Begyndelsen på “eventyret”
Det startede ellers så let… gravid i første hug. Hvem skulle have troet det og så i min alder. Både J og jeg var ekstatiske og alt tegnede så perfekt. 

De første scanninger gik præcis som de skulle og vi kunne se frem til at skulle være forældre i marts 2020…. lykken var perfekt! 

Desværre skulle den perfekte lykkerus ikke vare ved. En uge efter sidste scanning, stoppede alt brat. Jeg fik en pludselig angst for at alt ikke var okay og J insisterede på en scanning… og ja, fostret havde ikke klaret det og vi skulle nu igennem en kirurgisk abort. 

Den del gik vist som det skulle og efter 4 uger var min krop faktisk tilbage til normalen. Egentligt et nådigt forløb, når nu det skulle være. 

Vi havde ikke mistet modet helt, selvom oplevelsen med en MA stod alt for skarpt i hukommelsen og min optimisme og min livsglæde, havde fået et par hak i tuden. J prøvede at bevare den fulde forhåbning om en hurtig graviditet for os begge. Tror det har været lidt af en kamp. 

Månederne og cyklus efter cyklus gik. Intet skete. Ikke så meget som en lille bitte skyggestreg kunne jeg fremtrylle. Jeg kæmpede en kamp med ikke at lade de negative tanker tage over. Ikke at miste modet og troen. Jeg havde også min alder at kæmpe med. Var meget bevidst om at skulle vi have hjælp, var det ikke længe vi skulle vente, da vi her i landet har en deadline der hedder henvisning inden de 40 og ingen behandling i det offentlige efter 41….og da jeg i efteråret 19 ikke var mere end nogle måneder fra at blive 39, følte jeg tiden var ret knap. 

I november kontaktede jeg min læge og fremlagde min sag… ja sådan føltes det. Som om jeg nu skulle gøre mig berettiget til at få hjælp og en anden skulle afgøre om jeg var værdig. 

Heldigvis fik vi henvisningen, men jeg skulle stå lidt stejlt på det med alderen ift at blive henvist efter kun 6 måneder. Har en pco diagnose fra min yngre år og den hjalp nok også lidt, selvom den faktisk aldrig rigtig har spillet ind i min cyklus og ikke afholdt mig fra graviditet i min yngre dage. Der har jeg vist været ret heldig.

Starten på et helt nyt univers
I december 2019, startede vi op med udredning. Egentlig viste prøverne ikke noget vildt. J havde lidt nedsat sædkvalitet, men intet at bekymre sig voldsomt om og min AMH var lidt lavt, men det var forventet pga. min alder. Så alt i alt var det ikke noget der egentligt forhindrede en graviditet, ville skulle bare have lidt hjælp… nok pga. lidt svingende ægkvalitet… igen sikkert pga. alderen. Lægerne var optimistiske, specielt fordi vi jo faktisk var blevet gravide selv, hurtigt og helt uden hjælp. 

Nu skulle vi så i gang med fertilitetsbehandling… først 3 IUI, som alle endte negativt til trods for jeg i hvert forsøg havde dannet både 1 og 2 fine follikler uden problemer. Men shit et show med sprøjter, skemalagt sex, stikpiller, scanninger i tide og utide og hvad der ellers følger med hele det cirkus… og jeg tror egentlig vi var ret heldige ift. bivirkninger. Mærkede ikke så meget mere end at jeg altid var voldsomt træt, når jeg skulle tage progesteron. Men ja lige lidt hjalp det. 

 Vi havde egentligt slut februar fået en henvisning til IVF i det offentlige, men vi regnede med laaaaaang ventetid pga. Corona, så vi valgte at tage en enkelt IVF forsøg i det private, igen kunne vi ikke lade være med at være optimistiske. Vi vidste jo at IVF øgede chancen ift. IUI.  

IVF-forsøget
Efter en ufrivillig, men dejlig pause fra behandling pga. Corona, gik vi i gang med IVF. Tror de fleste folk i fertilitetsbehandling kan relatere til, hvor befriende det er med en pause fra stikkeri, hormoner og skemaer… bare for en lille stund.  

Vi startede i maj op med IVF-forsøget… det ene vi havde købt. Men der gav vi den så også gas med både akupunktur og assisted hacthing.  

Forløbet var ikke optimalt. Mine follikler reagerede pludselig ikke efter hensigten på hormonerne. Jeg startede også ud med en cyste og den havde fart på. Efter de første scanninger kunne lægen konstaterer, at cysten muligvis holdt de andre follikler hen og da slimhinden heller ikke var vokset som den skulle, var der snak om at aflyse forsøget. Min krop fik weekenden over til at “tænke over tingene”.  

Ved scanningen efter weekenden var der sket et mindre mirakel. Min slimhinde var vokset 4-5mm på 3 dage og mine follikler var pludselig kommet i gang med at vokse. Der var dog ikke mange store. Lægen regnede med 3, måske 4. Så det var ikke sådan helt fantastisk synes jeg. Lægen mente dog det var helt fint og jeg havde ikke andet at forholde mig til, så prøvede at finde optimismen frem endnu engang og til mig store overraskelse fik jeg hele 7 æg ud… dog kun 4 modne. Men var faktisk tilfreds. 3 æg blev befrugtet og delte sig korrekt, men ingen klarede det. Hverken det jeg fik lagt op eller dem der skulle have været i fryseren. Det var nedslående…vi havde satset alt på det forsøg og vi var ikke kommet nærmere en graviditet, som i overhovedet ikke.