale måde. Jeg var jo slet ikke der i mit liv. Jeg var jo i gang med at indfri mit livs største ønske – at gøre min søn til storebror, og det hænger ligesom ikke rigtig sammen med et nyt forhold.

Da jeg kom hjem, faldt jeg over en sjov nyhed om en af de serier, vi havde talt om og sendte ham den på facebook sammen med en venneanmodning. Den besvarede han inden for ganske få minutter og så chattede vi lidt om nyheden. Om fredagen skulle han til noget gammel- elev fest i Jylland og også hele den dag og aften chattede vi på messenger.

Der begyndte det nok at gå lidt op for mig, at der var lidt mere i det end bare at være kollegaer. Men jeg var stadig ret splittet. For hvordan skulle jeg få fortalt, at jeg faktisk prøver at blive gravid?… med en anden?… Det lød sgu lidt som en dårlig b-film i mine egne ører.

Ugen efter inviterede han mig på en gåtur og en snak og det hele endte med et uskyldigt kys.

Nu var der vist ingen af os, der var i tvivl om, at der var noget i gærde.

Vi aftalte, at han kunne komme på besøg en dag når min søn var puttet. Dagen kom og jeg var mega nervøs. Jeg havde gået ugen op til og diskuteret med mig selv, hvornår jeg skulle sige til ham, hvad jeg var midt i og at det ikke var til forhandling. Det var enten mig og en forhåbentlig fremtidig graviditet og baby, med samme donor som min søn, eller slet ingenting.

Da han kom var jeg vist temmelig rundt på gulvet, men jeg tror ikke han lagde mærke til noget. Vi lavede kaffe, satte os i sofaen og så sagde jeg:

”Der er noget vi bliver nødt til at tale om” – Ikke ligefrem nogens yndlingsreplik. Og så fortalte jeg ham det hele. Om kampen. Om det 1,5 år der var gået. Om mine sorger og drømme. Om min ensomhed og om mit ultimatum.

Han var helt rolig. Næsten alt for rolig. Tænkte lidt. Tog så en tår af sin kaffe og sagde så:

”Det kan jeg godt forstå du gerne vil… Det har du jo været i gang med inden jeg kom, så det skal du ikke ændre på – Jeg går ingen steder”.

Hvad? Jeg var ellers sikker på, at han ville springe op af sofaen og sige tak for kaffe og vi ses bare i morgen på arbejdet som kollegaer. Intet mere.

Men han blev… Og han er her endnu… Både gennem mit tredje og fjerde mislykkedes forsøg har han støttet mig og passet på mig. Også selv om jeg næsten ikke har kunne tage imod omsorgen, fordi den var helt ny for mig i processen.

Og også gennem sorgen over til sidst at måtte give op på mine egne æg. At acceptere at donoræg er den eneste mulige løsning hvis jeg vil have flere børn. En løsning der bestemt ikke er særlig let i lille Danmark, fordi dobbeltdonation er ulovligt og kræver behandling i udlandet. Men også det har han støttet mig i.

Utroligt, ikke?